Den stod ved væggen i kostalden yderst til venstre. Gulbrun og hvid med krogede horn. Den stod som regel gumlende og kiggede ligeud. Ganske upåvirket. Jeg ville klappe den. Den lod som om den ville stange. Jeg klappede den på halsen og blev ved. Til sidst kunne jeg tage den om halsen.

Den gav meget mælk og fed mælk. Både mængde og fedt gav ekstra penge i lønningsposen, der kom fra mejeriet hver uge. For at give meget mælk, skulle den have masser af vand.

Hver aften, når den blev trukket ind fra marken sammen med de andre køer, var den altid den sidste.

Den stod ved spanden med vand. Ved pumpen - og vaskede sine næsebor. Den gjorde det længe og omhyggeligt. Min far var af den utålmodige type. Køerne skulle drikke og så af sted - ind. Han råbte og gjorde det, der var værre, som jeg ikke syntes om. Men koen her drak ikke vand før næseborene var godt og grundigt vaskede. Den lange tunge ned i vandet og op i næseboret. Først det ene og så det andet. Det tog sin tid. Den havde krammet på min far.

Når den så endelig var færdig med næseborene - drak den - meget. Af en hvid metalspand. Store sug - den blev behandlet med respekt. For den var en god ko.

Det var den ko, jeg malkede, de få gange det skete. Min far fortalte stolt om det, som om det var noget, der havde stået på rigtig længe. Men jeg tabte hurtig interessen, og den købte malkestol blev brugt til legestol eller andre formål.

Da den blev gammel og ikke længere leverede mælk nok, skulle den slagtes. Jeg lå i min seng og drømte om at bortføre den. Det blev ikke til noget.