Ja, Kåemer. Jeg er enig, selvom jeg næppe selv er uden sproglige fejl.

En anden klassiker er: "Manden køre i bil."
Den sætning kan godt være rigtig. Hvis man bruger konjunktiv bevidst.
Det gjorde man oftere i gamle dage.
Så kunne vi udvide den til:
"Manden køre i bil, hvis han være i besiddelse af en sådan."
Det betyder at dersom manden skulle komme i besiddelse af en bil ville han nok gerne køre i den. Altså en tilstand der er ønskelig eller hypotetisk.
Men i almindelighed er der jo tale om at man har glemt nutidsendelsen "r" på verber der ender på e i infinitiv.
Af en eller anden mærkelig grund har nogle svært ved at lære det, fordi de ikke kan høre det. Altså når både infinitiv og indikativ lyder ens ved ordets udtale: "køre" lyder som "kører."
Det tyder på at indlæringen beror på det lydlige udtryk i stedet for det "grammatisk konceptuelle." (For nu at snobbe igennem.)

Jeg lader mig sjældent ophidse af den slags bagateller. Det skyldes måske min jyske oprindelse.
For det meste fremgår det jo klart af konteksten, hvad meningen er.
Jeg kan derimod blive forbandet, når man bruger engelske betegnelser på eksempelvis TV for deres forskellige magasiner og andet.
Eksempelvis: Breaking News, Deadline o.s.v.

Med venlig hilsen
Kattegat

Ja, disse anglificeringer virker også forkert på mig. I stedet for at benytte danske ord, bilder man sig ind at være avanceret med engelske ord.

Men indrømmet: I ovenstående er der i hvert fald to ord der heller ikke er særligt danske.
Det kan være svært at undgå den udenlandske påvirkning, men man kan lade være med at stille sig juvenilt popsmart an. (Her var igen to fremmede gloser.)

Nu er jeg nok nogenlunde forsonligt indstillet med ordet "deadline." For det ord har i mange år været at finde i den danske avisbranche. Og hvad hedder det ellers på dansk? Ikke dødlinje i hvert fald. Det handler om de sidste indslag inden avisredaktionen vender kalenderbladet til den næste dag.
Jeg er glad for vort danske sprog, men jeg tilstår at jeg selv benytter ganske mange ord med en tydelig fremmed oprindelse.
Men det de unge går og siger med "nederen" eller "grineren" - der tør jeg prale af at jeg endnu aldrig har brugt den slags ord og nærer håb om aldrig at gøre det.

Der er også problemer med ordene "af" og "ad", men det støder mig ikke så meget, for forskellen er ikke så klar, og jeg tror også, at jeg sommetider laver fejl her. Og så kan de to ord vist også ind imellem bruges i flæng. Hopper drengen ud af eller ad vinduet?

Men i andre tilfælde er forskellen vigtig. Der er den næsten klassiske: "Dronningen kom langsomt op af kirkegulvet." Det må have set uhyggeligt ud. Men mon ikke hun snarere kom op "ad" kirkegulvet?

Kåemer

Jeg er også en af dem, der lægger mærke til alle de der småfejl. Jeg holder som regel munden lukket, for der er ikke noget mere irriterende end en, der konstant retter på andres fejl. Det er menneskeligt at fejle og alle kan lave en smutter. Men herinde må det dog være tilladt at påpege de fejl. Det handler jo om at forbedre sit sprog. Jeg må dog tilstå, at er der for mange af dem, tager det fuldstændig mit fokus fra teksten, og jeg opgiver at læse færdig - men så skal det også være slemt.

Kåemer, man springer vel ud ad/via et vindue og ikke af selve vinduesglasset? Det tænker jeg. Jeg kan dog godt være i tvivl, om man læner sig op ad eller af noget.

Ligge/lægge og manglende nutids-r er også noget, jeg lægger mærke til. Ligesom yngling/yndling. Og så er der nogle, der skriver tildens, når de mener tendens. Hvor kommer den lige fra?

Ja, og så den med at vægre sig ved - eller værge sig imod.
Der begår mange fejl. Begge tilfælde er korrekte, men har forskellige betydninger.

Og hedder det nu ærgeligt? Eller ærgerligt? Det sidste er rigtigt!
Man kan ærgre sig over noget, og nogen kan være fuld af ærgrelse.
Man noget kan ikke være ærgreligt! (Siger Nudansk ordbog.)

Hej, nogen der kan tip en 13'er? ;)

Jeg har egenligt ikke det store problem med folk gramatik, eller stavnin. Men måske er det bare mig, der er så mange regler, at det er umuligt at huske dem alle sammen. Noget der tilgengæl genere mig er når folk skriver om ting de intet ved om. Jeg har flere gange bandet og svovlet over bog, der tror at fordi de har læst et wiki-side om noget så er de mestrer på et området. Især en gang havde jeg lyst til at kaste en bog hen af gulvet og lade den lægge.

