hmm jeg har tænkt et stykke tid nu. Lykke... Sjovt ord ikke?
"Lykken er altid der hvor man ikke selv er." sådan sagde Johannes Goethe. Han havde delvist ret. Jeg har nu fået en kæreste og jeg burde være mere end lykkelig. Det er jeg også, men kun når jeg er sammen med hende. Jeg har altid været meget sammen med andre mennesker, men jeg invalideres hvis jeg ikke er sammen med nogen konstant. Jeg oplever kun lykke i selskab med andre. Der er mange af mine venner der godt kan lide at slappe af. Bare sådan en gang i mellem, stresse fuldkommen af, og lukke sig inde på deres værelse. Der sidder de så, alene og får det bedre med dem selv... Det har jeg aldrig fattet hvordan det kunne lade sig gøre... Jeg synes at stresses. Mine tanker pbegynder langsomt at vandre hvileløst omkring. jeg bliver skræmt af det mindste og jeg tænker på de underligste ting. Ting som jeg ikke bryder mig særligt meget om at tænke på. Nej jeg er ikke skizofren, jeg tror bare mit problem er at jeg tænker for meget! Hah, den påstand ville mine lærere aldrig lade mig slippe afsted med... Nå men jeg ved ikke. Jeg synes at gennemtænke alle mulige skrækscenarier, hvis sandsynlighed nok er ret lille. Hmm denne form for monofobi (Frygt for at være alene) har jeg altid haft. Nå men tilbage til det med lykken. Jeg tror at lykken er en overflade der vender og drejer. Hele tiden. Vi kastes rundt på den overflade og af og til kommer vi i ulykke og andre gange kommer vi til lykke. Der er nogen der forgæves forsøger at fasttømrer sig selv et sted hvor de mener de er lykkelige, men disse vil hurtigt opdage, at de forpasser alle chancer foir at blive lykkeligere, og når de så bliver gamle engang, så vil de se tilbage på deres liv og pludselig finde ud af hvor meget de har misset igennem deres liv. Jeg har altid været meget bange for at sidde fast. Jeg har altid været bange for at fortryde. For jeg ved, at det at fortryde er sjældent en følelse man kan opnå trøst mod.
Jeg ønsker ikke for nogen i verden de må fortryde noget, men så igen, havde man ikke gjort det man fortryder, ville man så være den samme som man er den dag idag?
Jeg fortryder meget jeg ikke har været mig selv i en stor del af mit liv, derfor forsøger jeg at være så ærlig over for mig selv som overhovedet muligt nu. Dette havde jeg ikke gjort hvis jeg ikke havde fortrudt noget jeg havde gjort, eller noget jeg ikke havde gjort.

hmm jeg har tit spekuleret på. Jeg forstår einstein, jeg ved hvad kirkegaard taler om, Nietzche hah, kom med ham, men jeg forstår ikke at leve. Søren Kirkegaard skriver om det at være menneske ikke er noget der kommer af sig selv. hmm Jamen det må man jo give ham ret i. Er jeg bare et produkt af mine omverdens forventninger? er jeg i virkeligheden bange for at falde udenfor normerne? Hmm det ville være ret så parasoksalt for jeg har altid sagt til folk at de bare skal være dem selv, selvom jeg vidste det sku er svært. Jeg beundrer virkelig dem som kan undsige sig normerne, dem som kan og tør tage eget initiativ og derved skebe sig selv en personlighed. Hvad er jeg? En sum af en masse personligheder? Mit humør er fra min far, min politiske holdning, er fra en veninde. Min Tankegang er fra en ven. Men hvem er JEG? Er jeg virkelig den glade og muntre dreng der elsker filosofi. Er jeg virkelig ham den lettere skøre person der dukker op af og til og måske fyrer en enkelt vits eller to af? Og vigtigst af alt: Er det ham jeg vil være?

Jeg skrev engang et digt der hedder Narren. Deri er der en strofe der lyder sådan:

Da kommer jeg til at tænke
Hvor ret de egentlig har
Hvem ku se bag denne sminke
og elske denne nar.

