Maria Bache Andersen

Jeg begyndte at skrive omkring midtvejs i folkeskolen. Det var ualmindeligt jammerligt, og derfor fik det lov at ligge længe. Kun dagbog blev det til, og også det stoppede. I gymnasiet overvejede jeg igen, bestemt ikke ansporet af min dansklektor. Ingen grund til at nævne navnet.
Det blev mere vigtigt for mig i løbet af universitetet, og da jeg begyndte på litteratur, blev det endnu vigtigere. Første var min natbog, som var stedet for drømme og store ønsker. Dengang kom de ting, jeg har fundet det værd at gemme.
For nogle år siden opdagede jeg nanowrimo og har deltaget nogle år i træk. Jeg har udgivet og savnede et sted at lægge mine ideer. Jeg håber på reaktioner på dem.