Jeg troede jeg ejede verden. Jeg troede, at alting var godt. Jeg var populær. Jeg styrede. Jeg frygtede ikke en eneste udfordring og var klar på hvad som helst. Jeg var en rigtig drenge-pige. En der havde det godt med at gå i joggingsæt og store T-shirts, når jeg fik mulighed for det.
Jeg var kontrolfreak med et stort K. Jeg ville vide alting og blev sur, hvis jeg ikke gjorde. Jeg var ligeglad med, hvad folk sagde om mig. Jeg var, som jeg var, og dem der kunne lide mig var mine venner, og dem der ikke kunne, ja, det var bare synd for dem.
Jeg var altid på farten med min bedste ven. Spilurer og hurlumhej ventede os alle vegne; væk fra børnehaven, klippe hår og rive tænder ud, der skete lidt af hvert.
Lege og tumle rundt med både drenge og piger. Vi havde det sjovt indenfor de betrykken-de rammer i en børnehave. Man kom for at lege, man kom for at sove og meget andet gjorde man ikke. Dagligdagen var nem og dejlig, ingen stres, ingen problemer, men kunne det passe?
Nej...
Mere og mere komplicerede blev tingene, da skolen kom med. Lektier skulle laves, man kunne ikke lege hver dag, og ansvaret begyndte at sætte sig på ens skuldre. Øv det var træls.
Årene fortsatte, uden man ville. Mere pligtopfyldende og ansvarsfuld blev jeg. Jeg havde en bror som skulle passes, et forældrepar der ikke kunne enes, og det begyndt at ødelægge min selvtillid. Jeg vidste nu, at jeg ikke ejede verden. Jeg kunne ikke alting. Jeg styrede ikke. Alt i alt, mere indelukket blev jeg.

Det perfekte familieliv knust, slået i stykker, med hvad man synes på det tidspunkt kunne være umuligt. Intet tilbage end et skilt og splittet familieliv.
Jeg var indelukket, uden at vide det. Jeg var ensom. Jeg var isoleret. Jeg var alt det, som jeg ikke før havde været.
Mad kom for at trøste sindet. Man kunne se på kroppen, at jeg tog på. Flere sorger i livet. Ting man helst ikke vil snakke om.
Mor var der ikke. Den dejlige mor, som jeg altid har elsket. Hun forsvandt et stykke tid. Far var væk. Et sted i en anden by. Men jeg var der stadig. Lillebror og jeg. Hvem skulle hjælpe os? Han havde problemer, og det havde jeg også. Han var lille, jeg var stor. Han havde brug for hjælp, det havde jeg ikke. Jeg var stærk. Jeg ville styre. Nogen havde brug for min hjælp. Jeg måtte ikke være bange for verden uden for. Kom lillebror, vi går sammen. Intet skal gøre dig ondt, for jeg er her for dig.
Stærk, stærkere, stærkest. Sammenhold i godt og i ondt. Tårer blev fældet, men jeg overlev. Bror og skolen var det, jeg tog mig af.
Jeg fandt ud af, at far ikke var væk, og at mor langsomt var ved at komme tilbage. Tilbage til et liv, helt sønderknust.
Stadig problemer i hjemmet, noget man ikke kan gøre for. Der er intet facit, ikke i vores familieliv.
Voksen hjerne, lille krop. Jeg var groet. Jeg var stor. Jeg var knust. Jeg var ved at få nok. Jeg var skrøbelig, men det var i det skjulte. Hvem ville dog vide, hvilket liv jeg havde haft? Lillebror havde det godt. Mor var jo kommet tilbage. Jeg kunne ikke give slip. Han var jo min lillebror. Han var min. Jeg havde bestemt, hvad han måtte og ikke måtte i lang tid nu. Mor ville have sit job igen, men det var forfærdelig svært at give slip.
Skolefokus en gang for alle. Mit flugtsted. Min ven. Kun gode minder og ros. Ingen lille-bror. Ingen problemer i hverdagen. Jeg var fri, jeg var god.

Puberteten skød ind. Jeg blev mere usikker, mere forvirret. Ikke så meget på mine omgi-velser. Nej, det var mere min krop. Tyk og fed var hvad, jeg så i spejlet. Men hvad skulle det betyde? Var jeg bare en moden pige med fede lår, tyk mave og joggingtøj?
Det ville jeg ikke være. Jeg ville accepteres på et andet plan. Væk med det gamle tøj og ind med det nye. Man kan ikke være en del af samfundet, hvis man ikke følger med. Personligheden var i orden. Den var begyndt at forme sig; Glad, sød, accepteret og genert.
Jeg var på farten igen. Ville gøre mit liv bedre. Jeg tabte mig.
Mor blev mor igen. Hun støttede mig, når jeg havde brug for det. Far så jeg hver anden weekend. Alt var næsten normalt. Jeg vidste at mor og far ville give deres liv for mig og bror. Men hvornår mor og far vil begynde at kunne enes igen, ved jeg ikke.
En lidt ualmindelig barndom, som kan ændre ens liv. Lad os håbe det er til den gode side. Der er selvfølgelig mange naturlige og unaturlige problemer i hverdagen endnu. Måske et lidt ualmindeligt liv for et barn, som måske opfører sig lidt mere som en voksen. Men det er livet, det kan behandle en godt og ondt. Jeg er stadig glad for de ting, jeg har oplevet. Jeg har lært hvad livet kan gøre.
Jeg ved jeg er stærk. Jeg kan mærke jeg er på farten og klar igen. Jeg er, hvad jeg altid har været. Jeg er mig.
Glad, gladere og gladest.
Jeg ville ønske, jeg var barn igen.