Var lige et smut forbi min samtale-ven og hans kæreste her i eftermiddag, og vi kom til at snakke om fobier. Mere præcist vores egne. Kæresten fortæller, at hun lider af en hajfobi hvilket jo i sig selv ikke burde være et problem her i landet, men den er så omfattende, at hun også frygter dem i svømmehaller og badebassiner. Hvis solen ikke skinner, så hun hele tiden kan se bunden tydeligt, kan hun ikke få sig selv til at være i vandet.
Hun ved selvfølgelig godt, at det er en irrationel frygt, men denne viden er ikke nok til at bekæmpe hendes frygt i situationen.
Jeg måtte tilstå, at det kan jeg godt følge, da jeg selv er pi**ebange for varulve.
"Varulve?" gentog begge hvilket er en helt almindelig reaktion på den oplysning, som regel fulgt op af lettere vantro latter.
"Jah, jah," svarede jeg sædvanen tro. "Jeg VED godt, at de ikke findes, men det KAN jeg altså ikke forklare mig selv når ..."
"Jo, jo," afbrød min samtale-ven gravalvorligt. "Selvfølgelig findes de, men der er ikke ret mange der kan se dem."

Øøøhm ... Uventet svar. c",)
Der fulgte så en svært gengivelig udredning om varulve (og andre fabelvæsner), hvis essens egentlig mindede lidt om Jung og hans arketyper, og som mærkeligt nok gav mening. Men hvad der er endnu mærkeligere er, at min irrationelle angst pludselig blev håndgribelig og derfor nu føles nemmere at håndtere.
I´ll be damned.
Om det så virker næste gang jeg har behov for det ... det må tiden jo vise.