Torsdag den 12. februar 2009

Det der skulle have været ugen op til min fødselsdag er blevet et mareridt. Else blev sendt hjem fra arbejde fredag med influenza, og jeg måtte klare det hele selv, og jeg havde det heller ikke så godt, men det allerværste. Lørdag begyndte Olde igen at hoste, og søndag eftermiddag så slemt at vi måtte have lægevagt. Hun havde lungebetændelse og fik penecelin af ham med det samme. Hen på aftenen fik hun det dårligere og var fjern og konfus. Hun kunne ikke selv gå på toilettet, Else og mig måtte slæbe hende derud, så faldt Else samme på gulvet fordi hun var så svækket af sin influenza. Olde kunne ikke finde ud af at få bukserne ned og sad på dem og tissede, så jeg fik dem hevet af hende givet hende rene på. Så fik vi sammen slæbt hende ind igen og jeg ringede til lægevagten, og blev dybt chokeret da han sagde jeg skulle ringe 112.Men nu "vågende" Olde lidt op, for det ville hun ikke.

Men vi ringede alligevel. Og så skete det hele hurtigt. Falck og lægeambulancen kom med blå blink og de tog et hurtigt kig, og så gav de hende ilt, hun ville dog ikke have masken på og slet ikke med. Jeg prøvede at overtale hende, men så bad lægen fra lægeambulancen mig om at gå ud og så sagde hun til hende. Fru Jørgensen, vil de ikke gerne være rask og komme hjem til deres døtre igen, så skal de tag med, for pigeren har ingen ilt her, og det skal du have. Så fik de hende over på båren og jeg tog med hende.

Undervejs fik hun det dårligere og de kaldet over radioen så da vi kom til sygehuset, stod der et hold klar til at tag sig af hende. De fik hende over i en seng og nu stod 6 mennesker og slå for og med hende for hun ville ikke have masken på. Det var hårdt a se sin Mor ligge der og slås for sit liv for jeg kunne fornemme at hun ikke kunne få luft. Så blev jeg sendt udenfor, og gik frem og tilbage, indtil lægen efter nogen timer kom ud, og fortalte af var vi ikke kommet med hende, så havde vi fundet hende enten bevistløs eller død næste morgen.

Så gik lægen ind igen og med et kom det stormene ud med hende på en båre og en masse apparater, og så nærmest løb de op til intensiv afdelinge hvor hun blev indlagt. Min to Odense søster var på vej, og klokken 2 natten til mandag kom de, og efter vi havde snakket samme og med lægen blev jeg sendt hjem i en taxa.

Den nat sov vi ikke meget og jeg hostede og hostede. Næste morgen havde jeg læge, og jeg havde dobbelt siddet lungebetændelse og er på penecelin. Jeg kunne dårlig kravle ud af min seng og ned på toilettet. Min niece kom for at hjælpe os, hun er gravid, men det første hun gør er at ligge sig med influenza. Mandag klarede Else tingene ved at hænge fast i kanterne.

Natten til tirsdag havde jeg været nede, og så ved jeg faktisk ikke hvad der skete, før jeg mærkede et slag på kinden, og jeg kunne ikke finde ud af hvad der var sket, men kunne høre min kat jamre, Else og Sus kom stormene op, de havde hørt et brag. Og her lå jeg så henover min væltede lænestol og det er en af de helt store tunge og gamle, og nedenunder den lå katten. De fik hevet mig op og befriet Elvis. Så måtte jeg ikke gå ned alene, først i dag kan jeg sådan lidt gå ned selv.

Men Olde, har det rigtig skidt, hun kan stadig ikke trække vejret uden en maske, og vi fik besked på at de nu ligger en sonde ned, for hun kan ikke spise selv, og ellers vil hun dø af sult. Lægerne siger vi ikke skal sætte håber for højt, de kan gå begge veje. Så al fødselsdag er aflyst. Vi prøver at holde modet og håbet op på hinanden, men ved at når den anden ikke ser det, græder vi i smug.

Men jeg har egentlig ikke rigtig kunnet græde endnu, og det gør også ondt, fordi jeg efter min kamp med lænestolen har fået alle tiders blå øje. Det ser så flot ud af jeg for første gang siden i søndags fil Else og Sus til at grine. Men det kan jeg ikke selv tåle for jeg er radbrækket af at hoste, at ligge og slås med lænestolen. Så derfor ved jeg ikke helt hvornår jeg er på benene igen.