Da jeg – for 6-7 år siden – gik på Laborantskolen, var der en lærer der fortalte mig, at selv om mennesket har fem sanser, så har vi altid én sans som er mere udviklet end de andre. Hun mente så, at min primær-sans var hørelsen fordi jeg altid styrtede rundt og lukkede stinkskabene, når deres alarmer begyndte at hyle (også når skabene var tomme), og det provokerede mig vildt at ”ejeren” af skabet kunne stå lige ved siden af uden lige at gide trække lågen ned. Den meget venlige lærer fortalte mig samtidig, at når folk koncentrerer sig om et eller andet, så har de stort set kun deres primær-sans ”åben”. De øvrige sanser bliver ”sat på lydløs” og vågner kun hvis de observerer faresignaler, og da de fleste menneskers primærsans er synet, var det muligt at mine klassekammerater slet ikke bemærkede alarmen, fordi de jo vidste, at skabet var tomt og dermed ikke udgjorde en risiko.
Jeg troede ærlig talt ikke på det, af den simple grund at jeg faktisk troede, at jeg for længst havde smadret min hørelse. Siden jeg var 13-14 år har jeg nemlig ikke rigtigt haft nogen øvre decibel-grænser for musik-indtag, og eftersom min musiksmag kun i yderst sjældne tilfælde har passet omgivelserne, er den ret ofte blevet indtaget gennem hovedtelefoner. Helst så højt, at jeg (hvis jeg er alene altså) ikke kan høre mig selv skråle med. C”,)

For et lille års tid siden opdagede jeg dog, at min lærer åbenbart havde ret.
Jeg havde lavet en fejlberegning, da jeg valgte rute til min aftentur, så da solen gik ned, var der stadig 5-6 km hjem. Som nævnt bor jeg på landet, så de her ture foregår på landevej (eller i skoven), og som bekendt er ordet ”gadebelysning” langt mere brugt end ”landevejsbelysning”. Det er der en ganske enkel forklaring på.
Nu er jeg egentlig ikke mørkeræd, men jeg har en forbandet, livlig fantasi med hang til det makabre, og den … ja, skal vi ikke bare sige, at den slog flikflak af begejstring, da 2-3 km af den sidste strækning gik gennem skoven? Undertegnede var knap så begejstret.
Vanen tro havde jeg hovedtelefoner på (Iron Maidens ”Fear of the Dark” for at det ikke skal være løgn) hvilket naturligvis forårsagede en række minder fra diverse 80´er-splatterfilm, hvor idioten med walkman´en ikke opfatter en hujende fis før han (det er stort set altid fyre) har en machéte eller lignende igennem sig. Jeg nåede dog frem til, at han nok ville være blevet dræbt under alle omstændigheder (det bliver de jo alle sammen), beholdt hovedtelefonerne på og tamtaaaam … Åbenbaring!
Min adrenalin-produktion holder sig på et acceptabelt niveau (dvs højt nok til at give et kick, men uden at hæmme åndedrættet) når jeg ikke kan HØRE omgivelserne. Jeg var naturligvis udmærket klar over, at hvis eksempelvis min egen lille savlegøj skulle være på jagt, ville jeg ikke nå at opdage den før det var temmelig meget for sent, men (som med fyren i splatterfilmene) hvad er egentlig idéen i at VIDE at man skal dø en brutal og smertefuld død? Lige på det område vil jeg egentlig hellere overraskes.
Mere jordbundne mennesker end jeg kunne måske argumentere for, at det kan være en fordel at blive advaret hvis angriberen er sådan almindeligt menneskelig seriemorder eller sex-forbryder, og det kan de da måske også have ret i. Men helt ærligt … hvor stor er risikoen for at rende på sådan en personage midt i no man´s land? Hin skal godt nok være den tålmodige type, hvis hin gider sidde der og vente på tilfældigt forbipasserende.

Pointen i al min vrøvlen her er, at jeg VIRKELIG burde have taget hovedtelefonerne på i seng mandag nat. I stedet lå jeg vågen til klokken 4.30 (der stod manden op, og så kunne jeg pludselig godt sove) og lyttede til vores nye husgæst - Miss Brain Rottweiler – der teede sig som en teenager alene hjemme.
Har man aldrig haft en rotte i huset – og det gælder forhåbentlig de fleste – er det umuligt at forestille sig hvor meget en enkelt af slagsen egentlig kan larme. Mus hører man jo stort set kun når de pusler i væggene eller roder i skraldespanden, men rotter … eller også ER Miss Rottweiler virkelig teenager. Faktisk er jeg NU helt ked af, at jeg ikke har en optagelse af hendes eskapader, for hvis rotter kan more sig, så var det det hun gjorde:
Den første times tid var hun godt nok LIDT forsigtig. Ikke stille, men forsigtig. Hun snuflede rundt i køkkenet, gangen og stuen, men sådan i ryk som om hun lige skulle sondere terrænet inden hun rykkede frem og undersøgte det nærmere. Og ind imellem smuttede hun så op gennem murene til loftet hvor hun hænger ud i dagtimerne. Da den times tid var gået, mente hun til gengæld også at de undersøgte rum var hende.
Hun væltede rundt på køkkengulvet, hvilket lød som en lille hund (det gør hun så generelt) på jagt efter sin egen hale.
Derfra galoperede hun ud i gangen hvor hun gav sig til at hoppe op og ned. Tilsyneladende forsøgte hun at åbne et skab derude, for man kunne høre hende sætte af, så en banken på skabet og derefter et lidet flatterende, tungt bump når hun igen landede på gulvet. Det brugte hun 5 minutters tid på. Igen som at høre en lille hund, i det hun jo har kløerne ude hele tiden. Sidste gang hun hoppede, tror jeg at hun landede forkert, for der lød sådan en skride-lyd, som om benene smuttede under hende, og så gad hun ikke DET mere.
Senere på natten flyttede hun ind i stuen. Igen en masse vælten omkring på gulvet, så et par minutters stilhed og derefter en sær slæbende lyd som når man trækker en måtte eller lignende over gulvet. Der gik lige et øjeblik (hvilket i øvrigt også var varigheden af lyden) før jeg fik billede på DEN lyd, men jeg TROR, at det er lyden af en rotte der glider langsomt ned ad ryglænet på en imiteret lædersofa. Den antagelse går også meget godt i spænd med, at næste lyd utvivlsomt var enten en rotte eller en lille hund der krydsede hen over sofabordet.
Derefter tilbage til gang, køkken og loft. HELE NATTEN!!!

