[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jamen ER det finere at blive tiltalt med De i dag?

Dronningen irettesatte journalisten ved at sige. "Vi har ikke gået i skole sammen." Hvis journalisten var et yngre menneske må han have tænkt: "Hvad mener hun dog?" - Men for min generation er det meget klart. Man var dus med meget få, familie, nære venner, skolekammerater. Det var et privilegium man kunne give en, at sige du. Og sådan tænkte dronningen sikkert også. Men er tiden ikke løbet helt fra formen?

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Morpho

"Det er ikke snobberi. Det er en del af det kodeks, der giver mennesket retningslinier i forhold til Takt og Tone mellem hverandre og det skal vi værne om."

Så sandt, så sandt, men Takt og Tone er nu en kodeks der ændrer sig med tiden.Hvem af os ville ønske at leve efter en Takt og Tone fra Fru Heibergs tid?

Det er det samme som når herboende udlændinge vil praktisere andre hilseformer end vore sædvanlige. Det bliver akavet fordi det ingen mening giver her, mens det gav god mening i den oprindelige kontekst. Det som i en anden kultur er en venlig gestus, bliver her en betydningsløs viften med armene.

At genindføre D-formen er nok håbløst. Toget er kørt.

Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Engbo

Ja, det er rigtigt,at på landet sagde alle du til hinanden. Jeg var jo københavnerdreng, og var glad for at komme på landet, blandt andet for at alle sagde du. Man sagde nu også du til præsten, men en proprietær, en godsejer eller en forvalter har jeg vist aldrig været udsat for.

Kåemer

Jeg siger konsekvent De til folk, jeg ikke kender og i forretninger. De formen er for mig en beskyttelse mere end høflighed.
Dertil kommer, at i et møde med fremmede og selv tætte bekendtskaber af udenlandsk oprindelse forventes det.
Jeg har endog i retten insisteret på tiltaleformen De.
I min daglige omgang på min barndomsegn tiltaler jeg alle dialekttalene med du uanset stilling og position. Alt andet ville for mig og min omgangskreds virke mere end besynderligt.
Jeg vil gerne forbeholde mig den ret til at skelne mellem venskaber og bekendtskaber som De og du tiltalleformerne giver.
Jeg er ingen større tilhænger af dusserier og krammeture. - Slet ikke.

Med venlig hilsen
Kattegat

Ja, der kan man se. De-et er åbenbart ikke helt dødt endnu. Jeg mener dog at det fører en skrantende tilværelse.

Når jeg tænker efter, er det virkelig mange år siden jeg har mødt nogen som jeg har måttet sige De til, - men jeg har altså heller ikke mødt nogen kongelige, - og heller ikke nogen der sagde De til mig, og jeg er dog en ældre, pæn herre.

Kåemer

Ja, det kan virke lidt mærkeligt at man siger De til præsten, men du til Gud.
Man kan kalde det snobberi, men jeg synes ikke helt at det ord dækker. Der var også engang i mine kollegiedage, at jeg hørte en fyr kalde mig for en snob. Men det skyldtes at jeg ikke talte sjofelt. (Han var sømand og ofte ganske vulgær.)
Men "De" trækker en streg i sandet imellem folk, og den kan trækkes af alle partet uanset øvrigt socialt stade.
Du -De handler også om blufærdighed. Danskerne har ofte foretrukket at holde så stor afstand imellem folk at man ikke "kan lugte dem." De-formen er en måde at holde den afstand.

Jeg er selv opdraget med at sige De til fremmede og specielt de voksne og senere, da jeg selv blev voksen, de ældre. Og det har jeg det fint med. Men jeg kan godt lide at man siger du til mig. For jeg føler mig ikke så fin.
På mit job er jeg ofte i et problem, da jeg måske modtager en patient med "De." Men når vi så har fået gang i arbejdet: Hun har fået noget af sit tøj af, jeg har fået hende ned at ligge og jeg har stukket en kanyle i hendes arm - så er det efterhånden svært at sige De!
At komme i patientrollen rummer ofte en infantilisering. Patienten mister sin styrke, sin selvstændighed og bliver ramt af usikkerhed og frygt. Som børn! Og patienten har ret til i denne rolle at blive beskyttet som et barn. Og det inkluderer søde ord! Og "du" er altså lidt sødere end "De!"

Men det er lidt pinligt at møde en patient med skiftevis De og du.
Nogle har brug for værdighed og nogle mere for omsorg. Det kan være svært at gætte hvilken patient der vil have hvad. en ældre mand i flot habit og slips og en dyr lædermappe skulle have en undersøgelse, hvor man kommer peget tæt på. En ganske pinlig undersøgelse for mange. Jeg valgte at sige De for at han kunne bevare sin selvrespekt. Men det var ikke sagen der. Han eksploderede i raseri og spurgte hvor hulen jeg kom fra, for jeg kunne fandme ikke være dansker! Det er så koldt og upersonligt at sige De!
Kun med stor anstrengelse undgik jeg selv at eksplodere. Man skal ikke sige til mig at jeg ikke er dansker. Men i faget må man sætte sig lavere, man må give kunden ret og beklage. Jeg havde bare ofte gjort den erfaring at så velklædte folk ønsker at bevare distancen når nu undersøgelsen netop kan opleves temmelig nedværdigende.

