Søndag den 27-04-08 Konfirmation

Jeg var træt da vækkeuret ringede klokken 6.15. Jeg havde hostet det meste af natten, havde ondt i halsen og hovedpine af al den hosten. Jeg blev liggende lidt, og tænkte på grunden til at uret ringede så tidligt. Jeg skulle til konfirmation, Trisses. Jeg syntes ikke det var så længe siden Tot ringede hjem og sagde: ”Du er blevet farmor igen til en lille pige”. Jeg var så glad og stolt, og mindes den dag han gik op af kirkegulvet sammen med Trisse mor, der bar den lille pige på armen, og da hun blev døbt, Trauelsen. Jeg var stolt, men intet i forhold til Farfar, der var tårer i hans øjne. Vi har passet hende mange gange siden den gang hun stadig lå i liften og hun blev vores øjesten, og nu skulle hun konfirmeres.

Jeg sukkede og stod op. Jeg stoppede ved vinduet og sammen med Steffi kiggede jeg ud og fornemmede vejret, og det var skøn solskin. Jeg smilede til Steffi og lagde armen på min dejlige store hund. Så tog jeg tøj på og gik ud med hende. Bagefter op for at fordre hende og kattene, og så endelig morgenmad til mig selv. Så et hurtigt bad og op for at klæde om. Jeg gik en ekstra tur med Steffi.

Klokken 7.30 kom min vogn, jeg var i god tid, så jeg brugte tiden på at høre radio på min mobil og humpe frem og tilbage medens jeg brummede med på musik og så kom toget endelig. Så gik turen til Fyn. Det var underligt at komme til Fyn igen, det sted hvor jeg havde boet og levet det meste af mit liv. På banegården i Odense købte jeg mig en brunsviger og en kop kaffe indtil klokken var 9.30, så ringede jeg til min søn Tot. Vi mødtes nede ved kiosken og så kørte vi sammen med hans kæreste til kirken.

Her mødte jeg konfirmanden, min øjesten Trisse, hun var smuk i den lange hvide kjole med sjalet over skulderen og det sorte hår sat flot op. Jeg fik en stor krammer, medens hun med tårer i øjnene hviskede til mig, ”Jeg savner ham sådan, bare han havde været her”. Jeg vidste hvem hun mente nemlig farfar, min afdøde mand. Jeg svarede, at det gør jeg også han ville have været så stolt af dig. Nu kom hendes veninde og jeg præsenterede mig som farmor. En ung pige sagde: ”dig har jeg hørt så meget om”. Det var Trisses veninden. Jeg smilede og så gik vi ind i kirken. Hendes Mor, Tot, mormor, bedstefar og mig sad oppe foran hos Trisse. Det var flot da konfirmanderne kom gående op af kirkegulvet. Det var en lille kirke og vi sad meget klemt på den lille bænk, og vi var nogle der ikke er helt slanke. Vi sang nogle gamle sange, og dem kunne jeg næsten huske så jeg sang med så godt jeg kunne, men der var også nogle helt nye, og dem kendte jeg ikke. Præsten holdt en god prædiken, der handlede om mobning og det problem teenager giver der forældre, og det var sagt med et glimt i øjet. En god prædiken.

Jeg prøvede at kigge ud mod Trisse, men med et var min tanker i en anden kirke, den kirke jeg var i sidste gang jeg var i kirken. Der så jeg Erling kiste stå der. Mit hjerte hamrede, jeg så mig selv sidde der og græde, medens jeg tænkte på at det ikke var ham der lå der. Jeg var bange, så rystede jeg på hovedet og vendte tilbage til virkeligheden.

Præsten var færdig og vi sang igen. Så gik alle konfirmanderne op og stilede sig rundt omkring alteret. Så blev de nævnt en af gangen men navn og de pårørende rejste sig og de unge sagde ja til konfirmationen, de blev velsignet og så fik de alle et lille ordsprog med på vejen. Så var de færdige, vi sang den sidste salme, og konfirmanderne gik ud og det gjorde vi andre også. Præsten gav hånd og alle skulle sige tillykke til konfirmanderne. Der var også kommet et par piger på hesteryg, de var fra ride klubben. Trisses mor fortalte mig at hun havde en overraskelse til hende. Hun skulle kører fra kirken på en motorcykel. Jeg skulle med Tot og kæresten, så vi blev nød til at kører. Jeg gav hende mit fotografiapparat, så hun kunne tag billeder af en overrasket Trisse. Så kørte vi.