(Undskyld, er i drillehumør og har bestået en mega hård eksamen med alt for lidt forberedelse og søvn i dag)

Mvh
DFN

p.s
min spøg er ikke rettet mod nogen speciel, den er bare et dårligt påfund og stammer fra at jeg har arvet min fars dårlige humør.

Jeg tror faktisk, det er en psykisk lidelse, det her med at lægge mærke til andres stave- og grammatikfejl. En skønne dag kan jeg nok blive diagnosticeret som impulsive grammar focus disorder, få noget medicin og blive tilknyttet en støttegruppe. Indtil da må jeg kæmpe en ensom kamp med min tilbøjelighed, holde mine bemærkninger for mig selv, til jeg af fare for indebrændthed bliver nødt til at ventilere lidt som f.eks. i denne tråd, der er en gave for sådan en som mig til at komme af med lidt frustrationer.

;-)

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Næh, det kan da godt sige. Men skrivning er jo bare én blandt mange kunstarter.
Hvad med musik? Er det lige gyldigt om musikerne kan ramme de rigtige toner? Kan musikken ikke være lige god for det?

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Hvis, som Signe siger, det er en psykisk lidelse at ligge mærge til folks fajl, så tror jeg at handler om at man ikke kan komme videre. Hver fejl betyder et fuldt stop i læsningen samt banden og svovlen. Den respekt man følte for skribenten og den lyst man havde til at suge til sig fra hans overflødighedshorn af viden - er fuldstændig væk.
Er det sådan man har det med tekstlige fejl, som man altså ikke kan abstrahere fra, så har man nok et problem.
Er man dansklærer og skal rette stile er det naturligvis noget andet. (Eller man er nogle pennefyldere der diskuterer hvordan en tekst skal skrives.)

Det er en god ide med huskeregler. Hvis man essentielt forstår grammatikkens påbud om dette og hint er det jo optimalt. Men der er jo nogle gange hvor man har glæde af en regel der kobler problemet over til et parallelt spor, hvor sammenhængen ikke kræver forståelse, men er indlysende, selv for ham der ikke på anden måde kunne huske den aktuelle grammatiske regel. Det gælder så bare om at man kan finde fra parallelsporet tilbage til det oprindelige.

Vi kan lave dette eksempel:

Vi kan ikke finde fra A til B
Vejen fra C til D er indlysende, og vil aldrig være behæftet med fejl.
Vi kan også nemt finde fra A til C og fra B til D.
Og på denne måde har vi fundet en alternativ vej fra A til B. (Vejen A-C-D-B.)

Det er måske sådan huskeregler virker.
Vores hukommelse er mærkelig. (Om det handler om at huske grammatik eller andre problemer.)
Vi har nok ikke en søgemaskine i hjernen som internettet. Ej heller en pointer der kan hoppe til en vilkårlig adresse og kopiere dens indhold, så det havner i vor bevidstheds lager. Vores hoved er ikke en PC!
Vores søgeapparat er hukommelse. Vi bruger hukommelse til at søge i vor hukommelse. Tror jeg.
Det virker sådan, at når vi lagner noget i hukommelsen, så lagrer vi samtidig associationer. Disse associationsnetværk har forbindelse til bevidstheden, og med dem kan vi ofte huske noget, som ellers truede med glemslen.
Hvis vi har lært et navn, kan det være svært at huske navnet senere. (Det ved ældre folk alt om!) Men hvis navnet er knyttet til associationer, kan navnet være meget lettere at genkalde sig. Hvis navnet er "Ejner" og vi i fortiden drillede ham med sangen: "Ejner, du er min allerbedste ven" så er der opbygget et associationsnetværk, hvor alene Ejners ansigt er tilstrækkeligt til at minde os om sangen. Og så kan vi næsten umuligt glemme hans navn!
Derfor gælder det om at vi opbygger associationsnetværk omkring ting som vi helst ikke vil glemme. Jo større netværk desto bedre. For når associationen baner sig vej til bevidstheden (som trigges af daglige uundgåeligheder) vil vi nemt mindes om det.
Og man skal aldrig være bange for at bruge for megen hukommelse i processen. Hukommelsen kan aldrig blive for lille, til forskel fra lagrene i en PC (Værst før i tiden. Lagrene i PC'er er blevet meget større i de senere år.) hvis blot ens hjerne endnu er nogenlunde normal. (Der er jo sygdomme, hvor det bliver meget sværere.)

Og derfor er huskeregler en rigtig god idé! De medfører at vi inddrager dele af hjernen der måske ikke bliver brugt? Hjernen er en fantastisk ressource, der bare venter på at blive brugt.
Vi har ret til at finde vor egen måde at huske ting på, hvis vi ikke lige er professionelt forpligtet til at huske tingene på den rigtige måde.

