"Tak Djek". Sådan stod der på en sten i baghaven. Min mor havde malet ordene på med brun farve. Jeg flettede et pilehegn omkring den, og vi plantede blomster.

Min ni år ældre bror havde længe plaget mine forældre om at få en hundehvalp. Og nu havde han fået tilbudt en lille hvalp - en hyrdehund. Vores forældre kunne ikke længere modstå presset. De var imod af hver deres grunde. Min mor vidste, at hun nok ville ende med at få ansvaret for dens ve og vel. Jeg tror, at min far kun var interesseret i dyr, der kunne være til nytte.

En dejlig lille hundehvalp var det. Med en blød pels. Min mor tog sig af den, som om det var en baby. Hun sørgede for, at den blev taget ud med jævne mellemrum også om natten, så den hurtig kunne blive renlig.

Jeg og mine veninder legede vildt og meget med den. Den fulgte os overalt. Den fik ingen opdragelse - og legen kunne godt gå over gevind, så vi ikke kunne styre den.

Vi havde en kludedukke, som hvert år til jul fik nyt udseende. Der blev syet et nyt lag tøj udenpå. Nye øjne, mund og næse. Den var med omkring juletræet, så kunne vi bedre nå. Med årene var den blevet større og større. Djek fik kludedukken. Han ruskede i den og legede med den. Den lå ved siden af ham på gulvet i stuen, når han sov. Den var ligeså stor, som han selv var.

En gang kildede jeg Djek under foden, mens han sov. Han løftede hovedet for at se, hvem det var. Han opdagede ikke, at det var mig. Jeg gjorde det uset nogle gange. Og pludselig rejste han sig og ruskede dukken, som han troede var drillepinden.

En dejlig sommerdag skulle min veninde og jeg op til ishuset ved landevejen. Vi gik - og Djek fulgte efter. Han havde en meget stor uvane. Han gøede og løb efter bilerne, hver gang de kom. Det var på de tider, hvor biler ikke kom så ofte.

Halvvejs op til ishuset kom der en høj, sort, firkantet personbil kørende. Djek gøede og løb efter den. Bilen bremsede, men ikke nok. Den ramte ham på siden af hovedet.

Jeg havde en gul kjole på. Løb hen til Djek og løftede ham op. Han var død. Slået ihjel på stedet. På højre side af hovedet piblede blodet ud. Min gule kjole blev farvet rød af blodet.

Jeg var bleg, men græd ikke. Der kom en mand ud af bilen. På bagsædet sad en pige på min egen alder. Hun havde langt krøllet hår. Manden tog et tæppe, som han lagde over pigens knæ. Jeg sad ved siden af på tæppet og med Djeks hoved på skødet. Han kørte os hjem. Da de var taget af sted igen, græd jeg.

Djek blev pakket ind i en gammel frakke. Og i haven blev gravet en grav, hvor han kom til at ligge. Han fik kludedukken med sig i graven.
Min mor fandt stenen, hvorpå hun skrev: Tak Djek.