Skjold var en islænderhest, som vi havde det meste af min barndom. Den var lys, lav og tyk. For den fik den allerbedste kost. Den skulle jo arbejde. Og den var rigtig stærk. Vi var stolte af den.
Den eneste, der rigtig kunne styre den var min far. Og selv ham narrede den en dag.
Det var en dag, hvor der skulle køres ajle på marken. Det foregik uafbrudt. Hente og sprede. For at komme rundt, blev hestevognen kørt rundt om huset. Da der havde været kørt rigelig mange gange en dag, blev Skjold træt. Så i stedet for blot at dreje til venstre, drejede den rundt og rundt og rundt. Og så knækkede stangen, der var spændt for vognen. Så var det slut for den dag.
Skjold var en kastreret hingst, altså en vallak. Måske var det derfor, den absolut ikke var til at kæle med eller for. Jeg forsøgte mig mange gange. Er og var faktisk en dyreven. Jeg blev afvist. Jeg red dog på den. Min far hjalp mig op. Og så gik vi. De første gange gik den meget pænt, frem og tilbage ad vejen. Men hvis jeg faldt af - eller stod af, kunne jeg godt glemme alt om, at komme op igen. En dag, hvor vi kom forbi vores nabo Anton, gik den ind i gangen og helt ind i køkkenet. Jeg kunne ikke stoppe den. Anton var god mod dyr, og her fik den godbidder.
Men til sidst fandt den en udvej til at slippe for at ride rundt med mig. Den bed efter mine ben. Da det ikke hjalp rejste den sig på bagbenene. Jeg satte mig forover, men så kunne den stå på forben i stedet for. Jeg måtte give op.
Vi -fællede- med Anton. D.v.s. at hans hest Egon og Skjold arbejdede for hhv. Anton og min far. De lånte hinandens heste, når der var noget ekstra tungt, der skulle trækkes. Når Skjold og Egon var spændt for samme vogn, og der kom en vandpyt, trak Skjold til side, så han undgik vandpytten og Egon kunne få lov at gå gennem pløret. Egon var gammel, han havde været travhest i sine unge dage og var ikke længere så stærk.
En gang ville jeg kæle for Skjold. Det passede ham som sædvanlig ikke. Han bed mig - i det ene bryst - der var hudafskrabninger. Og han forsøgte også at sparke. Jeg fik ikke varig mén, men var dog noget såret over, at han kunne finde på det.
Skjold gik på græs i en indhegning. Min naboveninde Kirsten ville skyde genvej i indhegningen. Skjold gik mod hende. Hun gik først i almindeligt tempo, men så stærkere og stærkere og til sidst løb hun - med Skjold bagefter. Det var sikkert ikke morsomt, men så morsomt ud.
Den stod i den nye stald, som min far havde bygget. Der var plads til 2 heste. Vi havde kun Skjold. En sommer havde jeg fået en ged. Den stod ved siden af Skjold, og Skjold var rigtig glad for gedens selskab. Der var ellers også plads til grise i stalden, men der var ikke altid nogen. Så det kunne være ensomt for Skjold at stå der. Begge fik de piller. Og det var virkelig deres yndlingsmad. De fik dem serveret i truget foran. Ret højt for en ged at nå. Men den kunne dog. Efter et stykke tid viste Skjold igen sine egoistiske og snedige tilbøjeligheder. Først åd den sammen med geden - gedens mad - derefter åd den i fred og ro sin egen mad. For Skjold kunne godt nå gedens mad, men geden kunne ikke nå Skjolds mad.
Geden fik vi fra en gartner med tre små børn. Vi havde måttet love ikke at afhænde den, uden de vidste det og eventuelt kunne få den tilbage. Den var ustyrlig, da vi fik den. Stangede alt og alle. Men det fik min far hurtig stoppet. Så inden længe var den blid som et lam. Jeg gik tur med den. Jeg brugte den til at forskrække drengene på vejen. En tur efter dem med geden, fik dem til at løbe stærkt. Når geden ikke ville ud at gå, gemte den sig under Skjolds bryst. Skjold forsvarede den ved at bide efter mig. Og geden fik fred.
Min far ville ikke have geden, da sommeren var slut. En ged kan lugte stramt. Geden blev slagtet. Gartneren ville ikke havde den tilbage. Den var i god stand, og jeg fik afregningen for den. Det var op til jul. Pengene blev brugt til julegaver.
En dag var der ikke længere brug for Skjold. Min far var blevet ældre og havde forpagtet vores 8 tønder land ud. Skjold skulle slagtes. Min mor græd.