Godaften, fremmede… Velkommen i min ydmyg stue. Jeg kan se du fryser, så sæt dig blot i den gode stol foran pejsen og tag et tæppe over benene. Tag en kop te og lad mig fortælle dig et eventyr:

Engang for mange år siden boede der en prinsesse på et stort slot sammen med kongen og dronningen. Prinsessen skulle ifølge gammel lov, gifte sig inden sin 19-års-fødselsdag og der var kun ganske få måneder til. Friere var der nok af, men ingen faldt i prinsessens smag, for hun ville have en mand af den rigtige støbning, med hjertet på det rette sted. Den gamle konge var meget bedrøvet, da alderen var begyndt at trykke og han gerne så slægten videreført. En ny frier havde netop meldt sin ankomst til den følgende dag, så tjenestefolkene var i fuld gang med at bone gulve. Dagen efter kom prinsen ridende på en grå hest og da han kom ind på paladset bukkede han dybt for kongen og dronningen, som smilede venligt tilbage. En af de gamle hofdamer viste vej op til prinsessens kammer. Frieren bankede på døren og prinsessen svarede "kom ind!"

-Goddag fremmede, sagde prinsessen.
   -Goddag deres majestæt, jeg kommer for at fri til dem
   -Såh... sagde prinsessen, hvad kan de som de andre ikke kan.
   -Jeg er en lært mand, jeg kan både latin og græsk, og så kan jeg salmebogen udenad. Svarede frieren
   -Ser man det, kan de også lægge tungen på skrå? spurgte prinsessen, som altid havde en hurtig kommentar, hvis frierne kedede hende, som de altid gjorde.
   -Øhh... svarede frieren, for sådan et spørgsmål havde han aldrig fået før.
   -De må hellere gå igen, svarede prinsessen.

Tiden gik og prinsessens fødselsdag nærmede sig hastigt. Kravet om giftemålet, gik nu prinsessen så meget på, at hun besluttede at stikke af fra slottet, så ved midnatstid, listede hun sig ind på en af de gamle hofdamers kamre, og stjal en kjole for at hun ikke skulle vække for meget opsigt.
   Hun havde aldrig været uden for slottet på egen hånd, kun ifølge med enten kongen eller mindst 2 fra hoffet, så hun var meget nysgerrig for at se verden udenfor alene. Det var vinter og sneen dalede ned, så hun gik raskt til for ikke at komme til at fryse og hun kom ind i den gamle skov. Kulden føltes nu som tusinder af nåle der stak i hende, hun havde svært ved at bevæge fødderne. Til sidst sank hun sammen, imens lyset var ved at komme frem.

Ikke langt der fra kom den unge skovhugger gående. Han var en sand ven af naturen, og elskede alle dyr i skoven. Pludselig fik han øje på prinsessen, som han ikke vidste var prinsesse. Han stod et ganske kort og så på hende, hvor var hun dog smuk, før han straks begyndte at mærke på hende. Hun var iskold, men trak stadig vejret med hivende bevægelser… Så han løb ind i sin hytte med hende, og lagde hende foran brændestedet med et tæppe over sig.
   Efter et stykke tid begyndte prinsessen at røre på sig, hun kiggede sig omkring og fik øje på skovhuggeren der sad i en stol lidt væk fra hende, og fløjtede en melodi så smuk.

-Hvor er jeg? Spurgte prinsessen
   -Du er hjemme hos mig, du lå ude i kulden og frøs så forskrækkeligt, sagde den unge skovhugger.
   -Men hvem er så de? Spurgte prinsessen venligt
   -Jeg hedder Jens, jeg er skovhugger her i skoven.

Prinsessen så betagende på Jens. Han havde store mørke og venlige øjne, og langt mørkt hår…

-Er du sulten? spurgte Jens
   -Ja, jeg kunne godt bruge noget at spise, sagde prinsessen smilene.

Jens gik straks ud i det lille køkken, og lavede en portion grød til prinsessen. I mellem tiden var kongen og dronningen blevet meget urolige på kongeslottet. Kongen havde bedt en troldkvinde om at komme, for at prøve at forudse, hvor prinsessen mon kunne være blevet af.

-Jeg ser prinsessen har det godt, startede troldkvinden
   -gudskelov, svarede kongen.
   -Jeg ser prinsessen i en skovhytte, ikke langt herfra, sammen med en ung skovhugger. De spiser og ler og har det rart, sagde troldkvinden
   -Det var Sørens, sagde kongen. Vagter! Fang denne skovhugger og, og bring ham og prinsessen til mig!

