Minareterne nåede skyerne, der cirklede faretruende over byen, med et væld af kraft og torden.
   Der kunne høres skrig og skrål fra jublende tilskuere af den årlige dyst, hvor man kom fra alle landets afkroge for at bevise sig værdig og måske blive udvalgt som kriger.
   Over bakkerne kunne man skæmte lyset fra borgen eller rettere sagt byen Chanol.
   "Tan!" skreg den lille alf hidsigt, mens han satte sig til rette på Tan's skulder.
   "Slap af, Erlan," sagde Tan irriteret, imens han rettede på sin hjelm. "Det skal da også lige regne i dag! typisk."
   "Og du skulle snakke? Se på mig! Jeg er gennemblødt og du beklager dig over et par dråber. Hvem er den lille her, hvad?" Beklagede Erlan sig.
   "Pas lige på med hvad du siger, det var ikke mig der bad om at komme med," sagde Tan surt, men lyset fra borgen hjalp lidt på humøret. "Det er virkelig smukt!"
   "Ja, ja, men det var altså ikke derfor vi kom," mumlede alfen, imens han rykkede tættere indtil Tan's hals for at få læ for regnen, der i alfeøjne var gigantiske vandråber, der skød ned fra himlen som meteorer. Tan rystede bare håbløst på hovedet af Erlan.
   Erlan havde ret, det var ikke derfor de var kommet. De var kommet af den samme årsag, som så mange andre fra nær og fjern i Daghanta var.
   Hans mor havde da ikke ligefrem frivilligt ville lade ham gå, men som fjortenårig bestemte han nu over sig selv ifølge loven, og han bestemte selv hvis han ville forlade familien for at være andetsteds.
   "Tror du jeg får lov at kæmpe?" spurgte Tan, mens han med tunge skridt traskede mod byporten, der bredte sig ud for ham jo nærmere han kom.
   "Tja, det håber vi da, men du kan jo altid blive lærling hos en smed hvis noget skulle gå galt." Sagde Erlan opmuntrende, men grinede bare ved tanken om ham som smedesvend.
   "Grin du bare. Vi for se," sagde Tan og standsede op foran den store byport.
   "Hvad venter du på? Bank dog på!" sagde alfen ophidset af den jublende stemning bag borgens mure.
   Han kiggede sig nervøst over skulderen for at se om der var andre, men han kunne kun se en tom vej som var den selv samme vej han lige var kommet af.
   Han gik hen til den lille luge og løftede forsigtigt hånden for at banke på.
   Han bankede tre gange.
   Det skete så hurtigt at han næsten faldt baglæns i chok, da lugen brev flået til side med rivende fart.
   "Hvem er det, hvad er dit formål her, og hvor kommer du fra?!" kom der en knurrende stemme fra den anden side af porten.
   "Mit navn er Taran Adwan Vindex. Jeg kommer fra Vaino oppe nordpå, for at kæmpe," fik han sagt i rivende hast, mens han fik balancen tilbage.
   "Vaino? Det var sgu da langt væk du bor," sagde manden vredt. Han gloede på ham. "Sig mig lige hvor gammel er du egentlig knægt?"
   "Fjorten, sir," sagde han og håbede at han ville få adgang.
   "Fjorten! Det må da være din spøg. Jeg har aldrig brudt mig meget om de love i Vaino, men nuvel, du får adgang." Sagde manden forvirret. Han åbnede en mindre dør og Tan skyndte sig ind, hvorefter døren blev smækket i bag ham.

Manden så mistroisk på ham.
   "Så du vil altså kæmpe? Det skulle jeg nok ha' sagt mig selv. Det vil de fleste så hvorfor ikke en forvirret fjortenårig?" smålo manden der nu både så rar og venlig ud.
   "Jeg er skam ikke forvirret," sagde Tan og ignorerede mandens ord. "Det er mit kald."
   "Dit kald? Hmm... det er nu op til dig, men du kunne nu godt have ventet et par år" Sagde manden der så på ham med et nærmest vurderende blik.
   Denne Dreng var måske ung, men han var nu ret stor af sin alder, det var tydeligt for ham at se.
   "Nej, jeg kan ikke vente, det her er hvad jeg altid har villet," sagde Tan. "Jeg vil være Kriger, ligesom min far var. Du kunne vel ikke fortælle mig hvor jeg kan finde en smed?"
