Åh gud! Hvor jeg dog frygter så uendeligt det store vanvittige bæst kaldet arbejdsmarkedet. Og endnu mere frygter jeg den djævel der har tæmmet det bæst og nu ridder på det som en anden natmare: Arbejdsgiveren. Du ved, personen der stiller krav til ens påklædning, udseende, væremåde og ikke mindst ens produktivitet.

Jeg er ikke bange for at arbejde. Jeg kan bare ikke lide det. Jeg frygter det at skulle blive bundet til en gæld, et hus, en fast nederen rutine med at skulle være noget for andre. Man sælger virkelig sin sjæl for gud ved hvilken mængde ussel mammon. Støn... hvad bruger man den så på? Sparer den op så man kan gå tidligt på pension? Det ville da i det mindste give mening, men nej, man bruger den på at kunne fremvise "stabil indkomst" for så at kunne købe sig ting man dybest set ikke har brug for. Måske græder folks sjæle, mens de forsøger at dulme sorgen fra deres triste liv ved fjernsynets livsenergidrænende stråler, med til stadighed mere og mere idiotiske programmer på.

Fremgangsmåden til at kunne undgå denne dommedagsmølle, denne ondskabsfulde spiral, ville helt sikkert være at sætte sig ned og definere hvilket rådighedsbeløb man gerne ville kunne have det sjovt for, hvor mange penge man havde til faste udgifter. Så finde sig et job, hvor man skal arbejde lige nøjagtigt det antal timer for at kunne opnå sin drøm. Hvad så med al den fritid. Well. Den kunne du jo bruge på at, say gøre dig lykkelig, lære et nyt sprog eller gøre noget godt for andre mennesker.

Nyt eksperiment: Gad vide om man kan leve på folks gode vilje, og selv betale med sin egen gode vilje?

Jakob Arndal

- Tanker fra Livet