Jeg kigger mig i spejlet, men genkender ikke mig selv, mine øjne er sunket ind til sorte huller og min hud er grå, ja næsten gennemsigtig. Jeg kan mærke jeg snart mister mig selv, er ikke sikker på hvem jeg er længere. Azazar opsluger mig mere og mere.
Regnen slår på ruden som en sørgelig melodi, jeg kigger ud og ser på de nøgne træer, det hele ser så bart og dødt ud. Jeg sukker håbløst. Er træt af at leve i frygt hver dag. Ønsker og håber det snart stopper, men jeg ved ikke hvordan. Jeg tænker tit på at opgive kampen, og lade Azazar overtage mig helt. Så jeg kan få fred og svinde ud i intetheden.
Ruden dugger til, og lyset dæmpes. og jeg bliver bange, Mine hænder begynder at ryste. Jeg mærker der snart vil ske noget, kan mærke ham og hans ondskab.
Jeg får et chok, så hjertet hopper en takt over, da radioen pludselig tænder sig selv, og udsender utålelig højt hvidt støj. Og tager hænderne op foran mine øre, men den konstante spektraletæthed overdøver alle mine sanser, og jeg føler mine trommehinder er ved at briste. "HOLD OP! HOLD OP!" skriger jeg og prøver at overdøve den skrattende støj. Mine hænder ryster voldsomt, og jeg føler ikke andet end en skærende frygt, det gør næsten ondt.
Støjen bliver højere og jeg falder om på gulvet, jeg kryber sammen så mine knæ rører mit bryst, og ryster over hele kroppen. "Jeg ber dig, stop, stop, stop" hvisker jeg for mig selv. Og med et stopper radioen, Jeg bliver liggende lidt, stiv af skræk.
Tager en dyb indånding, samler mod. Rejser mig derefter op, og tørre mig om munden, for at fjerne savlet fra min hage. Kører frustreret en hånd gennem mit hår, og begynder at græde. Tårene triller ned ad mine kinder og ind i min mund, de saltede dråber giver mig kvalme. Og med hulkende stemme skriger jeg "HVAD ER DET DU VIL MIG, HVORFOR MIG? HVORFOR?" Og med et bliver lyset normalt og duggen fra mine vinduer forsvinder. Azazar forsvinder, og jeg er igen alene.
Jeg sætter mig i min gamle brune læderstol , og tager biblen på bordet, åbner den, og læser.
Stefanias' Bog, Kapitel 2, vers 1, vers 2.
Bøj din ryg, bøj dig, du skamløse folk, før i jages bort som flyvende avner, før Herrens glødende vrede kommer over jer, før Herrens vredes dag kommer over jer.
Søg Herren, alle landets ydmyge, i som handler efter hans bud. Søg retfærdighed, søg ydmyghed, måske finder i ly på Herrens vredes dag.
Jeg lukker bogen, kigger op på mit kopi af et af Michael Kviums malerier "Indviklet forbindelse". personen på maleriet sidder i et mørkt hjørne, med ben og arme bundet sammen, og med et udtryk af skam, smerte og fortabthed. Jeg ligger mærke til de blødende knæ.
Rejser mig og går hen til min cd afspiller, sætter "Over" fra "Portishead" på, det er mit ynglings nummer. musikken er dæmpet og jeg står nu i min stue og nikker monotont til lyden, som var jeg i hypnose. Mit hovede er nu fri for grimme tanker, jeg håber aldrig Azazar kommer tilbage. Han har gjort mit liv til et helvede, han har hjemsøgt mig nu i snart 12 år. Han har tvunget mig til at gøre grimme ting, meget grimme. Ting jeg aldrig kan tilgive mig selv for. Ting som vil få The Son of Sam til at ryste i bukserne.
Det er blevet mørkt uden for, og jeg tænder et par sterinlys. Går derefter ud på toilettet, åbner medicinskabet og tager mine piller ned. Lægen siger jeg skal tage 5 piller om dagen, jeg sukker og smider dem i lokummet. Psykose min bare røv. Han ved slet ikke hvor virkelig Azazar er.
Jeg hører en mærkelig kradsende lyd på min hovededør, det lyder som kløer der prøver at kradse sig igennem det massive træ. Og bliver ramt af panik, jeg ved det er ham, og denne gang undslipper jeg ikke. Jeg nærmer mig nu langsomt døren, imens jeg gentagene udtaler "Rejs dig, Gud, hold dom over jorden, for du har alle folkene som ejendom" Jeg udtaler denne salme højere og højere, og lyden bliver mere voldsom. Jeg står nu et skridt foran døren, og ryster over hele kroppen. "LAD MIG VÆRE DIN BESKIDTE DÆMON" råber jeg alt hvad jeg kan, og lyden stopper.
Jeg rækker min rystende hånd ud efter dørhåndtaget, tager en dyb indånding, og åbner døren langsomt. Der er tomt ude i gangen, men jeg ved han er tilstede, for en utålelig stank af salmiak fylder min lejlighed.
Der bliver koldt, så jeg tager armene over kors og begynder at varme mig. Jeg er frygter noget slemt skal til at ske, jeg har ingen magt over det.
Og med et mærker jeg en smerte som aldrig før i min mave, som en hånd presses ud gennem min mavesæk. Jeg falder om på gulvet, og vrider mig i smerte. Smerten er så voldsom, at jeg hverken kan skrige eller græde, jeg ligger bare der med et blegt forvredent udtryk. Og føler nu alle de sjæle jeg har gjort fortræd, det føles som om de alle skær i mig med sløve knive. Jeg kan mærke jeg er lige ved at miste bevistheden. Og pludselig er det som en skikkelse indtager min krop, Azazar overtager mig.
Smerten er nu holdt op, og jeg ligger bare og stirre stift op i loftet. Jeg rejser mig og går ud i køkkenet, tager en kokkekniv i hånden. Går hen til hoveddøren, kigger på kniven, knuger om den så mine knoger bliver hvide. Jeg er i afmagt, og har ikke kontrol over mig selv. Jeg går ud i gangen, går ned af trapperne til min underbo, og banker hårdt på døren 3 gange.