Jeg besøgte min far i torsdags for første gang i 18 år.
Okay, vi er da stødt på hinanden i mellemtiden, men jeg har vist ikke snakket med ham de sidste 6-7 år. Dette skyldes dog ikke (som min mor ellers ynder at tro), at jeg ikke kan fordrage manden, men slet og ret at jeg ikke så nogen grund til at tage kontakt med ham, når han egentlig ikke interesserer mig. Og omvendt bør det nok indskydes. Til gengæld har jeg altid sagt, at han da bare kan ringe, hvis han vil mig noget.
Det gjorde han så i torsdags. Eller rettere; han fik en sygeplejerske til det.
Min far har altid været en hypokonder og skulle man tro ham, har han været døende de sidste 20 år. Men denne gang er det så alvor, og i den anledning ville han gerne se sine døtre.
Det var sgu underligt, og selv om jeg helt ærligt ikke føler nogen reel sorg, fylder det alligevel meget.

Min far har altid været en gadedreng (nok hans mest charmerende træk) og ENORMT selvoptaget/opmærksomhedskrævende (mindre charmerende), så det var en nærmest uvirkelig oplevelse at genkende hans øjne i ansigtet på det trætte og udslidte menneske, der lå på den anviste stue.
Og at se ham være taknemmelig !!!! for vores tilstedeværelse …
Jeg gik helt i sort. Min lillesøster gik op til ham, sagde ”Hej Far” og fortalte, at vi var der begge to (han er på morfin og var på det tidspunkt kun delvist klar). Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Eller rettere; hvad jeg skulle kalde ham. Jeg mødte ham første gang, da jeg var 11 og havde indtil da troet, at min stedfar var min far. Af den grund har jeg ALDRIG kaldt ham Far, men heller aldrig ved navn (som han i øvrigt skifter i tide og utide, så jeg på forhånd havde måttet spørge min søster, hvad han hedder for øjeblikket), så hvad fa**** siger man?
Nå, det betød vist heller ikke så meget.

Det første kvarters tid var han så skiftevis ”væk” og tilsyneladende en smule overvældet, så han sagde ikke alverden. Min søster fik derfor den sjældne oplevelse at føre ordet. Imens står jeg så og kigger på hans underarme.
De er helt blåsorte og magre, men alligevel må jeg faktisk bekæmpe et lettere hysterisk fniseanfald. Min far er gammel sømand, og om det er derfor skal jeg ikke kunne sige, men hans arme er dækket med tatoverede pigenavne. Det ene er godt nok mit eget (båret af en svale), ligesom han har min søsters navn på brystet, men så HAR han altså heller ikke flere døtre. Midt på underarmen har han så én, som jeg ikke havde set før.
Ingen tegning, men bare ordene: XXX for evigt.
Hmm … Han og XXX gik fra hinanden for over 10 år siden.

Nå, min søster ville overnatte derovre, så efter en halv times tid går hun hen for at checke ind på patienthotellet. I mellemtiden får han så en klar periode, hvor følgende dialog finder sted:
Min far (med iver i resterne af stemmen): Carina, jeg er holdt op med at ryge.
Undertegnede: Nå da. Hvor længe har det stået på?
Bør nok nævnes, at manden får så meget ilt, at de almindelige iltslanger ikke kan holde til trykket. Det viste sig dog at have stået på siden påske, hvor han stadig kunne både stå, gå og drikke bajere.
Min far (denne gang med sit sædvanlige glimt i øjnene): Jeg er også holdt op med at drikke.
Jeg skreg af grin. Det var simpelthen så surrealistisk, at jeg ikke kunne lade være.
Undertegnede (efter at have fniset færdig): Hvad i alverden får du så tiden til at gå med?
Min far (konstaterende): Ikke så meget. C”,)

Kan slet ikke forklare, hvor underlig en oplevelse det var.
Det ene øjeblik var han helt klar og viste sig fra sin allermest charmerende side, men så kunne han pludselig falde i søvn eller drive væk midt i en sætning for derefter at fortsætte, hvor han slap, når han vågnede/vendte tilbage. Og så glemmer han at trække vejret. Han trækker det (rallende) ind og så bliver der helt stille så længe, at man kan nå at overveje, om han mon har planer om at begynde igen. Det har han så haft indtil videre.

Var så derovre igen i går (lørdag), hvor min søster (hun er stadig derovre) kunne berette, at han nu ikke fik medicin mere. Det troede jeg egentlig ikke, at han havde fået siden torsdag, hvor han havde frasagt sig behandling, men der er åbenbart forskel på den daglige medicin og så livsforlængende behandling. ????
I hvert fald var sygeplejersken kommet ind med medicinen om morgenen, men da hun fortalte ham, at det var tid til at tage den, havde han foreslået hende, at hun gjorde det selv, for HAN ville fandeme ikke have den. Hun havde så foreslået, at hun kunne komme tilbage ½ time senere, og om de så havde en aftale?
- Ja, det kan da godt være, at DU har.
Så nu får han kun morfin. Den havde han så netop fået, da jeg ankom, så han var helt væk. Søsteren mente dog ikke, at hun havde haft rigtig kontakt med ham hele dagen, så det gjorde vist ikke den store forskel.

Nu venter vi bare på, at han får sit andet ønske opfyldt; Fred.
Fra min side er tavlen visket ren. Som sagt vil hans død næppe fremkalde krampegråd, men han får mine bedste ønsker med på vejen. Som far og ægtemand var han en omvandrende katastrofe, men nogle mennesker er vel bare ikke beregnede til den slags. Og gode minder er der selvfølgelig også.

Eksempelvis var det ham, der:
- Præsenterede mig for John Mogensen og Otto Brandenburg.
- Lærte mig at nikke skaller (uden at flække øjenbrynene vel at mærke).
- Tog mig med på værtshus første gang. Jeg var 12 år og måtte (til min store ærgrelse) kun få sodavand, men til gengæld holdt han sig også selv ædru og slæbte mig med hjem sidst på eftermiddagen.
- Lærte mig, at man altid skal stoppe skjorten ned i bukserne, når man taler med sin mor. Også selv om det er i telefonen.
- Stopfodrede mig med is, da jeg fik halsbetændelse, selv om det var min egen skyld, og han havde sagt, at han ikke ville have medlidenhed med mig.
- Sendte mig roser dagen efter min 28 års fødselsdag, fordi han altid har ment, at omtalte dato VAR min fødselsdag.
- Lærte min søn at slå smut.
- Brugte et af sine klare øjeblikke i torsdags på at rose min bog og opfordre mig til at fortsætte med skriveriet.
- Lod mig se krigsfilm (Kodenavn; De Vilde Gæs), så jeg efterfølgende lå vågen den halve nat, fordi jeg ikke turde lukke øjnene af frygt for at få mareridt.
- Lærte mig, at ingen andre end jeg selv (og ham naturligvis, men det valgte jeg at overhøre) skal styre mit liv.

Egentlig ikke så dårligt at nå alt det på sammenlagt et års tid eller halvandet. C”,)