Man må naturligvis stave hvordan pokker man vil. Man kan stave alle ord bagfra, hvis man synes det er bedst. Det kan jo være en meget sjov leg, bakke snavvendt, røversprog osv.. Men vil man kommunikere seriøst med andre må man have et fælles sprog, og det sprog har man i retskrivningen.

Landet har mange dialekter og sociolekter, det har man ingen styr på, sproget udvikler sig af ubegribelige veje, men vi må jo have et fælles sprog, og det har vi i retskrivningen.

Kåemer

Jeg er helt enig. Retskrivningen tjener ikke det formål at gøre livet surt for skolebørn. Formålet er at gøre kommunikationen mere præcis og i sidste ende lettere. Når sprog anvendes korrekt, skal man ikke bruge tid på at gætte hvad det sagte/skrevne betyder, for det fremgår af det retskrevne budskab.

Men vist er det svært at lære sig korrekt skrivning. Det kan jeg selv tale med om, selvom det faldt mig let at lære at læse og skrive i de første skoleår. Men også jeg har været igennem ungdommens laissez faire periode, hvor alt var lige meget. Og godt hjulpet af dovenskaben og manglen på ambitioner.

George Orwell advarede imod forsimplingen af sproget, som han forbandt med Stalintidens Sovjetunion. Et moderne eksempel på forsimpling af sproget oplever vi i formiddagspressen, for denne række af adjektiver: "stor, voldsom, stærk, ekstraordinær, usædvanlig, overmåde, særdeles, imponerende, fantastisk, yderst, sindsoprivende, ærefrygtindgydende osv." er erstattet af ordet "vild/vildt."
Men "vild" betyder simpelthen "utæmmet," og selv om det ofte er dækkende for meningen at bruge ordet, kan det ikke være rigtigt at det skal anvendes så ekstremt hyppigt. Man mistænker at skribenternes ordforråd er betænkeligt indskrænket, og når det gælder for den omtalte glose, så må man jo frygte at lignende regressioner er på færde i andre sammenhænge også.

Angående præcision i sproget, så er det da vigtigt. Det er så vigtigt, at de lovforslag, der fremsættes i Folketinget er så præcis juridisk formuleret, at de er uforståelige for en stor del af folketingets medlemmer, hvilket vi har set adskillige eksempler på de senere år.

Hvor mange herinde kan forstå en simpel ting, som deres el-regning?

Med venlig hilsen
Kattegat

Før i tiden var der huskeregler bla. Skete en begivenhed i en sidegade så hed det I. Skete begivenheden på en hovedgade så hed det på.
I dag siger man rask væk på hver gang det hedder i, og jeg kan få gåsehud af at høre det.
På elmegade nej i Elmegade og på Nørrebrogade.

Forholdsord er no'en svære no'en å håndtere:

I Frederikshavn hedder hovedgaden Danmarksgade. En frederikshavner kan bo i Danmarksgade, men aldrig på.
Han kunne også bo på ,Rimmensall'e, som er en sidegade til Danmarksgade, ligesom det ville være umuligt at bo i Gærumvej.
Uheld sker mærkværdigvis for det meste i Danmarksgade, men også af og til på Skagensvej.
Sådan er der så meget vi jyder roder rundt i, men vi plejer da at finde hjem - som regel da;-)

Med venlig hilsen
Kattegat

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

En meget interessant tråd . Alt om det er vist sagt, men jeg er helt på linie med (de af jer, dem af Jer), der kan få læseoplevelsen spoleret undervejs, hvis fejl bliver fanget undervejs.
Til Prefu, der er jo også ord der skifter : i Grønland /på Grønland.

ISkagen/ på Skagen.

til Dani, herligt indlæg, det varede lidt før det gik op for mig.
Til Kåemer, som startede denne tråd, tak.

Jeg er en af dem, der finder stavefejl alle vegne. Og kommafejl, sprogfejl m.m. og det irriterer mig hver gang. Men på den anden side, så morer det mig også, for der kan komme virkelig fine ting på bordet, ikke bare i det skrevne, men også i det talte ord. En overgang morede det mig at skrive ned, hver gang der kom en "bøf" i tv, og det er blevet en fin samling.
Men når jeg nu tænker over det, har vi så ikke ytringsfrihed her i landet? Det må da gælde både det skrevne såvel som det talte sprog, så lad dog bare folk stave forkert. Bare jeg forstår meningen, er det da i orden. Desværre findes der stadigvæk mennesker, der simpelthen ikke kan få ord og bogstaver til at makke ret. Ordblindhed er en grim skavank, der ikke altid er blevet opdaget eller taget hånd om. Jeg respekterer i høj grad de mennesker, der på trods af ordblindhed,, manglende skoleuddannelse eller måske et fremmed modersmål alligevel står frem, taler i forsamlinger eller skriver i fora som denne. Vi er jo ikke lige smukke alle sammen, hverken i det ydre, i vores pen eller i vores tunge.