Start på dagbogsindlæg Take 3:

Som ovenstående måske røber, ved jeg ikke helt hvordan jeg skal formulere det her, så det giver mening. Måske ER der slet ikke en mening. I hvert fald er der vist ingen pæn måde at sige det på, så jeg siger det bare lige ud:
Jeg er r**træt af menneskeheden. Hovedsageligt enkeltindivider, men egentlig arten i det hele taget. Jeg har hermed officielt opgivet at forstå den og dens "regler", og min følelse af tilhørsforhold til den er nærmest non-eksistent. Hvad jeg så er i stedet for et menneske, har jeg ikke helt fundet ud af endnu, og sandsynligvis viser det sig en dag, at jeg ER et menneske, men bare uhelbredeligt utilpasset.

For nogle måneder siden mødte jeg en gut der viste sig at have nogle dugfriske og ret væmmelige skeletter i skabet. Den slags som kommer i nyhederne hvis de ser dagens lys, hvilket de her gjorde.
Efter et par dages selvransagelse besluttede jeg dog, at jeg egentlig meget godt kunne lide ham alligevel. Alle kan jo begå fejl, og jeg ser ingen grund til at sparke til folk der ligger ned i forvejen.
En måneds tid efter offentliggørelsen faldt jeg så i snak med ham om emnet og især om folks reaktioner på det/ham, og her sagde han bla, at han var ved at finde ud af hvem der var ægte mennesker, og hvem der bare var overflade.
Størstedelen af mig kunne godt forstå ham, men en lille del af mig syntes at han var lige lovlig hård i den opdeling.
Nu ved jeg sgu snart ikke.

Jeg føler mere og mere, at jeg bliver kørt ud på et sidespor. Min sociale intelligens må være på sinkestadiet (ER den også ifølge en test, jeg tog for en del år siden), for jeg fatter simpelthen ikke de regler - eller hvad det nu er - som andre spiller efter.
Jeg kan læse de fleste mennesker ret klart, forstår deres bevæggrunde osv, men deres spil og intriger er jeg fuldstændig blank på. Simpelthen fordi de - i mine øjne - opfører sig ... ja, egentlig ville jeg sige irrationelt, men jeg er vant til at folk opfører sig irrationelt/uhensigtsmæssigt, så det dækker det ikke rigtigt.
Øøøh ... Folk siger ét, udstråler noget andet (så langt er jeg på hjemmebane) og gør så noget helt tredje. Og det er så der, jeg står af.
Hvorfor gør de sådan? Hvor mange ansigter kan et menneske have og stadig være "ægte"? Og hvor meget kan de give af sig selv til tilfældigt forbipasserende og stadig have noget tilbage til dem selv?

Jeg har som nævnt opgivet at forstå det og dem, og har meldt mig ud af menneskeheden. Eller måske er jeg BLEVET meldt ud. I hvert fald skyldes min frustration (selvfølgelig), at jeg ikke synes at der er en plads til mig nogen steder.
Så i den såkaldt virkelige verden kan jeg hurtigt optælle min flok til at bestå af mand, to børn og et par gamle (men fjerntboende) venner. Heldigvis er verden så - via nettet - vokset ud over "virkelighedens" grænser, så jeg kan føje et par stykker mere til min fortrolighedssfære. Og tak for det.