Og det er måske netop det jeg har på: En sminke for at kunne passe ind i de rammer jeg har sat mig selv i.
Jeg ved godt jeg ikke er perfekt, jeg er også fuldt ud klar over at jeg ikke kan være alles ven. Men jeg bliver ved med at prøve. Måske ikke så meget det der med at være perfekt, for jeg ved af bitre erfaringer at man ikke får FLERE venner af at udgive sig for at være perfekt.
Og så er vi tilbage ved det med vennerne. Vennerne vennnerne vennerne.
Altid har det mantra kørt for mig. Jeg gik endda så langt som at få en pige til at slå op med mig fordi jeg prioriterede venner højst. og hvad er det nu for noget. Så åbenhjertig, og alligevel så lukket? Jakob for hunede, som min far ville have sagt, nu må du sku ta dig sammen.

Og han har jo ret. Jeg må jo til at tage mig sammen. Af og til kommer der så disse angst anfald. Er jeg mig? Hah ja jeg kan ligge som en rystende geleklump i min seng og bare vente på at døden flænser virkeligheden og river min sjæl med til styx.

Hmm Syg i hovedet? tja måske. eller også er jeg bare i dårligt humør lige nu...

En anden ting der kraftigt generer mig er følgende:
Igennem hele mit liv har mit egentlige motto været: "Fortæl mig du kan li mig." Og det er bare gået igennem i alt hvad jeg siger og gør. "Kan jeg måske få ros for det jeg gør nu?" En hyppig tanke der forekommer i hovedet på mig. Igen et tegn på en svag vilje. Uha nu bliver jeg snart vred.
Men lad mig prøve at analysere lidt: Jeg må jo gøre det af en grund. Hmm måske er jeg sindsygt konfirmitiv og er nødt til at erkendes for mit gode arbejde? Tja det er nok det... Hmm hvad kan man så gøre ved et sådant problem? Sige til sig selv: Nu er det godt nok. Give sig selv et klap på skulderen? Hmm ja det må være den rigtige måde at gøre det på...
Et nyt nytårs fortsæt er født. Hallé Hullá.

Men heldigvis er jeg ikke så slem på alle punkter...

Ja naturligvis irreteres jeg over mine dårlige sider, men jeg har jo egentlig overlevet så langt. Men er jeg lykkelig er spørgsmålet så?
Og ja gufanden er jeg det! Men! Kun når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg er meget hollistisk anlagt så jeg er overbevist om at min primære ki kilde kommer fra andre mennesker. Jeg har altid elsket at sove hos mine forældre. Der er trygt, og vigtigst af alt: der er andre mennesker. Jeg elsker at sove hos en kammerat. Hans ki lader mig op. Jeg får ro af det. Det er som om at jeg skal bruge en andens ki til at afmåle og afpasse min egen efter. Når jeg så ikke kan komme i nærheden af en ekstern ki kilde, i form af andre mennesker, og hvad værre er, når jeg ikke har været sammen med andre mennesker en hel dag, så bliver jeg først frustreret. Jeg prøver at løbe mig til ny ki, ved at slippe det gamle ki ud, og prøver at suge den nye fra luften, naturen, og indtrykkende der kommer. Det lykkedes ikke altid fuldstændigt. og når alting fejler, ja så kommer min straf. Om natten bliver jeg paranoid. Jeg ser syner og skygger. Jeg bliver panisk angst for uventede lyde. Dette står så på indtil jeg har akkumuleret nok Ki fra min frygt til at kunne falde i søvn. Men heller ikke her stopper min straf. Jeg kastes ind i sindsyge verdener der gør alt for at skade mig, i mine drømme. Mareridtne hober sig op, og jeg kommer uoplagt i skole næste dag.
Hah nogen ville kalde det sindsyge, andre en fobi. Hvilken af de to påstande er mere rigtig?
Nå men det sagt så skulle den læser der er nået så langt gerne have fået et indtryk af en ganske forstyret dreng i en ganske forstyret verden. Men her vil jeg gerne huske læseren på at jeg er i monsterdårligt humør nu her mens jeg skriver og jeg gør nok tingene en smule værre end de er...

