Torsdag den 26. marts 2009 Et lægebesøg

Jeg skulle til lægen og havde fået besked på at jeg skulle være kalr klokken 10, skulle være der klokken 10.45 og der er 8 km. Nå men da klokken var 10.30 var der ikke kommet nogen, og jeg tænkte det kunne jo være de ikke kunne finde det, for vi har fået nyt husnumre, det har kommuen bestemt, så derfor kan det være svært at finde.

Nå men jeg skulle have taget den lille lungefunktions prøve først. Det var mildest taget meget dårligt. Så kom jeg ind til lægen og han sagde også det var dårligt og forklarede mig at mine lunger var meget stive, og derfor hostede jeg meget og havde svært ved at få luft. Jeg spurgte optimistisk: ”Hvad kan der så gøres ved det?” Og svaret, tja, der har jeg vist hørt før. ”Ingenting, det må de lære at leve med.” Jeg smilede lidt medens jeg fortalte at det havde jeg ligeom hørt før. Pyt, vi gik så til min gamle ben, der giver mange smerter og ser helt forkert, de er tykke og hævede de forkerte steder, og mine knæ er væk. Jeg løftede op i kjolen og spurgte ham, hvad der var galt med mine ben, jeg ved jo at jeg i det ene knæ har slidgigt, men hvad med resten. Lægen kiggede på min ben, og sagde: ”de ser mærkelige ud”. Igen måtte jeg trække på smilebåndet, for det vidste jeg jo godt. Og hvad mon der kan gøres ved det. Ingenting. Og så syntes han det ville være en god ide hvis jeg kunne undgå at få lungebetændelse, men hvordan gør jeg lige det??

Men efter som min Sarkoidose ikke er i udbrud, kunne jeg jo prøve at trampe ud af Prednisolon, først kun 7 ½ mg og så til 5 i 14 dage osv. Så kan jeg se om det bliver værre igen, vi lader det komme an på en prøve. Så langt så godt. Det var hvad der kom ud af det besøg hos lægen. Nu sidder jeg så og venter på at blive kørt hjem og håber på der snart kommer en vogn. Det gjorde der efter 1 times venten. SUK, men hjem kom jeg jo.