Det havde ikke været en drøm. Det havde ikke været mit sovende sind der havde fortryllet den forgående nat. Jeg lå i et fremmed værelse, i en andens lejlighed med en andens dyne om mig. Jeg lå forstenet, nøgen og fuld af varm brusende blod, stadig opstemt efter denne nats erotiske eskapade. Men jeg vovede ikke at bevæge mig, knap nok trække vejret. Denne følelse måtte ikke forsvinde. Selvom jeg brændende ønskede at vende mig i den ukendte sneg og inderligt kysse senges ejer. For igen at bevæge mig ind i en verden, jeg knap nok kendte til, men allerede havde forelsket mig i. jeg havde ikke følt mig som mig selv. Det gjorde jeg stadig ikke. Jeg var fanget i en andens sind, dog det havde været mine hænder, min mund og min stemme, der havde ført mig til denne beruset tilstand. Hvor jeg ikke tænkte, hvor jeg glemte alt om resten af verden, der var kun os to.
En kold vinterblæst støj ind af det lille vindue. Himlen var hvid, dog solen var ved at gøre sin entre. Jeg kunne svagt høre de første biler nede på vejen. Hvorfor var en ny dag allerede kommet. Jeg ville ikke videre. Jeg ville blive i denne nats erotiske aroma. Jeg vil leve i denne fornøjelige duns.
Med dynen over hovedet for at ignorere dagens larm, mærkede jeg nogen bevæge sig ved siden af mig. En varm men øm omfavnelse hev mig ind til en fremmed krop. Jeg kunne ikke fortrænge mit smil, da jeg mærkede de første våde kys mod min nakke. Jeg lukkede mine øjne, nød at ligge beskyttet i disse arme. Med et glemte jeg alt om morgensolen, de larmende biler på deres færd. Med ét lod jeg mig rive med til en varm intim verden hvis porte blev åbnet af et enkelt kys mellem de elskende.
Jeg vende mig for første gang denne morgen, stadig lå jeg i den varme omfavnelse. Jeg åbnede min øjne, jeg mærkede mit hjerte banke hurtigere og hurtigere, mit åndedræt var blevet dyb og langsomt. Jeg så de mørke øjne kigge tilbage på mig. De kiggede dybt ind i min sjæl. Jeg er sikker på at disse mørke øjne kunne se alle mine tanker, fornemme alle mine følelser. Måske endda at disse smukke mørke øjne kunne se at jeg var i en andens sind. Se at jeg ikke hørte til her i denne verden. At jeg var en løgn, der for en stund maskerede som en sandhed. Kunne disse øjne se alt hvad jeg var. Kunne de hvert øjeblik opdage at jeg var ingenting, at jeg blot var et ligegyldig menneske der skjulte sig i en ny løgn.. Lige meget hvor meget jeg end ønskede at denne løgn ville blive den sidste, at denne løgn ville overleve til det sidste. Kunne disse mørke øjne bære mig videre, give mig mit ønske, vise mig hvordan jeg gjorde denne løgn til min virkelighed. Disse øjne der havde fundet mit blik for mindre end 12 timer siden. Mellem alle de mennesker der var så meget mere end mig, havde disse mørke øjne fundet mit forsigtige søgende blik. Søgende efter netop sådanne øjne. Øjne der ikke ville kigge væk, øjne der ville læse mine tanker. Øjne der ville se forstående tilbage. Øjne der ville smile til mig. Øjne der ville varme mit indre. Øjne der kiggede på mig i denne stille morgenstund
Vovede jeg at lade dem blive ved med at kigge på mig? Vovede jeg, at de ville se alle disse sandheder? Nej, jeg lod mit blik falde. Denne løgn måtte endnu ikke blive afsløret. Jeg var ikke klar til at tale sandt. Til at fortælle hvilke forrådnet kaosstillet psykotiske sindelag der lå i min sjæl. Jeg kunne ikke lade min sandhed ødelægge denne vidunderlige morgen. Jeg måtte for alt i verden skjule min løgn, så længe muligt. Jeg holdte mit blik begravet i dynerne og vores nøgne kroppe. Jeg viste at mine øjne ville fortælle det jeg prøvede at benægte hver dag. Jeg er intet andet end et kræ der levede på andres liv.
