Det var ikke lige det, jeg havde forventet at opleve i min ferie i Spanien. Det tror jeg, ingen på balkonen havde. Men sådan blev det, og det var der ikke noget at gøre ved.
   Vi boede i byen Madrid, ikke i det fineste kvarter, men det var godt nok for os. En uges ferie var lige det, vi havde brug for. Især efter kemoen som Caroline havde afsluttet tilbage i Danmark.
   Det var en lørdag morgen. Madrid skulle ses, og vi var klar. Sådan nogenlunde da. Jeg var ved at smøre madder, og Caroline var ved at tage tøj på. Hun havde det ikke så godt og så bleg og træt ud. Men af sted skulle vi. Vi kom da ikke langvejs fra, for bare at sidde på et muggent værelse.
   Klokken var lidt i ni, da vi ankom til turistbureauet. Guiden gav os tørklæder lavet af blåt og gult stof, så vi kunne adskille hinanden fra mængden. Jeg synes nu tørklæderne var grimme, og de mindede mig forfærdeligt meget om det spejdere havde på.
   Vi var 26 mennesker der i alt havde betalt for at ligne klovne. Men det var lige meget, for ingen jeg kendte ville alligevel se mig sådan. Og så var der også det, at et af Carolines ønsker var at se Madrid. Jeg ville gøre alt for min søster.
   Vi travede raskt af sted ind mod centrum. Det var alt for varmt, dog var humøret i top. Caroline så friskere ud nu og smilede en hel del. Det var dejligt at se hende smile. Det var så længe siden, jeg sidst havde set hende gøre det. Jeg rakte hende vandet, jeg havde taget op af tasken. Det var tydeligt at se, hvor tørstig hun var. Det var hurtigt væk, og det var godt. Hun var blevet så tynd på det seneste, jo mere hun kunne få ned jo bedre.
   Solen skinnede ekstremt meget og var med til at få graderne til at runde de 30. Men det føltes altså som mere. Der var ingen skygge og ingen vind. Jeg savnede lidt Danmark nu. Der ville det ikke blive mere end 25 grader på en varm sommerdag, og det var altså også det, efter min mening, som Caroline maks. kunne klare. Men det var min mening, ikke hendes, desværre. Hun var så glad. Bare at komme væk i en uge kunne gøre underværker.
   Folk maste og skubbede til hinanden inde på de små gader. Op og ned. Gaderne var godt nok ujævne. Jeg kiggede på Caroline for at se, om hun overanstrengte sig. Der kunne ikke tydes noget endnu, men jeg ville bare gerne være sikker.
   Dagen var lang og seværdighederne kedelige. Men jeg holdt mund og lod som om, jeg kunne lide det. Caroline skulle have en god tur. Jeg ville ikke ødelægge det for hende. Hun var så glad. Glad for at komme væk hjemmefra, glad for at være i Madrid, og mest glad for at have mig med ud og se på seværdigheder. Man kunne se det i hendes øjne, og måden hun gik på. Alt ved hende skinnede af glæde. Det var dejligt for mig at se, hun havde en fantastisk god dag. Noget hun havde fortjent og haft brug for i lang tid.
   Det var midt på eftermiddagen, og der var ikke mere mad i taskerne. Caroline og jeg fulgte turistholdet til en sen eftermiddagskaffe på en simpel lille cafe. Der myldrede med folk, og det var svært at finde en siddeplads. Men en fandt vi da. Den var oppe på anden etage i cafeen, ud til en stor balkon. Vi satte os og fik slappet af. Jeg kunne godt se nu, at Caroline var meget træt. Det havde været en god dag for hende, men den havde også været hård. Og det havde hun været god til at skjule. Satans. Vi skulle have været taget tilbage til hotellet. Hun havde det jo ikke godt. Randene under hendes øjne var tydelige at se, og hendes korte, udtyndede brune hår skinnede blidt omkamp med solen. Hun manglede noget farve i huden, men havde bare ikke orket at bruge kræfter på at gå en tur udenfor det sidste år.
   Jeg bestilte to kopper kaffe og to stykker kage ved tjeneren, der susede forbi. Han havde travlt, men fik alligevel tid til at hente vores bestilling. Vi sagde ikke noget et stykke tid og nød bare hinandens selskab, kaffen og kagen.
   Caroline skulle på toilet, og det skulle jeg ikke. Hun gik nedenunder for at gøre, hvad hun nu skulle. Jeg ville have været gået med, men hun insisterede stærkt på, at jeg skulle blive og spise min kage færdig. Det var i mod min vilje, men hun fik lov til at gøre, som det passede hende.
   Jeg kiggede ned på ringen, hun havde givet mig, den gang vi var mindre. En blålig sten med refleks i. Den var flot. Jeg havde ikke taget den af i næsten to år nu. Det var min måde at bede for hende på. At have noget, som hun havde givet mig og vise, at det var noget, jeg aldrig kunne finde på at smide væk. Følelserne jeg følte, når jeg så ned på ringen kunne ikke beskrives med ord. Den betød mere end man ville tro.
   Der var nu gået et stykke tid siden Caroline var gået på toilet. Lidt for lang tid. Jeg var bekymret for hende, men lod hende tage den tid det nu tog.
   Mange fra turistgruppen var begyndt at myldre ud på balkonen. De hviskede og tiskede og kiggede alle ned på vejen. Hold kæft, hvor var de nogle kiggekøer, men jeg var ikke meget bedre selv, så jeg slog mig til dem.
   Det var svært at komme til. Jeg måtte skubbe og næsten sparke. Men forrest kom jeg da. Mit hjerte sank, da jeg så ambulancemændene komme ud af cafeen med min søster på en båre. Jeg skreg i vilden sky og opmærksomheden blev nu vendt mod mig. Men jeg var ligeglad. Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, for at nå ned til hende. Der skulle ikke ske hende noget ondt
   Hun var svedig og blødte ud af munden. Jeg skreg af dem, der stod omkring mig, på alle mulige sprog. Jeg ville vide, hvad der var sket. Men de forstod det ikke, så jeg måtte snakke baby engelsk. Jeg græd og prøvede at få kontakt til Caroline. Men det var alt sammen umuligt. De var flinke nok, de der ambulancemænd, de lod mig da køre med til hospitalet, hvor lægerne straks begyndte at undersøge min søster.
   Jeg var forvirret og bedrøvet og kunne ikke holde op med at græde. Det var det der ikke måtte ske. Caroline skulle bare overleve. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være ved hendes side, eller om hun bare skulle have fred. Jeg skulle jo være det gode forbillede, den der kunne klare alt. Men nu, hvor det kom til stykket, var jeg intet værd.
   Lægerne fik fundet en tolk tæt på midnat, som endelig kunne forklare mig situationen. Caroline var kollapset midt ude på badeværelset, og hendes tilstand var kritisk. De kunne ikke gøre andet end at give hende antibiotika mod bakterierne, der havde angrebet hende og derefter vente og se, hvad der ville ske. Det var hendes immunforsvar, der var blevet ødelagt af kemoen.
   Jeg brød sammen. Det var alt sammen min skyld. Vi skulle aldrig have været taget på ferie. Jeg ville ønske, at intet af dette var sket, og at vi var tilbage i Danmark. Gode gamle Danmark, før Caroline fik hendes cancer konstateret.
   Jeg satte mig ind til hende. Det mindste jeg kunne gøre var da at holde hendes hånd.
   Nu var jeg den eneste, der manglede at dø af cancer. Jeg havde kun ringen, hun havde givet mig, da vi var mindre, tilbage.