Om der er noget godt i denne verden?
Ja da!
Venskab, sammenhold og tilgivelse.
Lidt eksempler på det. Jeg har en Kommerat (Ja det er med vilje jeg staver det sådan). En Kommerat som jeg har værdsat hele mit liv. En fin fyr der for mig godt må blive milionær bare ved at være som han er. Han har fulgt mig igennem livet siden, ja jeg ved ikke hvornår. Han har altid været der for mig og jeg har altid gerne villet være der for ham. Men af og til tror jeg ikke på at jeg kan gøre så meget. Jeg kan bare se på hans liv. Iagtage det... mens det går sin gang. Ja vi nyder da hinandens selskab når jeg er der, men hmm min indflydelse troede jeg ikke var så stor. Han er skorpion og en heftig en af slagsen. Han åbner lident op for sine egne problemer men vil hjertens gerne høre på mine. Og jeg må indrømme, mangt en nat har jeg brugt på at konferere med ham. Det skal han have tak for.
Hans venskab er nok en af de ting der skal stå mig nærest mit hjerte og deri er der kun 2 pladser. Ja som i nok har gættet er den anden jo naturligvis min kærestes plads, men denne plads synes ikke at være en konstant. Lige meget hvad der sker ved jeg at den højre side af hjertet hvor min Kommerat sidder altid er besat af ham. Der rokker han sig ikke fra. Det er mit arkimedespunkt. I den venstre side af hjertet sidder pigen jeg elsker. Men den venstre side af hjertet synes af og til at tage fejl. Mange piger har sittet på den plads. og derfor må man jo sige at mit hjerte kan tage fejl. Don´t get me wrong. Jeg elsker oprigtigt min kæreste, og vær gang en siger de berømte ord til mig: "Jakob, du er en pisse sød fyr, men jeg tror du er mere en ven for mig end en kæreste. Jeg slår op!" så ryger en stor del af min selvtillid og halvdelen af mit hjerte med. Heh, jeg har aldrig haft held med piger. Indtil nu. Det var en julefrokost. En Julefrokost jeg nok aldrig glemmer. Der var alt hvad der dertil hører sig. mistelten, knuste hjerter, bankende hjerter og mad samt sprut. Og der sad hun. Lige over for mig. Smukkere end selv den hvideste rose. Hendes hår hang forførende over det ene øje, og jeg fik hjertebanken bare af at kigge på hende. Jeg kunne mærke et eller andet ved hende. Men min intuition har forfejlet mig før, og jeg ville ikke opleve endnu en fadæse. Så derfor prøvede jeg mig frem hele aftenen, og til sidst tog jeg min chance. Hun var bare for smuk til at lade være, og hendes personlighed... Wauw! Hvad andet var der at sige? Jeg var forelsket allerede fra starten. Allerede da jeg så hende første gang ude i skoven.
Nå men jeg lænede mig frem. Jeg kyssede hende forsigtigt og et eller andet slog klik inde i mit hoved. Jeg lo, jeg smilte, jeg jublede indvendigt jeg vidste jeg her havde fundet mig min skat. Jeg satte mig bag hende og masserede hende, jeg kiggede op mod loftet, og råbte inde i mig selv: Tak Gud Jomfru Maria Jesus Helligånd. Ja hvem pokker det nu skulle være. Jeg var forelsket. Ikke for første gang, men pludselig huskede jeg hvordan det føltes.
Jeg bliver helt i godt humør af at mindes den aften:).

For lige at vende tilbage til min Kommerat så vil jeg lige understrege´at han er min bedste ven. og det bliver han nok ved med, de næste par år. Nå men nu skulle jeg jo faktisk have skrevet lidt om sammenhold og den slags, men en eller anden spasser kommer og vil bruge computeren.... Suk nu gik det ellers lige så godt. Nå jamen så må vi vel takke af...

30/12 -04
Jakob s. Arndal
Analyser af selvet