Hver morgen klædte jeg mig på til at begår denne uforskammet forbrydelse, at leve en andens liv. Hver morgen benægtede jeg min egen identitet. Jeg ville ikke have at disse mørke øjne skulle se mit sande jeg. Det jeg, jeg ikke havde kendt siden den tidlige barndom. Jeg havde benægtet min hjerne adgang til mit hjerte . jeg ønskede ikke, at jeg skulle vide hvilke neurotiske hemmeligheder der skjulte sig bag den fine facade jeg havde bygget op gennem så mange år. Fra første gang jeg viste, at jeg var ingenting, fra første gang jeg viste at jeg aldrig ville blive nogen speciel, fra første gang jeg viste, at jeg altid ville være den ingen lod mærke til. Fra første gang jeg viste, at mit eget liv aldrig ville give mig glæde. Da var jeg begyndt at stjæle andres liv. Påtage mig andres livsstile. Og jeg nød det, jeg nød at jeg hver dag var en anden. Men denne morgen forbandede jeg hele mit liv væk. Jeg viste, at hvis jeg lod sandheden vise sig, ville denne stund forsvinde forevig. Jeg viste, at de mørke øjne ikke ville kigge på mig med samme ømhed, de ville kigge på mig med afsky.

Jeg vil være den jeg er i dette øjeblik
Jeg vil være den jeg er i denne stund.
Jeg vil være den jeg er i disse arme
Jeg vil være den jeg er i denne seng
Jeg vil være den de mørke øjne tror de ser.
Talte jeg højt? En blid hånd førte mit ansigt op, så mine øjne igen mødte de mørke øjne. De så ud som om de søgte svar. De så triste ud, som om de havde hørt hver en tanke, men ikke følte afsky, men sorg over at jeg aldrig lod mig blive et fyldt menneske.
De mørke øjne lukkede, de bevægede sig nærmere. Et varm blidt kys ramte min mund. Et sug gik gennem min krop. Varmen spredte sig i alle afkroge af krop. Jeg mærkede hvordan jeg igen blev fyldt af lykke. Som en varm sommerbrise der med et skød gennem den kolde vinter. Den fik de frosne afgrøder til at blomster om end ikke for en kort stund. Jeg snurrede rundt, intet ville stå stille i det øjeblik vore læber mødtes. Alle mine tanker virkede så enestående ligegyldige. Det eneste der havde nogen form for betydning var vores læber. Om det var en løgn jeg havde opdigtet i mit hoved eller om dette var sandt. Om det ville ende så snart jeg fortalte, at jeg aldrig før i mit liv havde.... At jeg aldrig ville indrømme at jeg kunne finde på at....at hvis jeg skulle være ærlig, aldrig ville fortælle mine venner om denne nat... at jeg endnu en gang havde ladet min krop blive en andens sind. Denne gang havde jeg taget det for langt. Denne gang havde jeg kørt den helt ud. Denne gang havde jeg hevet andre med i mit skuespil. Jeg brugte et andet menneske, ikke blot som statist, men som en medskuespiller i mit forskruet skildring af livet. Alt dette var ligegyldig nu i dette kys mellem de elskende. Jeg lod mig svaje med. I rytmen af vores kroppe, gide mod hinanden, mellem dyner og lagner. Til en bitter sød melodi af jazz der bølge gennem værelset.
Jeg standsede et kort øjeblik; ville jeg med ned af denne vej. Kunne jeg overhovedet klare konsekvensen af denne handling. Jeg viste, at jeg aldrig ville kunne benægte denne løgn. Jeg ville ikke kunne lyve om denne smukke akt. Men ville jeg være stolt eller ville jeg skamme mig over at være anderledes? Jeg viste hvad svaret var. Men dog var jeg for svag til at sige nej. Jeg brændte stadig efter de søde kærtegn, jeg havde følt i denne seng. Jeg ville føle dem igen, jeg var for svag til at stoppe nu. Jeg forsvandt med.
Denne lidenskab... denne fuldende kærligheds akt... denne varme følelse... disse smukke øjne... disse blide kærtegn... kendte nogen deres mage? Havde andre før mig følt det med sådan en kraft? Jeg var væk. Alle følelser løb af med mig, jeg registrerede intet om mig. Jeg mærkede kun det ømme hænder mellem mine ben,. Hvordan de forsigtigt pressede sig ind i mig for at forene sig med min krop. Jeg udløste et skrig af fornøjelse. Jeg åbnede mine øjne og så de mørke øjne stirre lige tilbage på mig, jeg udstødte endnu et skrig. Der formede sig til et lavt stønnen. Min mave slog en knude, alle mine muskler spænde sig i min sidste indædte udløsning.
