Åh hvor jeg dog elsker musikken. Den samler mig op, får mig til at glemme tiden. Den vækker gåsehud, såvel som væmmelse. Den former sig som ord i mit oplyste og vakte sind. Den taler til mig, råber til mig i høje smukke skrig og hvin fra en violin. Den læner sig tilbage med et strøg over celloen og med et anslag på guitaren vækker den mig til duel.

Uh og når musikken gjalder ud igennem højtalerne og jeg mærker min hele eksistens vågne til lyden af englekor og klokkeklang, kan jeg mærke hvordan noderne triller ned af min ryg og pulsen står i flammer da c bliver til a til h til g. Jeg flyver. Båret på vingerne af den himmelske åbenbaring om at musik i sandhed er et universelt sprog vi alle kan lytte til, tage stilling til og forkaste eller forelske os i.

Sproget er som musik for mit øre. Jeg vil forstå. Jeg vil lade franske filosofiske tanker opfylde mit sit med undren og provokation. Jeg vil lade tyske digte slå mig i gulvet af bare forbløffelse over en legen med den herlige germanske sprogstamme. Lad mig tude til svenske folkeviser i en dyb og alvorlig mol, og lad mig opløftes af den spanske udfordring til kærlighed på mest lidenskabelig vis.

Sproget bærer sin egen rytme, sit eget pentameter og jeg er lige begyndt at klappe i takt.

Jakob Arndal

- Tanker fra Livet