Omkring ved 3-tiden besluttede jeg, at jeg simpelthen ikke kunne holde det ud mere, og at jeg måtte forlænge både min og ungernes vinterferie indtil hun var ude. Det er pinligt at indrømme det, for jeg har netop bedt ungerne om IKKE at blive det, men jeg var så tæt på at være hysterisk som man kan være uden at støje.
Det virkelig tåbelige er, at jeg ikke er bange for rotter (ligesom jeg heller ikke er mørkeræd, fnis). Som tidligere nævnt vil jeg ikke have den vilde art alt for tæt på, men det er ud fra en – efter min mening – rationel risikovurdering. Ligesom jeg heller ikke kaster mig over fremmede hunde for at klappe dem.
Problemet var bare, at den sidste rotte jeg havde set, var den som blev fisket op fra toilettet, og den VAR ulækker og fedtet, plus den havde tænderne blottet (har alle arter ikke det hvis de dør kæmpende?). Et eller andet sted i min underbevidsthed havde det billede blandet sig med billedet af rotten fra Lady&Vagabonden (et pjusket, rødøjet, ondskabsfuldt udseende bæst, som min søn bragte på bane som argument for lige at se nogle billeder af rigtige rotter, så han ikke blev hysterisk), så den nat oplevede jeg faktisk Miss Rottweilers udskejelser både som en trussel og en krænkelse.
Det forbandede, beskidte &%(¤/%¤ af et børneskambidende møgdyr at være larmede rundt på den måde som en provokation. Og endnu værre blev det når hun var stille, for hvor var hun så? Og hvad lavede hun? En enkelt gang vækkede jeg endda manden for at få ham til at tænde lyset, så jeg kunne undersøge om hun havde sneget sig ind i soveværelset.
Dette problem kunne jo være løst ret nemt ved at lukke døren, men ungernes døre står altid på klem om natten, og jeg havde en eller anden idé om at det gjorde en forskel, om jeg kunne høre hende smutte derind eller ej. Og lukke deres døre turde jeg heller ikke, for hvad nu hvis hun allerede VAR derinde, og jeg dermed fik afskåret hendes flugtvej? At hun allerede havde boet i huset i mindst 4 dage uden at æde nogen (andre end musene naturligvis), gjorde slet intet indtryk på mig der i mørket.
Du godeste …

Det meste af tirsdagen sad den følelse stadig i mig.
Min datter kom syg hjem om eftermiddagen, og da det blev tid til at jeg skulle ud at ringe, var jeg ærlig talt ikke meget for at lade hende være alene hjemme. Sagde det dog ikke til hende, da der jo ikke var nogen grund til at skræmme livet af hende, og jeg kunne trods alt huske, at Miss Rottweiler plejer at holde sig ”hjemme” (under loftgulvet) i dagslys.
Så jeg tog af sted. Det tager knap en time at køre ud og ringe og tilbage igen, hvis man tager cyklen. Det gjorde jeg så den dag. Efter en halv time ringede datteren. Hun kunne høre Miss Rottweiler larme rundt og syntes, at det var uhyggeligt at være alene hjemme. Det endte derfor med, at datteren gik hjemmefra med feber (godt nok lav, men ikke desto mindre) for at gå mig i møde. Jeg var så gal, at jeg kunne have dræbt den rotte med en skruetrækker.
Da vi kom hjem, ville datteren vise mig noget på PC´en som de havde lavet i skolen. Jeg gik derfor op ad trappen til loftet. Trappen er en åben vinkeltrappe, og halvvejs oppe er loftets gulv i øjenhøjde. Lige ved siden af trappen står ungernes ”fjernsynssofa”, og i det mit hoved var ud for sofaens ben sprang Miss Rottweiler fra sofaen, ned på gulvet og forsvandt ind mellem nogle kasser.
Jeg skreg! Først af forskrækkelse og derefter af grin.
For Miss Rottweiler er IKKE en ulækker, fedtet 3 kilos angrebsmaskine med røde øjne. Hun er vel lidt mindre end et marsvin, har blank, skinnende pels i en smuk rødbrun farve og var bare ude for at plyndre ungernes sofa for redemateriale.

Suuuuk! Redemateriale …

Miss Rottweiler skal stadig dø. Vi lagde gift ud til hende i går (langsomtvirkende, hvilket skulle være mere skånsomt end den hurtigtvirkende som forårsager kramper og yadrk), og hun har da i hvert fald snuset til det, hvis hun ikke endda har spist af det.
Nu er det bare trist at slå hende ihjel.

Sov for øvrigt aldeles fremragende i nat. Ungernes værelser blev checket for rotter og huller, og deres døre blev lukket ved sengetid. Døren til soveværelset kunne så også lukkes.
Jeg vågnede engang ved 1-tiden og kunne høre hende tumle rundt ude i gangen. Så vendte jeg mig om på den anden side og sov videre.

Dagens touch of Alice (måske ikke heeelt passende, men pyt):

(Alice Cooper/Roadrats)