Jeg vil egentlig godt lægge mit liv om. Jeg kigger på mine ting og spekulerer over hvad de egentlig giver mig. Jeg har en milliard tokens, der ganske vidst kan bruges til at lave spil med, meeeeeeen det får jeg jo ikke gjort. Jeg har en masse rollespilsbøger, nogle af dem er meget sjældne endda og de kan ganske vidst bruges endnu, meeeeeeeen det får jeg jo ikke gjort. Men så igen, jeg har også nogle splinternye kondisko, som ganske vidst kan bruges til at blive løbet i, meeeeeeeen...

Man kan nok ikke gå ud fra den devise for så skulle jeg jo smide stort set alt ud undtagen min computer mit fjernsyn mit tøj og min seng.

Jeg er begyndt at arbejde for min far. Det er hårdt arbejde, og jeg må indrømme at jeg aldrig har tænkt på tagdækkerfaget som noget udfordrende fag, før jeg selv stod i det. Han kan sku nogle tricks ham den gamle. Og det er ret imponerende; jeg gik død efter 5 timers slæb, så var jeg godt klar til at gå i seng og sove 1½ dag væk. der var han først lige ved at kunne mærke sine muskler. Så ja, jeg er atter engang henstillet til at sige til mig selv: lad nu være med at udtale dig om noget du rent faktisk ikke ved det store om. Men det gør jeg nu, og jeg må sige cadeau til ham for at kunne udholde sådan et arbejde i 27 år...

Så alle mine brætspil: Hvilke spiller jeg? Hvilke spiller jeg ikke? tja det burde jo selvsagt være nemt at finde ud af. Jeg har flirtet med tanken om at smide twilight imperium op i Rottehullet, men kan ikke rigtigt få mig selv til det, fordi det har kostet så meget som det har. men hvad hækkenfeldt, jeg bruger det jo kun deroppe alligevel. puha det er svært. Så er der alle mine bøger? Uh uh uh. Det er svært at vælge fra.

Suk jeg kan bare mærke jeg er inde i en periode hvor jeg ikke rigtigt gider livet... Jeg har bare lyst til at forsvinde ind i min computer, men jeg ved at virketrangen i mig straffer mig når jeg så når aftentiden, og jeg bliver sur over jeg ikke har fået udrettet noget som helst med min dag...

Nårh ja så er der jo det der med kvinderne: Skal lige se om jeg ikke kan finde en pige jeg kan være stolt af... Det bliver lidt svært, for jeg har rent faktisk ikke lyst til at udsætte mig selv for den skuffelse jeg åbenbart altid finder, ved andre mennesker. Der er det ved det at jeg skal vælge hende, og jeg skal vælge hende igennem. Altså jeg skal vælge hende hver dag. Der er folk der kan gå på autopilot og sige: Ja så nu har jeg valgt hende, så er det lissom gjort, men mig? Nej... Jeg bliver nødt til at minde mig om det hver dag, for ellers så går jeg ned i min sumpe periode hvor jeg ikke længere hører efter hvad hun siger, så tolererer jeg hendes selskab i stedet for at nyde det, og til sidst bliver hun en irritationsfaktor i mit liv, man helst skal komme af med så hurtigt som muligt. Kan ske det også er fordi, de kærester jeg har haft har haft brug for at leve igennem mig. \"tag mig med\" har devisen været, og det gider jeg ikke. Jeg vil have en kvinde der har sit eget sociale liv ved siden af mit, og som vælger mig fordi hun vil have mig. Ikke min vennekreds eller mit aktivitetsniveau. Det skal være mig hun kommer og bruger tid sammen med fordi hun har lyst.

Bevares det havde det andre jo også... altså lyst til at være sammen med mig, men de havde bare ikke så forfærdeligt meget andet i deres liv. Øv jeg trættes derved.


Nå men omkring piger: Jeg prøver sådan et dating site så kan vi jo se om de kan udøve mirakler. som min mor siger: Du har bare ikke fundet den rette endnu. og det må man sige ja til :D HAHAHA

Jeps mht, min udkårne, så har hun lige sat mig på hylden... Ja M har sat mig på hylden og sagt, og hold nu fast: \"Ja Jakob jeg ved godt at det sagtens kunne være os to, men det er ikke vores tid, jeg skal til Malmø og du skal i gang med dit studium (atter en gang. red.)\"

Kan jeg bebrejde hende? Nej, hvem gider at have en kæreste i DK hvis man er i sverige. Ja jeg elsker hende, det er der ikke rigtigt noget der laves om på. Men jeg tror ikke hun elsker mig mere... Desværre er jeg nok havnet i (dun dun daaaar) VENNEZONEN! Og derfra er der ingen vej tilbage. Så ja, toget kørte for længe siden, og det var mig selv der valgte at stå af, så who am i to blame her? ingen!
Pff det kan jeg sidde her og surmule over, og indrømmet det har jeg også gjort i en 2-3 dage tror jeg, men det nytter jo ikke noget. Man må videre. Stå lidt sent op, spise en brunch og se et afsnit af friends, men så må man også til og i gang.

Man kan ligeså godt bruge ked-af-detheden til noget konstruktivt, og det gjorde jeg så. Straks ud og kigge efter damer, tilbage i spillet, negging, DHV, AMOG og alt det der, og pigerne? Ja de falder jo på stribe for det juks. \"skal vi gå hjem til dig?\" \"jeg bor ikke så langt herfra, vil du med hjem til en kop kaffe?\" og så sker det: Selvsabotagen slår ind.
\"Desværre bor jeg i Amsterdam\" og \"Jeg drikker ikke kaffe, farvel\"

Jeg gider ikke. Det er for overfladisk... Men man skal jo igennem overfladen for at komme ind på livet af folk. Og ja hvorfor ikke starte med et knald? Det er jo så moderne nu til dags.
kan godt ske at my pent up rage kunne blive et problem...
Jeg siger til mig selv: \"Nå ja men de var jo alligevel heller ikke så kønne\" og ved du hvad? Det er det der. Lige præcist det der der slår én ihjel:
\"Efterrationaliseringer er det der slår os ihjel et forspildt øjeblik ad gangen\"

Nå men det var vidst min kop galde for idag. Tror jeg vil løbe mig en tur, gå i et langt bad, barbere mig, og få ryddet op så vi kan komme igang med det livet virkelig handler om som er...

?


Jakob Arndal
- Tanker Fra Livet