Replikken (overskriften) stammer fra 80'er-filmen St. Elmo's Fire der handler om 5-6 unge som har forladt college og nu skal 'ud i den virkelige verden', hvilket de selvfølgelig slipper fra med svingende held.
*Spoiler alert*
Billy kan slet ikke overskue det, og gennem filmen lykkes det ham at fucke sit liv 100 % op, men til sidst alligevel at være rette sjæl på rette sted da en anden i gruppen har brug for hjælp. Herefter beslutter han at drage ud i verden for at finde sig selv og give sin musikalske drøm en chance. Pigen der altid har elsket ham, følger ham til bussen, og de prøver at tage afsked. Begge er ret melankolske, og Billy er desuden rigtigt træt af sig selv, men pigen forsikrer ham om at han nok skal få sit gennembrud.
"You're so ..." Billy bryder ind, og de afslutter sætningen sammen. "... talented, Billy."
Hvorpå pigen ikke rigtigt ved hvad hun skal sige, for hvad siger man når opmuntringen er blevet en kliché, og virkeligheden slider på drømmene?

Det er efterhånden 10-15 år siden at jeg sidst så filmen, men replikken her dukkede alligevel op i mit hoved for et halvt års tid siden, og siden da er den poppet op med jævne mellemrum, især de seneste uger.
Måske fordi virkeligheden slider på drømmene, og jeg kun bliver mere trist af at få at vide at "You're so talented, Billy." For hvad hjælper dét når man er faret vild i livet?