Evig træthed i kroppens betontårn
der aldrig forsvinder

Om morgenen står plagens sol op med kroppen,
aftenen sænker mørkets tanke
på det ufuldendte

Vi inddeler tiden
dage, timer, minutter, sekunder
for at illudere at vi styrer det.
Vi sælger vor tid til takst per time
den er mere dyrebart end håndgribelige ting.

Tiden går, kommer ingen vegne
dog er der med ét gået mange år
jeg slider, men når ingenting
dog kalder de mig flittig

Den nære nutid er en plage
den strenge fortid er de gode gamle dage
den usikre fremtid er der, det måske bliver godt
bare vi bliver færdige med dette og hint

Vi skal bare slå tiden ihjel;
men hvad har den da gjort
andet end at føles lang
og gå alt for hurtigt?