   "Som du vil knægt," sagde manden and vinkede en eller anden vagt hen til sig. "Vil du være så venlig at følge denne dreng over til våbensmeden, og det skal være Arik, ikke Godik."
   Tan så vagten skæve misfornøjet til portvagten, der sendte ham et dræbende blik.
   Erlan havde gemt sig i hjelmen og vovede nu at hviske til ham.
   "Godt klaret. Så langt så godt," sagde Erlan opmuntrende.

Markedspladsen var fyldt med mennesker, set fra det syns punkt at det var meget sent om natten.
   Han blev mødt af en bølge af all mulige mad dufte, men der var også tørrede blomster. Vagten fulgte ham forbi nogle gade artister, der lige nu havde valgt at stille sig på hinandens rygge for at danne en trekant. Ham der stod øverst kastede med noget. Måske var det ris. Publikum kastede penge efter dem, men nogle kastede også rådden frugt idet vi brølede forbandelser af dem.
   "... Fandens gøglere! Skred tilbage hvor i kom fra...!"
   Tan drejede hovedet for at se hvem der havde råbt. Det var en muskuløs mand med et hærdet stenfjæs, og en meget stor næse. Det lignede i den grad en voksen mand på den afstand, men nu kunne han tydeligt se at det var en lidt ældre dreng. I hvert fald ikke voksen. Måske femten eller seksten.
   "Mester Arik er derinde," sagde vagten mut, idet han pegede på indgangen til smedjen.
   "Tak." Prøvede han at sige, men vagten var allerede gået.

"Mester Arik?" sagde han prøvende i døråbningen.
   "Allaine!" råbte en eller anden inden bagved.
   "Ja, far! Jeg kommer!" var der en anden stemme der svarede. En Pige kom ud.
   "Bestilling eller direkte køb?" spurgte pigen så hurtigt at man ikke kunne være i tvivl om at hun var vant til det her.
   "Øøhh... køb," mumlede han fortabt.
   "Kommer du fra norden?" spurgte hun nu og hævede blikket mod ham. Hun havde nogle livlige og gnistrende lyseblå øjne og langt lysblond hår der bølgede ned over hendes skuldre i lange lokker.
   "Ja, fra Vaino," sagde han og følte sig lidt utilpas. Han lagde nu meget mærke til at han ikke havde været i bad i mindst tre dage, og følte sig umådelig beskidt ved siden af hende.
   "Virkelig? Nå, ja kom du bare med mig," sagde hun smilende. "Far!"
   Tan kiggede sig nysgerrigt omkring inde i smedjen, han kunne se ilden, men ingen smed.
   "Han for vist brug for en hel rustning," sagde Arik, der lige var ankommet. "Det er vel derfor du er kommet ikke?"
   "Ja, men hvor meget vil det koste?" spurgte han. Smeden var en stor kraftfuld mand, det stod klart som han stod der med hammeren i hånden og et tilsodet ansigt. Han havde en mellemting mellem rødt og blondt hår, og virkede slet ikke så gammel endda, for der var ikke ét gråt hår på hans hoved.
   "Tja, det kommer an på hvor meget du har," sagde smeden venligt. Han stak hænderne ned i vaske baljen og vandet blev helt gråt af sod.
   "Jeg har halvtreds dinarer guld og ti sølv," sagde han og fandt sin rejsetaske frem.
   "Det skulle være nok, men det kommer an på hvilken slags. Hvad skal du bruge den til?" Spurgte smeden med rynkede øjenbryn.
   "Jeg vil stille op til konkurrencen," sagde han ligeud.
   "Konkurrencen? Er du skør? Den rustning ville blive gennem smadret, for ikke at nævne din alder. Du er da ikke gammel nok til at konkurrere er du?"
   "Fjorten."
   "Du vil ikke overleve fem minutter i konkurrencen, specielt ikke i år."
   "Hvorfor?"
   "Fordi konkurrencen har ændret sig meget. Det kan for eksempel hænde at du skal kunne løbe rundt i din rustning. Dem kan jeg ikke lave." Grinede smeden, mens han klappede sin datter på skulderen. "Det er min datters speciale. Let som en fjer, men bomstærk."
   Tan måbede. En pige? Lave rustninger? Umuligt, piger var til mest nytte i et køkken.
   "Tro mig, du er ikke den første der har præsteret det udtryk. Min datter er nok en pige, men hun er speciel, ikke som alle de andre der passer sig bedst i et køkken. Viljestærk ligesom sin mor var. Hun skal også deltage."
