Onsdag den 24. december 2008 Juleaften
Dagen startede med at hygge med morgenmaden efter alle dyrene var blevet fodret, og det var jo sammen med Helena, der jo stadig var hos os. Hen på formiddagen fik vi besøg af søster Margot fra Fyn og hun havde sin søn med. Vi hyggede med dem, og sådan gik formiddagen. De kørte lidt før frokost.
Nu begyndte hele huset at lufte skønt af julemad. UM. Jeg gik over i laden for at træne med Steffi. Først så går vi lidt, hvor hun skal øve i at gå pænt. Hun springer også, det er hun ret god til, og så dækker jeg hende af, og går ned i den anden ende af det lange rum, medens hun skal blive på sin plads. Når jeg så er nået derned, kalder jeg på hende med ordren ”her”. Og hun kommer stormende med fuld fart på og bremser op lige foran mig for at få en godbid. Så tager jeg hende i halsbåndet og giver hende en godbid og siger fri. I kan tro hun løber, rundt og rundt, hun nyder at være uden snor. Hun bliver meget forpustet. Jeg henter hendes bold og smider den, og så løber hun hen og henter den, og kommer løbende hen til mig. Sådan leger vi en halv times tid og så går vi ind igen.
Elvis er glad da vi kommer op, efter Manis død har han været temmelig ked af det, og kan ikke lide at jeg går fra ham, det er som om han er bange for vi ikke kommer igen. Jeg tager ham op, og vi hygger medens han ligger i min arm, jeg sidder i min gamle lænestol og Steffi ligger ved mine fødder.
Omkring klokken 18.15 laver jeg mad til Elvis og Steffi. Elvis har fået sin mad krydret med lidt andekød, naturligvis uden ben. Steffi får sin mad serveret med et lille kødben, og får det ude i bryggerset, hvor hun er når jeg ikke er oppe. Så hun er beskæftiget.
Duften af julemad sidder i næsen, da jeg går ind. Bordet er næsten klar og i år skal jeg drikke rødvin alene, det plejer jeg at gøre sammen med Helena og hun drikker ikke i år, fordi hun venter en baby. Vi spiser og hygger. Jeg ved ikke om I er klar over det, og har det ligesådan, men den dag spiser jeg altså lidt mere end jeg plejer, og det gør de andre også, så efter and, flæskesteg og medister går vi ind og slår maver, før Else og mig skal i stalden. I medens går Helena hen og giver nisserne deres julegrød oppe på loftet, men gad vide om det mon ikke er gårdkattene eller rotterne der æder det.
Ponyerne og hestene får også deres korn, hø og vand og i dagens anledning for de hvert to hestebolsjer, inden vi siger god jul til dem, og får en glad vrinsken til gengæld. Så lukker vi af og går over.
Olde har svært ved at vente, hun vil gerne have sine gaver, men hun må pænt vente. Jeg var lige oppe og hente kopierne af julesangene jeg havde kopieret ud. Denne gang havde jeg lavet en rigtig lang med mange vers fra de gode gamle julesange blandet med et par ikke så gamle. Så vi sang alle versene.
Endelig sukkede Olde da vi havde sunget det sidste vers, nu vil jeg have gaver. Hos os gør vi sådan, at først deler Helena alle gaverne ud, og vi må ikke pille eller åbne, men skal vente til alle pakkerne er delt ud. Den der har flest pakker må så åbne en pakke op. Og når vi åbner dem skal vi sige hvem de er fra og hvad det er. Så går turen til den næste, der åbner en pakke, og sådan bliver vi ved til der ikke er flere pakker tilbage, så det tager lang tid.
Jeg var glad for det jeg fik. En halskæde, en bluse, et par sutsko, et regn og vindtæt sæt, et minianlæg og en dvd Four Jacks og vejen til Mandalay med bl.a. Stig Rossen og Keld Heick. Og da min søster var her i mandags, havde hun en pels med, som hun ikke gad have, og den fik jeg også. Så nu har jeg igen en frakke når jeg skal ud.
Jeg var også meget glad for det lille mini musikanlæg, for jeg havde et af de store gammeldags, der fylder en halv bondegård. Så medens Else lavede kaffe, gik Helena og mig op for at flytte mit gamle anlæg over i den anden stue og sætte det lille anlæg op. Elvis var glad for at se os, så jeg nussede ham lidt, inden jeg gik ned for at drikke kaffe og så sagde jeg tak for i aften og luftede Steffi inden vi gik op til Elvis.
Den dvd jeg havde fået, har jeg givet mig selv, fra Elvis og Steffi. Det er fordi jeg førhen altid købte en, dengang video, til Erling med noget underholdning, som Linie 3, Finn Nørbygaard, Amin Jensen eller den slags. For når vi så var færdige med selve juleaften over hos Olde, gik vi op og hygge sammen med at se den han nu havde fået. Så i dag der det så mig, der ser den og hygger sammen med Elvis og Steffi. Det var historien om Four Jacks med bl.a. Keld Heick og Stig Rossen. Men jeg holdt nu ikke ud så længe, for jeg var for træt. ½ time efter gik jeg ud med Steffi igen, og så gik jeg i seng. Juleaften 2008. En dejlig aften var forbi.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Dagbog 24. december 2008 Juleaften er publiceret
08/01-2009 21:28 af
Alice Trauelsen.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.