Hun skreg slet ikke. Og føreren af bilen kørte bare videre i forskrækkelse, vi skyndte os hen til pigen der lå i bevidstløshed. Pludselig rejste hun sig en hurtig bevægelse som om intet var sket. Hun løb hen imod os, der blev helt koldt, hvor blev hun af? Vi kiggede os forvirret omkring. Der, bag os var pigen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg var nærmest stum. Vi stod stadig og så efter pigen, hun var ved enden af vejen pludselig forsvandt hun. Vi gik stille hjemad og sagde ikke noget til hinanden, resten af aftenen. Jeg gik tidligt i seng men jeg kunne ikke falde i søvn, jeg havde nogle meget mærkelige tanker, som ikke ville stoppe.
   Næste dag var jeg fuldstændig smadret, havde stadig tanken om pigen i hovedet, jeg ringede til Julia, og spurgte om hvordan hun havde sovet, hun sagde hun ikke havde sovet hele natten, fordi hun havde tænkt på en underlig skov, og havde hørt stemmer og skrig fra en lillepige, så jeg besluttede at tage hjem til hende, jeg bankede på, Julias mor åbnede og sagde jeg bare skulle gå op til hende. Julia så mere træt ud end jeg. Vi gik os en tur for at få lidt luft. Samme sted som i går så vi igen den mystiske pige blive kørt over, igen kørte bilisten bare videre, vi løb hen til en gammel dame der stod på den anden side af gaden og spurgte om hun også havde set pigen blive kørt over.
   "Hvilken pige?" spurgte damen, "jeg så godt der kom en bil, men der var altså ingen pige." Hun lød meget bestemt. Nu kom pigen lige imod os men denne gang gik hun direkte igennem den gamle dame. Hun faldt om, Julia så forskrækket på damen der lå som havde hun været død i flere timer, vi ringede efter en ambulance, der kom hurtigt en så vi kunne roligt gå hjem igen. Vi tog hjem ti Julia igen.
   "Fortæl om det der du tænkte på i går," sagde jeg.
   Julia satte sig på kanten af hendes seng, og begyndte stille og roligt at fortælle:
   "Jo altså, jeg kunne se en skov for mig og en pige der løb, hun lignede lidt hende pigen der bliver kørt ned," sagde hun, "og så kunne jeg høre stemmer og barnegråd, imens," fortsatte hun.
   Jeg så skræmt på hende.
   "Kunne du høre hvad stemmerne sagde?" spurgte jeg.
   "Ja det var noget med at der var en eller anden der skulle lade være med noget, mere fik jeg ikke fat i," sagde Julia. Hun blev bleg, jeg begyndte at ryste.
   "Var der mere med den der skov?" spurgte jeg så.
   "Ja, så kom pigen ud på vejen, og der var en eller anden efter hende," sagde Julia.
   Så kom hendes mor ind:
   "Er der noget galt, piger?" spurgte hun.
   "Nej, der ikk noget," svarede Julia.
   Hun gik ud igen, mon hun havde lyttet ved døren? Eller havde hun bare set Julias blege ansigt?
   "Jeg skal hjem nu," sagde jeg.
   Julia fulgte mig ud til havelågen:
   "Hvis der er noget så ring," sagde jeg.
   "Det skal jeg nok," svarede Julia.
   Da jeg kom hjem, sad der en politimand inde i køkkenet, jeg fik en klump i halsen.
   "Hej, du må være Lisette?" sagde han venligt.
   "Ja, det er mig," sagde jeg.
   "Jeg er kommet fordi du og din veninde så en gammel dame falde om," fortsatte han.
   "Ja, vi gik nede på vejen, og vi så en pige blive kørt over og hun løb igennem den gamle dame, og så faldt hun om," sagde jeg.
   "En pige der løb igennem en gammel dame? Det lyder underligt men jeg vil gå igen for jeg skal lige undersøge noget," sagde han jeg lukkede ham ud og løb op på mit værelse. Mor var gået ud og købe ind. Så nu var jeg helt alene hjemme. Det ringede på døren, jeg styrtede ned og lukkede op der stod Julia. Hun var ligbleg, og var sort omkring øjnende... hun tog hårdt fat i min arm og hviskede:
   "Kom med mig, jeg skal vise dig noget."
   jJg gik bare med for hun havde godt fat i min arm. Hvad er der mon galt med hende tænkte jeg? Vi kom til en skov, der stoppede hun op og drejede forvirret omkring.
   "Der er nogen efter mig," sagde hun pludselig.
   Vi løb igennem skoven men ingen var efter os, vi kom ud på vejen på den anden side af skoven, Julia gik ud på vejen, der kom en bil, Julia så forskrækket på mig, jeg løb ud og hev hende ind, hun vred sig fri og løb ud igen, bilen var tæt på nu.
   "JULIA," skreg jeg men for sent hun var blevet ramt af bilen, manden der kørte den kom ud.
   "Nej, nej ikke igen," sagde manden og satte sig ind i bilen, tog sin mobil og ringede efter hjælp, kort tid efter kom ambulancen, jeg tog med.
   "Hvad skete der?" spurgte en sygeplejerske.
   "Min veninde kom over til mig så gik vi over til skoven, og så løb vi igennem skoven og kom ud her ved vejen hun løb derud," sagde jeg og tav.
   "Nej hvor forfærdeligt har hørt om en pige hvor fuldstændig det samme skete for, hun døde af det," sagde sygeplejersken.
   Jeg brød sammen, kunne slet ikke stoppe med at græde, jeg vidste at Julia var død, ingen ville nogensinde overleve sådan noget. Sygeplejersken holdt om mig, hun havde også tåre i øjnene nu.
   "Det gør mig ondt. Ehm... hvad hedder du?" spurgte hun.
   "Lisette," svarede jeg og brød sammen igen.
   "Det gør mig virkelig ondt, Lisette," sagde hun.
   Jeg gik hen til båren. Julia lå på tog hendes kolde hånd, og sagde farvel, de kørte mig hjem, mor var hjemme nu, jeg løb direkte ind til hende og brød endnu en gang sammen, mor tog fat i mig, sygeplejersken var gået med ind.
   "Det er Julia der er omkommet, og din datter var sammen med hende da det skete," sagde hun stille.
   "Jamen, skat, dog," sagde mor.
   Jeg kunne slet ikke sige noget, min bedste veninde var død, og jeg ville aldrig få hende at se igen. Mor tog mig op på værelset og sagde god nat, sygeplejersken og mor talte lidt sammen nede i stuen, kunne hører det ringede på døren, det var Julias forældre, de græd begge to, mor græd, jeg græd for mig selv, hende pigen det var hende der havde dræbt den gamle dame og Julia, hun var selv blevet dræbt for nogle år siden på samme måde, sikken skrækkelig død, jeg faldt i søvn.