Søndag den 4. juli 2010 Chokeret lille Junior meget syg

Det er svært at skrive det her, men jeg prøver alligevel.

Lille Junior, der skal holde sin første fødselsdag her den 15. juli, er meget syg. Han har været sløj længe nu. Lægerne har sagt virus, infektioner og så har han lige haft lungebetændelse, men det værste har været hans feber kramper. Han havde også fået en ”bulner” over øjet. Lægerne sagde det bare skulle fjernes, det var ikke noget særligt.

Han blev indlagt i torsdag fordi han havde feberkrampe, havde fråde om munden og var ”væk” i næsen 5 minutter. De ringede 112, og så kom han af sted, men blev udskrevet samme aften. Fredag passede Else ham, og over middag fik han feber igen. Hen på eftermiddagen kom hans Mor hjem og ringede til ”børneafdelingen”, han blev indlagt igen og denne gang blev de til lørdag eftermiddag. Lidt senere blev de ringet op, han havde stadig en skygge ved lungerne og de var bange for der også var noget med hjertet og måske epilepsi. Vi blev bange, men det blev værre endnu, da overlægen ringede til dem og bad dem møde op til samtale klokken 20. Vi tænkte på en lørdag aften, der er noget helt galt og det var der.

Hans mor ringede til Else og fortalte at der var mistanke om han har leukæmi. Hun kom ind til mig og fortalte det, så brød hun grædende sammen. Jeg holdt mig selv for munden for ikke at skrige højt, men stønnede et ”NEJ”. Så begyndte tårerne også at løbe ned af kinderne på mig. Jeg tog en dyb indånding og så hev jeg op i mig selv. Jeg må hjælpe Else så hun kan hjælpe sin datter. Jeg følte det som havde nogen givet mig en ordentlig en i maven. Jeg tørrede mine øjne, tog en dyb indånding mere, hankede op i mig selv og gik ind til de andre. Else lå på sin seng og græd. Ikke min lille guldklump. Også Olde græd, selvom jeg ikke helt ved om hun forstår det helt, men hun så Else græde. Jeg sagde ikke noget, gik bare stille ud og lavede en kop kaffe til Else, gav hende det, og lod hende få fred til at græde ud.

Jeg drak min kaffe inde hos mig selv. Jeg havde Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard på DVD afspilleren med Fede Tider. Jeg havde nyt showet, men sidste del fik jeg ikke helt fat på, for mine tanker gik hele tiden til lille Junior og hans forældre. Det bliver en hård tid vi går i møde, men det eneste jeg kan gøre er at være der og hjælpe så godt jeg kan.

Da jeg vågnede her til morges kom tankerne hurtigt ind på hvad der var sket i går aftes. Jeg sukkede dybt og stod op. Else havde været oppe længe, hun gik rundt med forgrædte øjne. Hun havde ikke sovet ret meget. Jeg følte det nærmest som dagen efter en mislykket fest. Jeg havde en klump ind i mig. Dagen kom i gang, og vi prøvede at gøre som vi plejer, men det er svært, det er hårdt, for vi kan ikke lade være med at tænke på vores lille Guldklump. Lige nu venter vi på den endelig ”Dom” Han er ude på rigshospitalet sammen med sine forældre. Hans Mor skrev, det var mega hårdt, at sidde der på kræft afdelingen og se børnene går rundt med alt muligt udstyr. Og ikke mindst at vide det måske bliver Juniors der kommer til at gå derude, medens andre forældre vil se på ham og være bange.

Vi har lagt alt andet til side. Lige nu er der kun en ting der tæller vores lille Junior. Jeg beder for ham og vi prøver at være optimistiske og glade, men det er svært, nok det sværeste vi har været ude for, ikke mindst Mormor. Else.