Da jeg var studerende og boede på kollegium, havde jeg en overgang en nabo, der læste ernæring, en toårig uddannelse som er en overbygning til husholdningsskolen. Han tog sin uddannelse lidt sent, var veletableret med hus og bedre halvdel, så det var ikke spændende for ham at skulle være to år væk fra sit hus og samleverske for at bo på et kollegieværelse. Derfor var han ret gnaven. Det kneb endvidere for ham at komme overens med bofællerne, for han havde svært ved at klare omgangen i denne tætte boform med et fælleskøkken og fælles telefon på gangen.
   Især når han skulle ud og tage fællestelefonen på gangen var han irriteret over dem, der blev ringet meget op, men aldrig selv gik ud og tog den. Hver gang jeg mødte ham, skældte han ud over det. Han endte med konsekvent aldrig at tage telefonen.
   Når folk på gangen muggede over ham, forsøgte jeg at forsvare ham og sige, at det nok heller ikke var sjovt at flytte fra et hus til et kollegieværelse og oven i købet savne kæresten.
   Så skete det, at vi fik en canadisk gæstestudent på gangen, som var venlig og imødekommende. På det tidspunkt var Ronald Reagan præsident i USA, og en dag hørte jeg, at min krakilske nabo fik læst og påskrevet meget højlydt af denne canadier. Da jeg spurgte en anden på gangen, hvad der havde ophidset vores canadiske ven, fik jeg at vide, at min nabo havde sagt til ham, at de i hans land var tåbelige at have valgt en firs år gammel mand som Reagan til præsident.
   Jeg undrede mig. Nok kunne jeg forstå, at han ikke lige kendte alle USA's stater og Canadas provinser, det gør jeg heller ikke, men det burde da være almen kendt, at det var to forskellige lande, eller tog jeg bare for meget som en selvfølgelighed?
   En anden dag belærte han mig om, at han så sandelig synes vi i den danske folkekirke skulle gøre os frie af et verdensomspændende magtvælde som pavedømmet, det lignede ikke noget, at vi skulle være underlagt det. Jeg forklarede ham, at den frigørelse var han en postgang for sent med at kræve, for det var sket i 1536. Han blev forvirret, og spurgte om folkekirken da ikke var katolsk, hvortil jeg måtte sige, det er den altså ikke, den var protestantisk.
   "Men hvad skal det dog sige?"
   Jeg forsøgte at forklare noget om Luther, der satte sig op mod romerkirken.
   "Men hvad var han for en fyr?"
   Jeg undrede mig over, at han ikke vidste noget, som jeg for længst havde lært i historietimerne i folkeskolen, han var endda ældre end mig. Endnu engang spurgte jeg: tog jeg bare for meget som en selvfølgelighed?
   Jeg begyndte at bebrejde mig selv, at jeg gik og troede, at alt hvad jeg selv vidste, det var helt naturligt. Se at kom ned på jorden igen og tænk lidt som "almindelige mennesker". Nu skulle jeg se at vise mere forståelse for dem, der vidste mindre end mig. Jeg følte mig som en hovmodig karl.
   Men en dag ophørte de tanker.
   Det var da en norsk pige flyttede ind på gangen, hun var gæstestudent i lighed med canadieren. Hun var en mørkhåret og blåøjet skønhed, som de mandlige beboere på gangen inklusive mig selv havde svært ved at holde øjnene fra.
   Min nabo dummede sig endnu engang. I første omgang var det den sædvanlige, som de fleste danskere laver, nemlig at de tager en nordmand for en svensker, fordi de ikke kan høre forskel på sproget. Han behøvede naturligvis ikke ligefrem at kalde hende svenskerluder som han gjorde, men han er bare ikke den første, der ikke har kunnet kende forskel på de to sprog. Da hun med et smil gjorde ham opmærksom på, at hun var nordmand, sagde han i fuldt alvor:
   - Men er det ikke en del af Sverige?
   Fra den dag holdt jeg op med at bebrejde mig selv min manglende forståelse for almindelige mennesker.