   "Det var ikke for at fornærme nogen, det er bare meget unormalt at have piger i smedjen i min hjemby og hvad er endnu mere unormalt er at piger deltager i kampe," sagde Tan ligeud.
   "Jamen, så er det jo godt at det her er min hjemby," sagde hun irriteret. "Hvis du vil have en fejlfri rustning må du hellere øve dig på at holde dine meninger for dig selv. Det her er nemlig min hjemby."
   "Undskyld, det var ikke sådan ment," sagde han undskyldende.
   "Nok om det. Hvor bor du? Hvor kan vi få fat på dig?" spurgte hun idet kun skubbede en hårlok om bag øret.
   "Øh... ikke nogen steder, jeg må vel sove ude," sagde han med et lille smil.
   "Det går ikke," sagde hun og vinkede sin far over. "Du må give ham et arbejde og lade ham sove her."
   "Hvad!?"
   "Ja, sådan må det være. Du kan sgu ikke sove ude på gaden. Det er heller ikke sikkert," sagde hun og rettede sine gnistrende blå øjne mod ham. "Gaderne bliver terroriseret om natten. Desuden er det næsten morgen."
   Hun havde ret. Han kunne skæmte morgenrødmen gennem et af vinduerne bag dem.
   "Gå du op og sov lidt," sagde smeden. "Bare følg efter Allaine og lad nu være med at gøre hende vred. Ellers sender hun dig nok ud alligevel... for at sove hos hundene."

Hun kunne høre at han fulgte lydløst efter hende.
   "Bare rolig, du kan ikke ligefrem vække noget. En gang om ugen har vi åbent hele natten, bare heldigt for dig at det lige var i dag."
   Han svarede ikke.
   Hun åbnede en luge til et loftsværelse med skrå vægge. Der var et lille vindue henne i den anden side af rummet og så var der en lille seng ovre i det højre hjørne.
   "For resten, du har jo ikke engang fortalt dit navn. Hvad hedder du?" spurgte hun nysgerrigt.
   "Taran, men jeg bliver kaldt Tan," sagde han idet han lagde sin taske ved siden af den lille seng.
   "Du boede i Vaino, ikke sandt?"
   "Jo."
   "Jeg har ellers hørt så meget godt om Vaino. Hvorfor ville du dog forlade byen? Har du ingen familie? Jeg tvivler på at du kun kom for at deltage i konkurrencen."
   "Jo, jeg har familie, men det er kun min mor og mine søskende. Min far er død."
   "Åh, det er jeg ked af at høre," sagde hun og virkede meget ægte.
   "Det gør ikke så meget. Jeg har glemt de sidste fem år af mit liv, nærmest som om de slet ikke har været der."
   "Det må der være underligt. Jeg mener hvis du ikke engang kan huske noget fra de seneste fem år."
   "Egentlig ikke, og måske alligevel. Jeg ville godt vide noget mere om min far. Det eneste jeg ved, er hvad min mor fortalte mig inden jeg rejste."
   "Og hvad var det?"
   "At min far var en kriger, og at han døde i slaget ved Tedactyl, for fem år siden. Hun mener at jeg gik i chok eller sådan noget, efter det og det var derfor har jeg nu glemt."
   "Det er egentlig mærkeligt at tænke på. Hvis jeg havde mistet fem år af min erindring ville jeg nok ud i verden for at søge svar."
   "Netop, det er faktisk hvad jeg gør."
   "Men du sagde jo at du ville være kriger."
   "Det vil jeg også. Omkringrejsende kriger. På den måde kan jeg forsvare mig selv og søge."
   "Lyder interessant, gid jeg kunne komme ud og opleve ting ligesom du kan, men min far har brug for mig. Det var vel Sean der sendte dig herhen var det ikke?"
   "Det ved jeg faktisk ikke. Det var ham der den mistroiske vagt ved porten..."
   "Det er ham. Jeg ved han kan være lidt mistænksom, men han er i virkeligheden meget flink. Han er min onkel."
   "Det forklarer jo sagen," grinede han.
   "Nå ja, men du må vel hellere få noget søvn. I morgen skal jeg nok hjælpe dig med udrustningen."
   Hun kastede et sidste blik på den fremmede dreng før hun lukkede lugen efter sig for at gå ned og hjælpe sin far.