Så sidder man her og filosoferer over fortiden igen. Måske er det fordi jeg var inde at se Stig Møller i går. Min far var totalt tosset med Steppeulvene.

Det var 1966 og den lille familie boede i en lille halvanden værelses lejlighed på Nørrebro.
Der var mor på 24, far på 26 og to pigebørn på 6 og 4 år.
Far arbejdede on-and-off som svejser, men drak for meget, og passede ikke sit arbejde.
Mor var hjemmegående og passede børn, holdt hus og kongens foged fra døren.
Nogle gange var pigerne alene hjemme om aftenen, når forældrene skulle ud og feste.
En af disse gange var pigerne på eventyr i den lille lejlighed. De klippede hinandens hår, malede med jod i ansigterne og spiste alle Dolcevitaerne (vitaminpiller). De forsøgte at "bage" aben med det blå nylonhår, ovenpå ovnen, som stod i stuen. For at skjule beviserne, gemte de den forbrændte abe under håndvasken. Men fars lugtesans fandt frem til den senere den aften. Med de håndgribelige beviser, skulle straffen afmåles:

1. Stå skoleret ryg mod ryg i fire timer

2. Ingen mad eller hvile.

3. 10 rap med bøjlen i røven.

4. På hovedet i seng med vågelyset slukket.

Træbøjlen knækkede da den ældste skulle have sin straf, så en erstatning måtte findes. Det blev så træsleven i stedet for.

Far slog og slog i de blege små numser. Linda, den ældste, skreg og græd. Marie, den lille, fik åbenbart ikke så mange smæk som Linda, for hun græd ikke. Hun havde altid været fars kæledægge. Lige fra fødslen hvor hun kom ud, tyk, og blå i ansigtet, hvor han kaldte hende for "Sonny Liston" Han kaldte hende senere for "Bomlehoved" fordi hun slog hovedet så tit. En gang kørte hun på sin tre-hjulede med fuld fart ind under bordet, men bordet var ikke så højt. Så måtte far have hende på skadestuen og syes.
Onkel Henning kom nogle gange og skulle babysitte. Han hørte ind under åndssvagforsorgen og var så underlig, at selv pigerne fornemmede det. Onkel Henning ville gerne være alene med Linda på pigernes soveværelse.
Marie vidste at der var noget forkert over det, men kunne, med sine kun fire år, naturligvis ikke pinpointe hvad det var. Mor havde også sine anelser, men lod modstræbende tvivlen komme ham og far, hans bror, til gode.
Linda var glad for den opmærksomhed hun fik. Hun var i bund og grund familiens lille sorte får. Hun viste allerede den gang tegn på skizofreni, diagnosen kom først meget senere.
Fars alkoholisme tog til, ligeledes gjorde afstraffelserne. Hvis far spurgte hvorfor man gjorde det, og man så svarede "fordi" skulle man over knæet. Hvis man larmede, når far skulle have en skraber på sofaen efter formiddagsbajerne, skulle man over knæet.

Med årene tog fars alkoholisme til. Han hang nede på værtshusene mens mor gik hjemme og ventede endnu et barn. Far kom hjem en aften, og sagde at barnet ikke var hans. Så tog han mor i armen og svingede hende rundt. Med sin ni-måneders store mave, væltede rundt og tog små porcelænsstatuetter og glaspynt med sig. Lægerne måtte bruge pincetter for at få alle skårene ud af mors krop. Hun sagde at hun var faldet. Fogeden kom og tog alle møblerne, der var købt på afbetaling.
De efterlod:

1. 4 stole

2. 1 spisebord

3. senge

4. køkkengrej

Der gik ikke længe før far fik arbejde og flere flotte, dyre ting på afbetaling. Der gik heller ikke længe før Kongens Foged var der igen.

Med fars alkoholisme tiltog også tæskene. Vi forlod til sidst far i hans lille lejlighed på Nørrebro og flyttede ind med Richard i en forstad til Frederiksværk.
Peter, det lille ny barn, blev bortadopteret og et nyt var på vej.
Far kom og tiggede mor om at komme tilbage. Hun gav efter. Et stykke tid efter hjemkomsten til Nørrebro, kom pigerne på børnehjem. Mor var et nervevrag og vejede 45 kilo. Den lille nye dreng, Martin, kom til verden. Far bankede atter løs på mor og vi flyttede igen ud til Richard. Men far ville have Martin. Mor bønfaldt ham om at lade ham komme med os, men far stod på sine borgerlige rettigheder. Dengang tilfaldt forældremyndigheden manden. Far blev visiteret og de mente at han kunne forsørge og passe Martin godt. De vidste ikke at han drak. Der gik heller ikke lang tid før myndighederne måtte hente Martin, og bringe ham til at spædbørnshjem. Far ville stadig ikke opgive sine rettigheder, så mor og far blev enige om, at samme familie, der havde adopteret Peter, skulle adoptere Martin.

De boede på landet nu. For første gang i deres små liv var de lykkelige. De havde marker, masser af dyr og ikke mindst høballer omkring dem. De lavede store og opfindsomme hytter af ballerne. Der var til mange timers leg og glæde. Der var børn på samme alder på vejen, der talte med accent. De kaldte dem bonderøve, og de kaldte pigerne københavnersnuder. Skolen var ny og moderne. Og livet var herligt.

Men mor var ikke glad på landet. Efternøleren Pia blev født og familien flyttede tilbage til Nørrebro i en pæn stor lejlighed.
Pigerne begyndte på den nørrebroske folkeskole. På skolen var der udbredt mobning, ikke kun fra eleverne, men også i stor grad fra lærerne. Mobningen resulterede i nervøsitet, angst og rådvildhed. Hvis ikke man kunne finde støtte i de voksne, hvem så?
Så flyttede de i en billigere lejlighed også på Nørrebro. Mor var begyndt at drikke meget, og blev væk flere dage i træk på sine drukture. Marie sov med mors tøj, for at snuse hende til sig mens hun håbede på, at hun snart ville komme hjem. Richard tog et sabbat år, så han kunne være mere sammen med mor.
Linda flyttede hjem til far. Marie blev "smidt" på ungdomspension som 13-årig.

Pigernes fremtidige liv er præget af deres forældres og også skolens indflydelse.
Far døde af druk som 62 årig, mor fik osteoporose og KOL og hendes afhængighed af Marie overgik alt. I dag passer Marie sin mor. Hun lader det ikke skinne igennem, men der er en smule nag i Maries rygsæk, som ikke kan glemmes.

Hvis mor kunne gøre noget om i sit liv, ville hun bl.a. vælge at være en god mor. Men der er ingen vej tilbage.