Jeg havde aldrig før mærket det så tydeligt, jeg har aldrig følt mig så tom, dog stadig fuld af følelse. Jeg havde aldrig følt mig så glad uden at smile.

Jeg elskede dette øjeblik.

Jeg vende mig bort. Svedig og forpustet gemte jeg mig i dynerne. Jeg var afhængig, jeg ville have mere. Jeg viste, at jeg burde stoppe, før jeg kom for langt ud. Før jeg nåede der til hvor jeg ikke kunne vende tilbage. Jeg ville jo ikke udstøde de mennesker der var omkring mig i min daglig dag. Jeg ville jo ikke opgive de mennesker der kendte mig og alligevel holdt af mig. De mennesker der ikke havde forladt mig. Ikke for dette. Ikke for sex hvor end vindunderlig den var. Lige meget med at den fik mig til at føle mere levende end noget andet jeg havde prøvet før.
Jeg måtte stoppe løgnen nu. Jeg vende mig om, kiggede dybt ind i de mørke øjne. Jeg kiggede lige på hende og smilede, før jeg rejste mig og tog mit tøj på. Nu måtte jeg være stærk, hendes øjne havde været lige ved at knække mig, men jeg havde rejst mig og nu kunne jeg ikke stoppe, nu måtte jeg fortælle hende, at jeg ikke var sådan. Jeg havde blot lade mig narre. Dette havde blot været sex for en nat. Det var ikke kærlighed. Dette kunne ikke være mere. Jeg var ikke lesbisk.
Selvom denne nat havde været den mest lidenskabelig i mit liv. Jeg brændte efter at ligge mig tilbage i seng. Jeg ville gemme mig i dette erotiske skjul til jeg ikke kunne ønske mig mere. Til det eneste der eksistere var mig og hende. Men jeg viste at vi ikke kunne gemme os. Jeg viste, at hun ikke ville skjule sig. Jeg viste, at jeg var det eneste af os der havde løget. Jeg viste, at hun havde givet sig selv, at hun var stolt af den hun var. Jeg viste, at det var mig der havde ladet hende tro, at jeg var ligesom hende. Men jeg var ikke ligesom hende. Jeg var en usle løgner, jeg måtte forlade hende nu. Jeg kunne ikke bære at hun skulle vide hvem jeg var. Jeg kunne ikke bære at skuffe hende.
Jeg fandt mit tøj og prøvede at forlade hendes lejlighed. Men hun stoppede mig ved døren. Hun kiggede dybt ind i mig, hun søgte svar. Hun ville vide hvorfor jeg flygtede. Var jeg så nem at læse. Hvordan viste hun at jeg flygtede. Jeg selv viste jo ikke en gang helt hvad det var jeg flygtede fra. Om det var hende eller mig selv. Jeg viste bare at jeg måtte komme væk. Hun holdte døren lukket. Hun ville vide hvorfor jeg ikke ville blive. Hvis hun bare viste hvad hun bad mig om. Hvis hun viste hvor svært det var for mig at tage af sted. Ville hun ikke bede mig om at blive, hun ville lade mig gå uden at forklare. Men hun viste intet. Hun havde fortalt så meget om sig selv, men jeg havde intet sagt. Jeg kunne stadig ikke sige noget om mig selv. Jeg var flov over det jeg var, jeg kunne ikke lade hende vide hvem jeg var. Jeg tog fat i døren og fik revet den op. Jeg maste mig ud i gangen. Hun fulgte efter. Tog fadt i min arm og bad mig blive. Jeg vende mig mod hende. Mine øjne kunne ikke længere skjule mine følelser. Jeg lod tårerne falde, mens jeg hulkede og rystede på hovedet. Hvorfor forstod hun ikke. Jeg rev mig løs og skyndte mig væk... Jeg stormede ud på gaden. Hvilket syn det måtte være. Mit tøj hang på mig, mit hår stod ud til alle sider. Jeg græd ustyrlig, jeg var sort under øjnene. Jeg snøftede og hulkede. Jeg kunne ikke styre mig. Min følelser havde taget frit løb. Det væltede frem i mig . Jeg kiggede op mod det lille vindue. De mørke øjne kiggede ned på mig. De fulgte mig sørgmodig ned af gade. