Det var som om han vågnede en kold vinternat, og følte alle var imod ham. Mere end de nogensinde før havde været. Det var som om der var flere af dem. Han kunne ikke mere være i fred. Blev mobbet i skolen, var konstant uvenner med sin plejemor, de skændtes hver eneste dag. Han var blevet godt træt af hende og hendes "sjove" lege. Han havde boet hos sin plejefamilie i 9år, det virkede som om det var NOK nu. Da han flyttede fra sin "rigtige" mor, var han også sur på hende. De kunne bare ikke sammen mere. Det var bare ikke fordi han ikke ville, han kunne bare ikke med dem mere. Han måtte bare væk nu. En dag i et skænderi sagde han til plejemoderen at han *bib* håbede at han snart skulle flytte, han var stadig uvidende. Indtil hun råber op til ham at det skulle han nok også. Han blev helt mærkelig til mode, det var ikke lige det han ville hører hende sige. Den dag snakkede de ikke mere sammen. Det var blevet konfirmationernes tid og de kunne lige nå at snakke sammen. Hans plejefar var blevet træt af ham, og bad ham stoppe med at skændes. Hvor var det uretfærdigt. Men han sagde ikke noget, det gjorde han aldrig. Uanset hvor mange gange plejemoderen havde skældt ham ud, uden grund. Han tiede bare, måske var det det der irriterede plejemoderen. Han prøvede jo bare at få det hele til at fungere bare nogenlunde, han så ingen anden udvej. Indtil den dag han fik afvide han skulle flytte, han var egentlig ligeglad. Hvad håb var der for ham nu? Han skulle se stedet med sin plejemor og sagsbehandler. Det nye bosted lå langt ude på landet. Det var et opholdsted, som blev præsenteret som en efterskole. Han havde drømmende brændt for at komme på efterskole. Det var ikke lige det fedeste sted, og der var så mange ting der ikke hang sammen for ham. Eller stedet, så mange ting der ikke kunne hænge sammen. Det måtte være en lille efterskole, på en firlængede gård. Så gik man i skole et helt andet sted. Da han blev spurgt om han ville bo der, svarede han ikke. Hvad ville de have at han skulle sige? Han sagde heller ikke noget hele vejen hjem, han tav bare. Derefter blev det besluttet at han skulle bo der. Da havde han ikke mere at skulle have sagt.
   Han var og besøg stedet en mdr. inden han skulle flytte ind, alle beboerne havde sommerferie ligesom ham selv. Der var bare en masse familie til dem der ejede stedet. Hvad laver man et sted man ikke kender, når man får af vide at man selv bare kan finde på noget at lave.. Ja FLOT.
   Han nød ikke ligefrem at være der, følte at de allerede troede de kendte ham. Men ingen havde før kendt ham som den han egentlig var, så hvorfor skulle de tro at de var de første.? Ikke en gang kendte han sig selv 100%, han vidste bare at han ikke kunne være sig selv. At han hele tiden havde en rolle at leve op til, især hos plejemoderen. Kun når han var sammen med sin mor, var han sig selv. Det havde han jo altid været. Men også der blev det taget fra ham. Det var overvåget samvær og pædagogen synes ikke det fungerede mellem dem på den måde. De forstod hinanden med vores helt eget sprog og det forbød de til deres egen fordel. Til sidst kunne han heller ikke snakke med sin mor mere. Han vidste ej mere hvad han skulle sige, ej heller hvordan det skulle siges. Selvom hans mor har svigtet ham, havde han det altid bedst hos hende. Lige meget hvor meget hun havde nået at pisse på ham eller kører ham ned, var det hos hende han helst ville være! Han kendte hende jo. Og det gjorde ondt at blive tvunget til at indse at ens mor er en fejler, en dårlig mor. Blive pumpet med evige dårlige udsagn om sin mor. Han prøvede virkelig på ikke at lade sig påvirke, for sådan havde han altid været. Andres meninger og holdninger om et andet menneske kunne ikke få ham til at ændre sit synspunkt overfor det, han havde altid haft sine egne. Uanset hvor meget det end havde kostet ham at få dem. Til sidst begyndte han at indse at hans mor egentlig ikke var der for ham mere, at de ikke havde noget sammen. Alt det de engang havde, var væk. Som om vinden havde taget det med sig i farten. Hvilket han ikke brød sig om. Men hvad kunne de gøre, når de kun så hinanden 6 timer om mdr. Overvåget af en møg irriterende pædagog. Førhen var det kun 3 timer, men det var gået så vidt at de måtte tage hjem til moderens lejlighed hver anden gang. Stadig overvåget. Og hvis de bare var sammen uden rigtig at lave noget, var det dårlige tegn. Det kunne pædagogerne rigtig få vendt og drejet til alverdens dårlige ting. Han havde før prøvet at skrive til sin mor, hvordan han følte det. Det var bare som om hun ikke forstod, som om de ej mere bar samme mening om det. Han var meget vred, på alle mennesker omkring sig.
   Flytte det skulle han, og dagen var kommet.
   Det var solformørkelse den dag, hans plejefar kom tidligt hjem den dag. De pakkede hans ting - de kunne alle sammen være i bilen. Han tog ikke alle sine ting med den dag. Vejen frem til hans nye "hjem" føltes så lang. De fik læsset hans ting af og sagt farvel, det var ikke noget langt farvel. Og da hans plejefamilie var kørt kom de nye værter ud. Han snakkede lidt med dem, hvorpå han gik over på "sit" værelse. Der stod hans ting og han vidste at dette ville være hans "hjem", men ikke hvor lang tid. Så der lå han med tårer på sin kind, og knust hjerte. Følte sig igen alene igen forladt. Inden han lukkede øjnene og faldt i søvn, hans åndedræt var så stille og roligt.