Kæresten var en smule sur over at have siddet bagerst nede i kirken, men det gjorde Trisses mors nye mand jo også. Næ jeg tænkte med et lille smil at hun var jaloux fordi Tot sad ved siden af Trisses mor. SUK. Vi kørte ud til kærestens forældre, de skulle også med og det samme skulle hendes børn. Efter et ”goddag” og en hurtig kop kaffe gik turen til den restaurant, hvor vi skulle have frokost.

Konfirmanden var allerede kommet, og hun kom hen til mig og gav mig igen en krammer medens hun hviskede, ”Jeg savner ham sådan farmor”. Jeg kyssede hende på kinden og sagde bare, ”Det ved jeg, men nu skal du bare være glad, for det ville han have ønsket. Han sidder deroppe og kigger ned på dig og passer på dig, husk altid det”. Så kom hendes lillesøster og sagde hun skulle komme hen til sin Mor, for vi skulle ind i restauranten.

Nu begyndte vi alle at gå ind og jeg sad ved siden af Trisses Mor, og overfor mig sad hendes unge, gravide niece. Hun var en sød pige. Så bød ”Papfar” velkommen og sagde værsgo. Jeg prøvede at finde nogle fodtrin, jeg kunne følge hen til maden, men det var svært, for der var megen snakken og mumlen. Men jeg fandt op til maden og ved at spørge fandt jeg en sildemad, en frikadelle og lidt biksemad med spejlæg. Så famlede jeg tilbage til bordet. Lige på det tidspunkt mærkede jeg, hvor svagtseende jeg egentlig er. Jeg tænker ikke så meget på det når jeg er hjemme, for så er jeg jo på hjemmebane og kender hver en krog.

Nå, men vi spiste og snakkede. Jeg drak rødvin til, og den unge niece kun sodavand. Efter nogen tid sang vi den sang Trisses mormor havde skrevet til hende og vi råbte hurra for Trisse. Hun kom igen hen til mig. Og også denne gang sagde hun, hvor meget hun savnede sin farfar og hvor glad hun var fordi jeg kom. Så sagde jeg til hende: ”Jeg ville have holdt en tale for dig, men jeg vil ikke være pinlig for dig netop i dag, men jeg vil fortælle den til dig nu. Jeg var så stolt dengang din Mor og Far bar dig op af kirkegulvet og du fik dit navn. Vi passede dig allerede dengang du lå i din lift, og du blev vores øjesten. Kan du huske din først tur med Pippi (min gamle hund), hun løb med dig”. Trisse lo. Jeg fortsatte, ”Kan du huske når vi gik ture, dig, Farfar, Pippi og mig, vi sang og skrålede Du er min øjesten”. Hun nikkede med tårer i øjnene. Hvad med 1 – 2 – 3 plot” Nu grinede hun. ”Ja, Farfar sagde du skulle gå 3 skridt til siden, for så ville det sige plot, og du ville falde i havnen, og så gik vi alle tre og sagde 1 – 2 – 3 plot”. Hun smilede og fortsatte så, ” Kan du huske det flotte Pariser hjul om aftenen, det var så flot og så kunne du ikke se det, men så var jeg dine øjne. Åh Farmor, hvor har vi mange minder”. Jeg sagde, ”Trisse, du skal huske uanset hvad der sker, kan du altid ringe eller komme til mig, og jeg vil altid være der for dig”. Hun gav mit hånd og klem, og svarede, ”ja, for jeg vil altid være din øjesten”. Hun gav mig en krammer og jeg kunne mærke hun hulkede. Nu var der en der slog på glasset, hun tørrede sine øjne og smilede igen til mig.

Det var hendes Mor, der holdt en tale til hende. Hun snakkede om at Trisse var blevet alt for hurtig stor, og om hvad fremtiden mon ville bringe, så sang vi den sang hun havde skrevet til sin datter, og så råbte vi igen hurra for Trisse. Niecen overfor mig hjalp mig og hentede et par tarteletter til mig. Hun sagde, det ville være rart med en lille middagslur, og det kunne jeg godt give hende ret i.