Så det kan give problemer med at have to titler i det offentlige rum.
Jeg ville bestemt ikke selv sige du til Dronningen. Jeg ville nok sige du til Frederik, hvis jeg engang mødte ham tæt på. Som soldat i frømandskorpset har Kronprinsen været igennem så meget, at han nok ikke er sart med titler.
Men ikke Kronprinsessen. Der ville jeg sige De. Og have det fint med det. Jeg ville ikke føle trang til at trække hende ned på mit eget niveau. Men man skal have sine øjne åbne. For den største ambition må være at hun i en hypotetisk patientrolle ikke er bange, hverken for undersøgelsen eller for mig. Det kan være svært at finde grænsen imellem omsorg, som betyder en vis nærhed, men ikke så megen nærhed at det bliver uhøfligt.
Det kan virke fjollet at sige: "De skal ikke være bange, det gør ikke ondt." (Karikeret: "Deres kongelige højhed skal ikke være bange. Stikket vil ikke volde Deres kongelige højhed større smerte end den Deres kongelige højhed ville tillade.)

Mine stolteste bedrifter i henseende til arbejdet er at få undersøgt patienter, der er på sammenbruddets rand af klaustrofobisk angst allerede inden de kommer ind i rummet. (Og hvor andre kolleger forlængst har givet op.) Det handler ikke mindst om at tage sig god tid. At man allerede inden man byder patienten ind i rummet skaber en personlig kontakt. Patienten skal overbevises om at han/hun har en ven der garanterer trygheden fra først til sidst.
En sådan patient har behov for alt andet end at være "De's"

Jer er de senere år røget ud og ind ad hospitaler gang på gang, og jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har sagt at jeg nogensinde har sagt De til nogen eller at nogen har sagt De til mig, og jeg tror aldrig jeg har gået nogens værdighed for nær, eller at mig egen blev ramt.

Jeg har utallige eksempler. To unge kvindelige sygeplejersker skulle give mig kateder på, og det er en ubehagelig og meget intim affære, skal jeg hilse og sige. Men det hele foregik under megen munterhed, og jeg følte ikke at der gik så meget som en flis af min værdighed, vi kom alle ud af det med respekt og selvrespekt i behold.

Kåemer

Der er åbenbart gået helt kuk i mit forrige indlæg, og jeg tillader mig derfor at gentage det her:

Jeg er de senere år røget ud og ind ad hospitaler gang på gang, og jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har sagt De til nogen eller at nogen har sagt De til mig, og jeg tror aldrig jeg har gået nogens værdighed for nær, eller at mig egen blev ramt.

Jeg har utallige eksempler. To unge kvindelige sygeplejersker skulle give mig kateder på, og det er en ubehagelig og meget intim affære, skal jeg hilse og sige. Men det hele foregik under megen munterhed, og jeg følte ikke at der gik så meget som en flis af min værdighed, vi kom alle ud af det med respekt og selvrespekt i behold.

Tiden arbejder imod "De." Det kan vi nok ikke afvise. Dels fordi folk stilles mere og mere lige og dels nok også fordi anglificeringen af sproget skubber i samme retning. ("You." som egentlig betyder De.)

Er det så godt eller skidt? Svært at dømme om. Generelt synes jeg om at sproglige nuancer bliver bevaret i mange sammenhænge. Men gør jeg virkelig det, når det kommer til stykket?
Vi ønsker vel at kunne udtrykke os bedst muligt? Og det sker måske ikke altid gennem brug af flest mulig grammatiske betegnelser. Tværtimod er der i tiden en vækst i ordenes meningsfylde. Ords meningsfylde betyder at et enkelt ord kan have varierende grad af begrebsmæssigt indhold. Et eksempel er "demokrati." I sig selv betyder det folkestyre. (Ligesom ordet "republik.") Men folkestyre betyder meget mere. Det betyder også alt det vi lægger i begrebet folkestyre. Det er det som nogle kalder for "eksformation." (I modsætning til "information.")
Og eksformationen stiger i vort samfund. SMS sproget er et eksempel på øget eksformation. Man reducerer informationen men bevarer eksformationen i de tegn man taster.
Der kommer nok en dag hvor vi ser en roman skrevet alene i SMS sprog.
Et meget informationsrigt sprog kan godt være en kedelig omgang. Se på dette ord:
"Menneskemundskærlighedssammenholdelse."
På almindeligt dansk hedder det bare "kys."

På engelsk vil det bestemt være uhøfligt at udelade et :Sir, Mr. Mrs/Miss eller de amerikanske Maam i en samtale med fremmede eller en overordnet.

Med venlig hilsen
Kattegat

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg har i grunden altid savnet det med at sige "De," da jeg svagt kan huske det fra min barndom. Vi får det nok ikke igen nogensinde, og da jeg så det pågældende klip med dronningen, fandt jeg situationen både latterlig og selvhøjtidelig - som hele monarkiet! Jeg har også set dronning Sonja opfordre en journalist til at sige "du" i et tv-portræt for mange år siden. Det har ikke gjort hende mindre dronningeværdig eller charmerende i mine øjne.