Ok så hvedebrødsdagene er ovre og jeg facer verden igen. Den velkendte udbrændthed i forhold så vel som livet generelt har meldt sig, men noget er anderledes. Jeg kan sige det. Jeg kan sige til min udkårne at jeg har lyst til mig selv og bare være mig selv og læse en god bog og nyde solskinnet hvilket der har været rigeligt af idag.

Det er sku rart med en kæreste man bare kan være ærlig over for og fortælle præcist hvordan man har det. tsk tsk tsk Jakob, du ved jo godt det ikke har noget at gøre med kæresten men mere med indstillingen til kæresten. Men ja det kan godt være jeg har haft muligheden for at sige det til andre kærester, men hende her gør det bare så meget mere naturligt at sige det til, og det uden vrisne miner, sur stirren i min generelle retning eller slag til hendes selvtillid. Hun er slet ikke i tvivl om (håber jeg da) at jeg er reel over for hende og gerne vil hende, trods det at jeg har mine enspænder øjeblikke. Ja man kunne da endda gå så langt som til at sige at jeg elskede hende?

Fortiden hentede lige op på mig idag. igen igen. Jeg kan mærke en gammel vrede. nogle utilgivede handlinger og mestendels nogle fortrydelser som jeg desværre selv må stå inde for, der vældede op i mig igen. fraser som "Bitch owes me money" og "bitch ass mothafucka cheap cunt" vældede op i hovedet på mig da jeg så min eks idag. Det er mærkeligt. Jeg er åbenbart vred over et eller andet der har med hende at gøre. Anyways jeg valgte prompte at gå hjem da hun ankom, og nok også for det bedste. Men kunne mærke at mine jokes, med det samme, blev ondskabsfulde og søgende til bare at ramme hende og være på hendes bekostninger? Hvorfor det? Er hun ikke ude af min spiral endnu? Hvad er det der binder os sammen. Fuck det! jeg skulle hjem alligevel og var ret træt. Mangler stadig at få bygget en halv karakter til rollespillet imorgen alligevel, så kan vel udnytte tiden til det. Men er ret fuld lige nu. Og har i øvrigt fundet ud af at jeg efter sigende er doven... Kan ske folket har ret... Eller også er jeg bare aktiv på en anden måde.
Nå men alt i alt har det været en dejlig dag, med solskin, hyggelig snak og rekreation.
Men der er noget der ligger og lurer her i kanten af mit sind. En utilgivet handling, en uglemt forurettelse, der behøver opmærksomhed. Denne lille knude på min kæde af oplevelser som jeg kalder mit liv vil jeg godt have løsnet op... Men hvordan? Mange svære kunster findes der i verden, men tilgivelse er vel én jeg må meditere på og vælge til og lære her i livet. Andre mennesker synes bare at tilgive on a whim, hvor jeg jeg... jeg... bliver ved med at gennemleve forurettelsen gang på gang og blive mere og mere hidsig over den. Jeg tilgiver ikke... Og jeg ved ikke hvorfor... Måske er jeg slet ikke så god til at give slip som jeg gerne vil være... Eller også er jeg bare god til at give slip på de forkerte ting som eksempelvis venskabs og kærlighedsforhold...

Jeg vil i seng nu.

Jakob Arndal
- Tanker Fra Livet