Dette er så den sidste klumme i serien om hedengangne biografer, hvor jeg prøver at samle nogen op.
Det er næppe alle biografer, der sank i biografdøden, der fortjener at blive hevet op af glemselen. Det gælder nogle enkelte, jeg nævnte i forrige klumme og nogen i denne. Men om ikke andet, så for at give et billede af livet i København i det tyvende århundrede, så tager jeg dem med.

Colosseum
Den lå hvor ungdomshuset på Nørrebro ligger nu: på Jagtvej får skridt fra Nørrebros Runddel. Og hvad er ligheden mellem københavnere og de gamle romere? Begge gik i Colosseum for at se vold og blodsudgydelser. For det var hvad denne biograf dyrkede. Ikke pistoldueller og biljagter som Nørreport bio. Nej, død og lemlæstelse en mass udpenslet i grusomme billeder i vaskeægte sleaze-film. Meget betegnende var det her de rædsomme film om Ilse Hunulven fra SS slap igennem til det danske publikum. Jeg kom der ikke meget - heldigvis!

Platan
Det var en i og for sig udmærket reprisebiograf, der lå langt ude på Vesterbrogade. En overgang kom jeg der, da den viste helaftensfilm for kun tolv kroner. Her fik jeg set de store udstyrsfilm, som jeg ikke havde nået før.

Atlantic
Den lå på Christianshavns Torv og ville derfor være en let biograf at nå i dag med Metroen. Den kørte en overgang meget på horrorfilm, ikke alle lige gode, men på et tidspunkt blev den mere en kunstbiograf, der fik flere udmærkede film hevet op ad glemslen ved nogle udmærkede kavalkader. Jeg mindes især russeren Tarkovskijs poetiske science fiction film Solaris i denne biograf (ikke at forveksle med George Clooneys senere nyindspilning). Christianshavnerne er i dag gået sammen om et lokalt initiativ med at genoplive den, fordi de mener Christianshavn mangler en biograf.

Delta Bio
En lille kunstbiograf der lå på Strædet, nærmere bestemt Kompagnistræde. Bestemt et godt repertoire, en overgang oven i købet med latinamerikanske film, som ellers sjældent slap igennem. Men den formåede heller ikke at holde skansen.

Cafe Biografen
Den lå også på strædet. Den var kombineret cafe og biograf: man satte sig ind ved borde med en kop kaffe og så filmen. Repertoiret var især gamle filmklassikere, det forekommer mig at have været her jeg så Orson Welles' berømte klassikere første gang. Også nyere film blev dog vist, jeg så englænderen Ken Loachs rystende film Family Life om en ung pige der fejldiagnosticeres som psykotisk.

Camera
Denne specielle biograf med den laaange sal, der fik lærredet til at ligge langt væk når man sad på bagerste række, lå ude på Sønder Boulevard, ikke langt fra det berygtede Halmtorv. Men det plettede nu ikke denne biografs rygte, det var en udpræget kunstbiograf og viste mange dejlige klassikere, også fra det romansksprogede filmområde. Derudover var den fast importør af amerikansk underground, Andy Warhols film fik så godt som altid deres premiere her.

Mercur
Denne biograf lå i samme bygning som Spieskoncernen og blev drevet af samme koncern. Meget tydede på, at de ikke vidste hvad de skulle bruge den til, det meste var billige B-film uden megen kunstnerisk værdi - knap nok megen underholdningsværdi. Når jeg alligevel husker den, er det fordi det næsten altid var her musikfilmene fik premiere. Dokumentarfilmen om Jimi Hendrix, hvor man endelig fik lov at opleve ham i andet end den evindelige Wild Thing fra Montereyfestivalen i 1967, som dansk TV overfodrede os med. Optagelsen fra eks-beatlen George Harrisons fantastiske Bangla Desh velgørenhedskoncert hvor der udover Harrison selv medvirkede Bob Dylan, Eric Clapton og den indiske zitarist Ravi Shakar, der gav mig en overvældende oplevelse og derved åbnede mine ører for hvad vi i dag kalder verdensmusik. Ken Russels noget voldsomme men ikke uefne filmatisering af The Whos rockopera Tommy med mange gode sangere i rollerne. Så med andre ord: jeg husker den mere for musikalske oplevelser end for filmkunstneriske oplevelser. Det er heller ikke så ringe.

Og så er det kun at sige: om end flere biografer har lidt døden, så er biografen som sådan ikke død. For der skal film jo ses, som Ole Michelsen sluttede Bogart med at sige. Har man prøvet at se en film både i biografen og i TV, har man konstateret, at han har ret.