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge væk. Jeg viste, at det var sidste gang jeg ville se de smukke mørke øjne. Jeg viste, at ingen anden ville kigge på mig på samme måde. Jeg viste, at for et øjeblik havde jeg haft hvad de fleste mennesker bruger en livstid på at finde. Jeg viste, at jeg havde oplevet noget sjældent og unikt. Noget så smukt, at det kun opstår en gang i en livstid, under stjernes klare blik og fuldmånens skånsomme skær. Hvorfor var jeg så hurtig til at smide det væk. Hvorfor havde jeg så svært ved at tro på at det kun havde været mine lyster der havde taget magten over mig. Hvorfor var mit hjerte så ivrig efter at tage kontrol over mig. Jeg måtte glemme den nat. Jeg måtte låse mit hjerte væk. Jeg kiggede en sidste gang mod det lille vindue. Jeg stoppede op, de mørke øjne var stirrede stadig på mig. Jeg trak vejret dybt før jeg mimede et glødende farvel mod hende. Så drejede jeg om hjørnet.
Jeg gik et par skridt ned af gaden før jeg stoppede op og lænede mig op af muren. Jeg kunne ikke gå længere. Jeg havde brugt alle mine kræfter på at dreje om det hjørne. På ikke at løbe tilbage mod det lille vindue. Jeg holdt mine hænder op for mit ansigt og lod mig synke ned på gaden. Jeg ved ikke hvor langt tid jeg sad der. Jeg kunne ikke rejse mig, jeg blev ved med at græde, jeg kunne ikke gå videre før jeg havde ladet alt gråd komme ud af mig. Hvad havde jeg gjort? Hvordan kunne jeg være gået med hende hjem. Jeg viste jo hvad det ville ende med. Hvorfor havde jeg været så tiltrukken af hende. Jeg havde aldrig før, fundet en kvinde tiltrækkende. Jeg havde aldrig før ladet en løgn komme så langt ud. Jeg havde altid stoppet den i tide. Jeg havde aldrig før brugt et andet menneske på den måde jeg havde brugt hende. For det var da hvad jeg havde gjort, var det ikke? Det var da mig der havde brugt hende. Jeg havde udnyttet at hun havde kigge på mig med interesse. Jeg havde vist at hun troede at jeg var noget særlig, måske havde hun endda troet at denne nat ville blive til en ny kærligheds historie. Jeg havde brugt hendes følelser for at jeg kunne føle mig som mere end det jeg var. Jeg var en tyv. Jeg havde stjålet fra hende. Jeg havde taget hendes følelser og brugt dem mod hende. Og hvad der var værre havde jeg ikke forklaret hvorfor jeg måtte gå. Jeg havde ikke en gang fortalt hende at jeg ikke var lesbisk. Hun troede, at jeg var noget jeg ikke var og så bare havde forladt hende. Hun havde givet mig en fænomenal nat og hvad havde jeg givet igen - intet. Og så slog det mig. Hvorfor havde hun det? Hvorfor havde hun taget en fremmed med sig hjem. Hun anede jo intet om mig, men havde alligevel elsket mig så lidenskabelig i nat. Hun havde nydt min krop, uden at vide hvem jeg var. Det var hende der havde forslået at vi tog hjem til hende. Det var hende der havde lagt mig ned på sengen. Det var hende der havde taget mit tøj af. Det var hende der havde kysse mig. Det var hende der havde ført min hånd ned mellem hendes ben, selvom den hurtig havde taget styring. Hun havde brugt mig. Måske endda på en værre måde end jeg havde brugt hende. Måske havde hun løget for mig. det kunne jo være, at hun var bedre til at lyve end jeg var. Måske havde hun slet ikke været den jeg troede hun var. Måske var hun bare på rov. Kunne jeg være hendes offer og ikke omvendt?
Jeg stoppede med at græde. Jeg tørrede mine øjne og rettede lidt på mit tøj, før jeg rejste mig fra fortovet og bevægede mig hjem ad...