Lige fra jeg kunne gå, var jeg sammen med min rigtig gode barndomsveninde. Det var på landet. Vi boede 200 meter fra hinanden. Der var ikke længere, end vi kunne stå ud for hver vores hus og række tunge af hinanden, hvis vi var blevet uvenner. Det holdt heldigvis ikke ret længe.

Hun var lidt ældre end jeg. Den sidste af en flok på fem. Hendes mor og far var gamle, da de fik hende. Min far havde syntes, at det var meget morsomt, at det skulle gå sådan for dem i deres alder. Men, men, men... Man skal aldrig hovere. Han og min mor var ligeså gamle, da jeg så viste mig året efter.

Vi legede sammen fra morgen til aften. Var helt uadskillelige i de første 11 år af vores liv. Vore veje skiltes først delvis, da jeg skiftede til en anden skole. Rigtig købt legetøj fandtes næsten ikke hos os. Og slet ikke i de mængder, der ses nu om stunder. Til gengæld manglede vi aldrig ideer eller fantasi til at finde på lege. Eller noget at lege med.

Min veninde havde mere legetøj end jeg. For hendes søskende var ældre end mine, og tjente allerede penge, og de var søde til at komme med gaver til hende. Jeg husker bl.a., at hun havde fået en lille blå taske med en række svaler på forsiden og lynlås for oven. Den var smuk. Min egen taske husker jeg ikke. Jeg tror, at jeg havde lånt hendes gamle taske på den dag, hvor vi legede "fine damer".

En af vores naboer havde en datter i teenagealderen, der brugte læbestift og neglelak. Når der kun var en lille rest tilbage, blev det smidt ud. Vi samlede det op, og brugte resterne til vores leg. Der kom ingen skraldemænd på vores vej.

Noget af det, der hørte med til at lege fine damer var, at vi skulle ryge. Dog ikke rigtigt. Vi brugte tændstikker som vi holdt med strittende fingre, og lod som om vi pustede røgen ud.

En dag, mens denne leg var i gang, skulle vi på WC. Det var i et lille hus, adskilt fra det store hus, hvor hun boede. Vi legede, at vi kørte i tog derud. Med små skridt gik vi efter hinanden på fliserne udenfor huset og lavede lyde, som et tog. Vi havde taskerne i hånden.

Det var et nydeligt lille gammeldags WC med gamle aviser til toiletpapir og et vindue ud mod vejen.
Vel ankommet til wc'et hørte vi, at der kom nogen cyklende udenfor. Der kom aldrig ret mange, så derfor skulle vi lige se, hvem det nu var. Vinduet sad så lavt, at jeg som voksen skulle bøje mig for at se ud af det. Men dengang sad det så højt, at min veninde måtte op at stå på wc brættet, for at hun kunne kigge ud.

Da hun skulle stige ned, trådte hun forkert lige ned i den halvfyldte tønde. Hun stod i l... til midt på benet. I hast måtte vi tilbage til hendes mor. Hun tog hende med i køkkenet. Stedet hvor man også vaskede sig. Jeg ventede imens i stuen, hvor jeg sad på divanen. Hendes mor var rasende. For min veninde havde lige fået nye kludesko. Og den ene var nu helt ødelagt. Min veninde græd, kunne jeg høre, bag den lukkede køkkendør. Hvad der helt præcist skete, ved jeg ikke, men hun blev i hvert tilfælde ikke trøstet.

Da hun var blevet vasket, kom hun tilbage i stuen og satte sig med forgrædte røde øjne på sofaen ved siden af mig. Benet lugtede fælt, så jeg rykkede mig lidt væk. Hun rykkede efter for at drille, og smilede samtidig lidt drilsk gennem tårer. Hun har altid haft let til smil.
På den måde blev gråd vendt til glæde igen.