Jeg morer mig altid, når Nuser, Søren Bruns spøjse hund, forsøger sig som forfatter og konsekvent starter med "Det var en mørk og stormfuld nat." På en enkelt stribe fandt han ud af, at det ikke var særligt originalt, så han rettede det til "Det var en buldermørk og stormfuld nat."
   Det efterlader mig bare med et problem: Hvad gør jeg som forfatter, når jeg skal fortælle noget, der virkelig skete en mørk og stormfuld nat? Jeg kan jo slet ikke indlede med at fortælle det uden at min læser er ved at dø af grin, i hvert fald hvis denne læser har læst Radiserne regelmæssigt. Læseren må også godt le for min skyld, for det er ikke uhyggeligt hvad jeg vil fortælle. Det er det som regel, når det sker en mørk og stormfuld nat på gamle film, men ikke i det virkelige liv, der kan alt ske en mørk og stormfuld nat: glædelige ting, triste ting, kedelige ting,.morsomme ting - hvad som helst, ligesåvel som der kan ske uhyggelige ting på solrige forårsdage. Kun på visse film har vejret det med at passe til begivenhederne.
   For at vende tilbage til denne mørke og stormfulde nat, jeg skulle berette om - undskyld, aften, men det var mørkt og stormfuldt: jeg sad såmænd trygt indendøre og læste og det var en nydelse i det vejr. Med et gik lyset ud, og som det er naturligt gik jeg ud og så, om der var sprunget nogle propper i mit el-skab, men det syntes ikke at være tilfældet. Da jeg kom tilbage konstaterede jeg, at gadelysene var slukkede. Der måtte derfor være en generel strømafbrydelse i byen. Jeg overvejede at lukke op for Radioavisen, men kom så i tanke om, at det kunne jeg ikke. Dernæst ville jeg tænde for TV og se, om der var noget om det på tekst-TV. Det kunne jeg heller ikke. En sådan aften opdager vi, hvor afhængige vi er af el.
   Så satte jeg mig ned og fortsatte læsningen ved lommelygtens skær. Det var ikke let. Hvis dette var en film, ville der ske mord i gaden.
   Da ringede dørklokken. Trods mørket kunne jeg skimte i dørspionen, at det var min overbo. Jeg lukkede op, og han fortalte, at der var strømafbrydelse oppe hos ham og han ville finde ud af, om det også var hos mig. Det kunne jeg bekræfte, det beroligede ham, så var det ikke hans el, der var noget galt med.
   I en opdigtet historie, der foregår en mørk og stormfuld nat, ville han have taget en kniv frem og stukket mig ned. Det gjorde han ikke. Jeg tilbød ham en kop kaffe, da jeg havde noget stående på min termokande. Det sagde han da ikke nej til.
   Så vi satte os og snakkede. I løbet samtalen fandt jeg ud af, at han var førtidspensionist, og han fandt ud af, at jeg var arbejdsløs. Han var enkemand, jeg var fraskilt. Vi havde hilst på hinanden, når vi mødte hinanden på trappen, men vi vidste ikke alt dette før. Han kunne lide at se gamle Morten Korch-film og høre Frank Sinatra. I løbet af en tid fik vi da også udvekslet meninger om situationen, lige fra Folketinget til stormagternes spil med en almagt, som vi havde i munden.
   Da hørte jeg lyden af mit køleskab, der gik i gang. Det fik mig til at forsøge at tænde en lampe, og lyset blændede mig næsten. På den anden side af gaden kunne vi se, at der kom lys i vinduerne, og da jeg åbnede for Radioavisen hørte vi, at byen havde været ramt af en strømafbrydelse.
   Ja, det var en mørk og stormfuld aften, hvor jeg kom til at vide mere om min overbo.
   Siden hilser han og jeg på hinanden som vi altid har gjort, når vi mødes på trappen.