[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Da jeg var ung var det sådan, at næsten alt personligt var privat, og det holdt man for sig selv og inden for den nærmeste familie og vennekreds. Ja, selv overfor de allernærmeste havde man hemmeligheder.. Men jeg oplevede jo 70'erne, hvor der pludselig blev åbenhed om alt. Jeg besluttede da, at intet i mit liv skulle være hemmeligt, alt skulle ligge i det åbne. Det betød ikke, at jeg pladrede ud med alt, jeg er ikke exibionist, og jeg forestillede mig ikke at nogen kunne være interesseret i, hvor ofte jeg skiftede underbukser. Men altså, hvis nogen absolut ville vide det måtte de da gerne det. Men jeg kan godt skelne mellem privat og personligt, selvom grænserne er flydende.

Denne åbenhed præger naturligvis også alt jeg skriver, enten det er litterært eller i debatter. Denne åbenhed giver stor frihed.

Men kommer nogen og vil blande sig i mit privatliv eller vil stille spørgsmål til mindre pæne sider af mit liv og min personlighed, så siger jeg stop. Jeg skal nok selv bestemme hvor mine grænser går.

Kåemer

Det er grænseoverskridende at udfolde sig litterært. Man kan opdigte hypotetiske personer, men dem man kender vil altid spørge sig om man har lagt egne erfaringer ind i disse personer.
DET MÅ MAN FINDE SIG I !!!

Jeg lever også med grænser. Jeg har overskredet mange, men nogle bevarer jeg.
De klassiske grænser er sådan noget som politik og sex.
I mine skønlitterære ting er der meget sex. Og jeg indrømmer at kærlighedsfortællinger er noget af det bedste man kan skrive. Men jeg holder meget igen med sprogbrugen. Jeg bruger aldrig sjofle ord i mine tekster. Dem må læseren selv tænke sig til, hvad han helt sikkert også udmærket kan.
Men man kan ikke løbe fra at hvis man skriver om personer der smider sig i sengen, så ved læseren godt at man selv har sex i tankerne, når man skriver det! Og hvad mon ens kone og børn siger til det? Det kan godt give problemer!
Og derfor kræves der mod til at skrive en kærlighedsfortælling. For i vore dage havner elskende i sengen allerede før de bliver gift!

Man må træffe et valg! Vil man udtrykke sig kunstnerisk eller skal man putte det hele bort og vente til en gang man er død?
Man kan da skrive til sin egen aflåste skrivebordsskuffe med klausulen: "At læse efter min død." Så kan det post mortem blive afsløret at man altså godt vidste hvad en "nøgen dame" er for noget, og at man dengang syntes at det var et spændende emne.

Det koster at skrive skønlitteratur. Det er ikke gratis. Men det koster også at lade være! Og hvad vil man så foretrække? Når man bliver gammel er der så meget man fortryder.
Med en omskrivning af et gruk (er det vist?)
"Husk at leve mens du gør det."
"Husk at skrive mens du tør det."

Mange forfattere har modet. De skriver af karsken bælg hvad de har lyst til. De kan sige: "Fandme nej, om jeg vil censure mig selv!"
Og så opdager de måske, at det faktisk ikke gjorde ondt, når det kom til stykket. (At udtrykke sig uden censur.)
Men censur? Ja, jeg lever også med den. Og lader mit sprog filtrere. Faktisk blev der i censurens epoker skrevet mange store værker. Så man kan altså godt skrive uden de mest krydrede vokabularier.

Men en bog hvor forfatteren ikke har givet blot det mindste af sig selv? Det må vist være faglitteratur.

Tjaaa, jeg har altid været mere eller mindre som en åben bog. Mener privatliv er overvurderet og mere åbenhed i stedet for indesluttethed er vejen frem. Tror det giver et mere frit og afslappet samfund. Kort og godt, det rører mig simpelthen ikke om hverken fremmede eller folk jeg kender læser mine tanker og følelser. Jeg tror det har noget at gøre med at jeg er helt og holdent kold i røven omkring hvad andre tænker om mig. Jeg gider ikke være slave af andres holdninger. Hvis de har et problem med mig, så er det lige præcis det som det er; DERES problem. Jeg gør det ikke til mit. Og derfor har jeg billede på og skriver åbent og ærligt under mit ægte navn. Du bliver nødt til at gøre dig fri af hvad andre mener om dig, det er som at være i et emotionelt fængsel og det gavner ingen og i sidste ende...i det store billede...betyder det så virkelig noget om nogen du kender læser dine ting? De kan kun komme til at kende dig bedre, i dybden og det er i mine øjne en positiv ting :)

Kort sagt, har aldrig lagt skjul på hvem jeg er...
- hvorfor sku jeg dog det?

Opfordrer gerne venner og bekendte til "at besøge pennen" og mine (& andres) scriblerier...

Hvis noget er så hemmeligt, at jeg ikke vil lægge navn til; vil jeg slet ikke skrive det.

Hilsen levi

Tak for jeres grundige svar alle sammen - det var interessant at høre jeres tanker omkring det.

Især disse ord fra Morpho, gjorde indtryk:

"Du er lige så syg i sindet, som du har behov for hemmeligheder.
Med andre ord. Ingen er perfekte, og det skal man heller ikke skamme sig over. Så giv slip!"

I har fået pillet gevaldigt ved min tankegang omkring det. Måske endda i så høj grad, at der i en nær fremtid kommer et profilbillede på :)

Igen, tak for jeres tid og alle de gode pointer.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Tja! Et navn som mit er jo ikke alment...
Vi er kun to, og jeg har IKKE deltaget i paradise hotel
-hvilket for godt ti år siden afstedkom mange opringninger fra unge damer kl sort lys i weak-ender...

Så længe man holder sin sti ren, er der jo intet at frygte, ved at alle ved hvem jeg er...

Hilsen levi

Det må være et kors at dele navn med en semikendt, Levi.:-)

Naomi, jeg havde det på samme måde, da jeg for år tilbage oprettede en profil herinde. Jeg havde ikke fortalt ret mange, at jeg skrev, og selvom det var fiktion og ikke personlige digte, var det stadig ret grænseoverskridende at offentliggøre det og høre andres mening. Derfor valgte jeg at oprette mig under mit pigenavn.

Jeg døde jo ikke af det, opdagede jeg og da jeg også begyndte at få udgivet lidt rundt omkring, valgte jeg at gøre Fahl til mit forfatternavn. Jeg ville stadig gerne være anonym, men også kunne genkendes af mine fyldepennevenner.

I disse fb-tider, hvor man gerne vil ud med bogen, er det dog lidt kringlet at hedde to forskellige ting. På den anden side er det heller ikke supersvært at finde frem til mit rigtige efternavn. Jeg formår ikke ligefrem at være fuldstændig undercover. Derfor har jeg nu valgt at være ligeglad. Hvis folk finder ud af mit rigtige navn, so be it. Jeg overlever, har jeg opdaget. :-)

kære Naomi
Andre mennesker tænker kan aldrig klippe et eneste hår af mig eller fra dig (jeg som ingen hår har kan sagtens sige det :=)) Fyldepennens krav om at bruge det rigtige navn er en brilliant garanti om taktogtone fordi det sorterer væk personer som ellers ville komme med verbal svineri. Du opdager helt sikkert det, at sætte ord på dine følelser vil forstærke dit selvværd. Go' skrivelyst :=))