Vær hilset.

Kender du det, at man vænner sig til ting, som man egentlig ikke bryder sig om?
Eller vænner sig til at undvære noget, der kan gøre en virkelig glad?
Sådan har jeg det med musik.

Lad os bare se det i øjnene.
Jeg er muligvis blevet voksen, moden og tæmmet nok til at passe ind i mit omgivende miljø af pop- og ”det, der er endnu værre”-elskere, men et sted i mit tilsyneladende velpolerede sind sidder der stadig en afdanket headbanger og skriger på opmærksomhed.

Jeg ELSKER heavy metal og især ”de gode gamle”.
Jeg har påført mig selv 36 timers tinnitus til en Metallica-koncert i KB-hallen i 80´erne, skrålet mig hæs til Metallica og AC/DC på Gentofte i 90´erne og påført mig selv både hjernerystelse og piskesmældslignende smerter ved overdreven headbanging bare sådan til hverdagsbrug.
Det var dengang, hvor mænd havde hår til midt på ryggen, gik i denim og slidte læderjakker og faktisk så ud til at være stolte af deres testosteron-overskud.
Dengang hvor et boyband var Københavns Drengekor.

Headbanging har jeg nu lagt på hylden.
Det blev jeg nødt til.
Efter to-tre numre med Guns´n´Roses (i selskab med min jublende datter) for et par år siden, fik jeg hold i en eller anden utrænet muskel og kunne ikke dreje hovedet i to dage. Må acceptere, at selv om sjælen stadig rocker, så er kroppen vist ved at være lidt slidt.
ØV!

Nå, men min pointe med hele den her udredning er, at det sker, at jeg glemmer min indre headbanger.
Det er år og dag siden, at der sidst er blevet udgivet noget fornuftigt inden for den genre og samtlige medier vil ikke røre den slags musik med en ildtang i dag.
I stedet fylder de æteren med rap, techno, dance og hvad f***** det nu ellers hedder. Både grumt, grimt og burde have sin helt egen paragraf i Menneskerettighedskonventionen.
Som resultat af dette ender jeg med at vænne mig til pop-musik og bliver nærmest ekstatisk, når der dukker en kunstner som Robbie Williams op, der faktisk har noget på hjerte og kan synge om andet end ulykkelig kærlighed og forældrenes alt for tidlige død.

I går sad jeg så og bed i tastaturet, fordi min ynkelige, overforsigtige hovedperson for gud ved hvilken gang havde sat sig ned og var i gang med at fundere over alle sine kvaler, bekymringer og livets uretfærdighed i almindelighed.
Hun græd.
Igen.
Og jeg kunne ikke komme videre, fordi jeg havde den største lyst til bare at ruske hende vildt og skrige: ”SÅ TAG DIG DOG SAMMEN, TØS!”, men det ville jo et eller andet sted ikke være videre høfligt, når det nu er mig selv, der har påført hende omtalte kvaler og spekulationer.

I frustration besluttede jeg at vaske op i stedet (jo, jeg VAR desperat) og gennemsøgte mine CD´er efter noget ordentlig musik at gøre dette til.
Og hvad sprang i mine øjne?
Min gamle ven Eddie, der med alle tegn på triumf, bryder lænkerne og forlader sin grav.
Et af mine gamle yndlings-albums med de uforlignelige Iron Maiden Live.
Med begyndende håb røg skiven i spillemaskinen, volumen-knappen blev drejet helt op og et par hovedtelefoner blev limet til mine ører (kæresten deler ikke min begejstring for hurtige trommer og geniale guitar-riffs).
Og tænk …

5 minutter efter var jeg nærmest lykkelig.

Så mens Bruce Dickinson og de øvrige ”poets of thunder” med vanlig energi fyrede deres kraftfulde toner og fantastiske fortællinger af i mine øregange, flippede min stakkels underernærede headbanger fuldstændigt sidelæns af begejstring og min muse rykkede min hovedperson ud af sin melankoli, så jeg kunne komme videre i beretningen.

Jamen, hvad skal jeg sige?

”Iron Maiden can't be faught,
Iron Maiden can't be sought.”

Mvh
Eddie