Trisses halv lillebror er kun 3 år og en krudtugle, men de store børn tog sig af ham, og ellers måtte Mor og Far fange ham. Så blev det kaffe tid og jeg fik lagkage og æblekage til. Nu var det Trisse der slog på glasset, og hun rejste sig for at holde en tale. Hun takkede sin Mor, Papfar, Far og hans kæreste for festen og fordi de har taget sig af hende. Så fortsatte hun. ”Jeg vil også sige tak til en meget speciel gæst, det betyder alt for mig at hun er her i dag. Min Farmor”. Jeg blev overrasket og nu var det mig der havde tårer i øjnene. Hun fortsatte, ”Jeg ville have ønsket min Farfar også kunne have været her i dag, men det kan han jo ikke, men jeg ved han sidder deroppe hos stjernerne og passer på mig, som han altid har gjort, jeg savner ham sådan. Men nu, smilede hun, ” Skal vi råbe et stort hurra for min Mor, Papfar, Far, hans kæreste og min Farmor”. Og så råbte de alle sammen hurra for os. Jeg var dybt rørt. Hun kom hen og lagde armene om mig og hviskede, ”Jeg elsker dig Farmor”. Jeg smilede gennem tårer og svarede, ”Jeg elsker også dig min øjesten, min prinsesse. Jeg er så stolt over dig, og det ville han også have været”. Det var flot at hun turde rejse sig for omkring 50 mennesker og holde en tale, klart og tydelig.

Der var jo også en del pakker og de skulle pakkes op, der var nu mest telegrammer, som hun åbnede omgivet af sin familie og venner. Hver gang der var penge i telegrammet gav hun dem til sin Mor og hun stak dem i sin BH. Der var ca. 10.000 kr., en Harry Potter figur, smykker, en dyne med en pose til, som hun skal bruge når hun skal på efterskole efter sommerferien. Hun ville nok bruge de fleste af pengene til en bærbar computer.

Tiden gik, og omkring klokken 15 var jeg godt flad, og gjorde mig klar til at vende næsen mod Sjælland igen. Jeg fandt først konfirmandens Mor og Papfar og sagde tak for i dag, også den gravide niece fik et tak for hjælpen og i dag, samt held og lykke med den kommende baby. Trisse kom også og fik et kæmpeknus og hun lovede at komme over og besøge mig en weekend i sommerferien, så vi kan snakke farfar og minder og så skal vi selvfølgelig hygge. Hun gik med mig udenfor, og her mødte jeg Tot og hans kæreste og jeg sagde også farvel til dem og tak for liftet til kirken og derned. Tot spurgte om han ikke skulle følge mig til Banegårdscenteret, men jeg svarede, at det behøvede han ikke, for jeg kendte godt vejen og kunne godt gå derhen alene.

Så satte jeg ”hørelapperne” på min mobil og tændte for radioen, på Radio Luna, og med mine mørke solbriller og min hvide stok, fandt jeg den store vej, der førte til Banegården, og vinkede farvel. Det var skønt vejr og jeg nød turen. Det er dejlig en gang i mellem bare at kunne gå alene, ikke at være afhængig af andre. Det var lang tid siden. Jeg nynnede med på musikken. Sådan nåede jeg det store kryds med lyskurvene. Der var lyd på så jeg stod og lyttede for at høre når den sagde der var grønt lys. Samtidig prøvede jeg at lytte mig til om der var andre der skulle over, og det var der, så jeg skyndte mig så godt jeg kunne over sammen med dem. Så kom jeg til Banegården, tog rulletrapperne op, jeg ”hoppede” på, og så satte jeg foden på det trin foran, og når det ”lagde” sig, vidste jeg vi var nået op. Så fandt jeg mine mærker i gulvet og den butik jeg ledte efter. Jeg gik ind, forsigtig for ikke at vælte at det jeg vidste var der men ikke kunne se. Jeg spurgte efter en halskæde, en af dem med den der sorte snor og et kors. Jeg mærkede på dem og fandt to, for 50 kr. Inde ved siden af købte jeg en cola, og så fandt jeg det rigtige tog, og spurgte for at være sikker. Mobilos ringede og det var min søn der ville høre om jeg var kommet godt hen til toget, og det var jeg. Og lovede at ringe når jeg var vel hjemme igen. Til sidst ringede jeg til Else og sagde jeg var på vej. Nu kunne jeg slappe af, og stadig med ”radioen” i ørene, sad jeg og tænkte på dagens oplevelser. Lidt over 17. var jeg hjemme igen og nu skulle jeg slappe af, men det går jo ikke altid som vi planlægger, fortsættelse følger.