Vagterne fór ud i den nærliggende skov, og løb ind og ud af alle skovhytter de kunne finde, til sidst fandt de prinsessen og skovhuggeren i skovhuggerens hytte…

-Hvad er nu dette? spurgte Jens
   -Åh, jeg glemte at fortælle at jeg i virkeligheden er en prinsesse på flugt, sagde prinsessen og gav sig til at græde...
   -I kommer med mig - begge to, sagde den ene vagt vredt.

Vagterne og prinsessen og skovhuggeren red nu sammen op på paladset, hvor kongen sad og ventede. Han kiggede vredt på prinsessen.

-Hvor har du været? nærmest råbte han til prinsessen.
   -Undskyld, far, men jeg vil altså ikke giftes med hvem som helst, jeg vil kun giftes af ægte kærlighed.
   -Vagter! Smid ham i fangehullet. Han skal hænges ved solopgang.
   -NEJ, græd prinsessen. Han har reddet mit liv.
   -Er det sandt, svarede kongen.
   -Ja, jeg faldt om i skoven, og var ved at dø af kulde. Og så kom Jens og reddede mig ind i sin hytte.
   -Godt svarede kongen, du slipper med livet i behold. Men som straf for at have gjort tilnærmelser overfor min datter, vil jeg lade troldkvinden kaste en forbandelse over dig. Du vil nu blive forvandlet til en solsort.

Troldkvinden løftede sin hånd og sagde en trylleformular, og vupti stod der nu en lille solsort ved siden af prinsessen.

-Du skal blot vide at der er en ting der kan hæve forbandelsen, sagde troldkvinden til kongen.
   -Hvis solsorten får et ægte kærlighedskys, vil han igen forvandle sig til sin oprindelige figur.

-Godt, sagde kongen. Jeg befaler 2 af jer vagter til at holde et vågent øje med prinsessen. Der må ikke ske nogen misforståelser, og hendes vindue må kun åbnes en tomme på klem.

Prinsessen var meget ulykkelig herefter, der kom stadig friere, men hun kunne stadig ikke lide nogen af dem. Indimellem når hun lå om aftenen i sin seng, kunne hun høre en lille fugl fløjte en meget smuk melodi... Den var så smuk at hun begyndte at græde. Hun tænkte kun på skovhuggeren Jens.
   Dagen før prinsessens 19-årsdag havde en sidste frier meldt sin ankomst. En meget anderkendt prins fra et fjernt land. Kongen befalede prinsessen at gifte sig med ham, men hun synes ikke om ham. Brylluppet skulle stå kl. 12 næste dag, og prinsessen græd... Hun turde ikke sige sin fader imod. Men om natten skete der noget udsædvanligt. Prinsessen kunne høre en stemme ude på balkonen der sagde "gør det ikke, gør det ikke" Og da hun så der ud, så hun solsorten sidde på gelænderet og fløjte for hende. Vagterne var faldet i søvn, så hun listede sig lige så stille ud på balkonen, den lille fugl fløj op på hendes finger, og hun kyssede fuglen. Og dér stod skovhuggeren som hun holdt så meget af. Hun tog Jens' hånd og listede forbi de sovende vagter, ned af trappen og forsigtigt ud af porten. De gik ud i stalden, og tog prinsessens egen hest, fik den sadlet og red langsomt væk fra slottet. De red gennem skoven idet solen langsomt stod op, forbi Jens hytte og længere væk. De red igennem flere dage, for til sidst at komme til en fjern by, hvor de slog sig ned.

Der gik nogle år, og Jens og prinsessen havde bygget sig et lille hus i den lille by, hvor de boede godt og var lykkelige sammen. Og sammen havde de fået det yndigste drengebarn.

Kongen og dronningen var så kede af at have mistet deres datter, at de nu ønskede hende tilbage for hver en pris, og dronningen havde tilmed overtalt sin mand til at omstride loven, så Prinsessen selv kunne vælge sin gom og ikke behøvede at gifte sig inden de 19, for hun var en dronning med hjertet på det rette sted. Kongen udsendte adskillige sendebude rundt til alle byer i miles omkreds, for at viderebringe budskabet. Og et sendebud kom også en dag til byen hvori Jens og prinsessen befandt sig, og da de hørte nyheden tog de straks tilbage til slottet, hvor Jens straks fik foræret det halve kongerige og tog sin elskede prinsesse til ægte og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Se det var et rigtig eventyr!