Ja, sådan er der så meget:-) Teksten indikerer noget dybere, mere tankevækkende og uroskabende- måske en alien der har forskanset sig i bihulerne eller noget uhelbredeligt. Da det jo er kortprosa er der jo ikke plads til beskrivelse af grimme sygdomme, sorgprocesser mm., så jeg nød faktisk den ret uventede afslutning der meget jordnært konstaterer at selv en tjørnekvist der har kilet sig fast i næsen, kan man selv fjerne- havde man haft modet til at jage et par fingre op i samme!
Du skriver godt, har fat om det urovækkende og er bestemt ikke uden (tør) humor. Skal jeg være eftertænksom kan det vist også ses som et elegant spark til de mange og kronisk helbreds bekymrede der fylder lægernes venteværelser :-)

Hej Jesper.
Det er godt skrevet, og tankevækkende! Men hvordan bærer en mand er tydeligvis er chock ramt og generet af fortrængte oplevelser sig af med at undre sig over at han ikke reagerer som han plejer? Hvor kom disse erkendelser fra?
Måske kun en detalje, men det rokker lidt ved det samlede gode helhedsindtryk, og måske er det kun mig der synes sådan.
Men igen- rigtigt godt skrevet, og nogle fine overvejelser om livet og især det som det kunne eller burde have været.

Hej Mikala.
Den var grum! Apokalypse for fuld udblæsning, naturen vender sig imod mennesket, og tager over der hvor menneskeheden har fejlet. Også jeg har ofte tænkt over hvor meget forskning der udføres blot fordi man kan, men til hvilken nytte?
Bortset fra det fangede du mig i et ubevogtet øjeblik, helt uforberedt på at blive trukket smågysende igennem en rigtig velskrevet tekst der fremkaldte hele striber af indre billeder. Kort sagt, uden at skele til varanerne sædvanlige pladser i Zoo hvor de forresten bare har at blive fra i dag,du har skrevet en ægte sci-fi gyser af høj kvalitet. Mere tak:-)

Hej Rasmus.
Igen- du skriver godt og sprogets ro fører læseren med ind i et univers som de fleste lærer at kende før eller siden- og som de begår sig i på vidt forskellige måder. Det skildrer kløften imellem de ideale forestillinger om forældreskabet, og de benhårde realiteter, kort sagt de lyserøde fantasier kontra den fyldte blespand og de søvnløse nætter. Det imponerer mig en smule at du fanger kvindens tanker og følelser så fint, for de ord og tanker du lægger hende i munden er jo omtrent ordret hvad jeg selv hørte fra mine børns mor, de gange hvor vi talte om ansvar og opgaver, kontra det at følge egne ambitioner og lyst.Har du mon selv været i samme situation:-) Hun skal i hvert tages alvorligt, den unge mor. Hendes tankegang er ikke blot den trætte mors, der er for mig at se en snert af opgivenhed, måske let depressivt over den. Hendes endelige beslutning om aldrig at male igen, sat overfor kærestens skal vi kalde det stereotypt mandlige håndtering af situationen ved hjemkomsten fra en god lang dag med uddannelse, fodbold og gode venners selskab, drengerøven der nyder livet, sin status som far, og iøvrigt ikke tænker så forfærdeligt meget over hendes behov.Er det så i orden at handle som han gør?
Deres situation er nok også ligeså gammel kendt og tilbagevendende som den ældre generations brok over ungdommen af i dag, så alt i alt er alt som det plejer at være, eller er der et opbrud på vej?
De to kunne meget let glide fra hinanden, men inden da skulle man måske overveje at lade dem læse novellen her.
Temaet og tankegangen er realistisk, og essensen- at de to unge har meget at lære endnu, drypper ned i fint doserede dråber- lige til at suge til sig og smage på. En sidste kommentar herfra skulle lige være den at realisme kan blive uudholdelig, men da du skildrer det på det meget personlige plan og dyrker antydningen mere end det ud penslede, og ikke udbreder dig om de samfundsmæssige forhold bag det hele i samme åndedræt, lykkes det fint ikke at trætte læseren men tvært imod sætte tanker igang.
Godt gået!

Hej Rasmus.
Tak for en god læseoplevelse! Dit sprog er flydende, og stilen autentisk og overbevisende. Det overrasker mig en smule at din fortæller er en kvinde, men hvorfor ikke? Din skildring af af hendes stille fortvivlelse over forandringens frem march rammer plet, for det er(også) sådan man kan opleve de store livs omvæltninger. Det sker uden at man vil det, konsekvenserne er uforudsigelige, det er sådan livet er. Fortælleren er lavmælt, skarpt registrerende og fuld af eftertanke, og meget sigende er hun midt i sin egen elendighed i besiddelse af et overskud der tillader hende at have medlidenhed med andre der også er tvunget ud i noget de antagelig ikke ville have valgt, havde de haft et valg!
Og så må jeg da også tilføje at jeg er glad for at du ikke har valgt at lade alting ende godt. Det ville da også have gjort fortællingen skade, så tak for det. Slutningen er om man vil det, i øjenhøjde med virkeligheden, og runder den gode fortælling af på bedste vis.

Hej Gitte.
Det er forståeligt og håndgribeligt at fattigdom sætter sig dybe spor i liv og sind. Det kan med lidt held være noget midlertidigt i er ude for, det håber jeg for jer. Jeg glæder mig over at kunne læse at i holder sammen i nøden. Det er ikke alle der kan finde ud af det, tro mig! Så hold fast i hinanden, og glæd jer over hinanden. Det er langt mere værd end at ærgre sig over at i ikke kan købe det nyeste nye, for hvem andre end producenterne har glæde af det.
Det kan lyde som et letkøbt synspunkt, poppet og som et udtryk for ligegyldighed., men jeg mener det godt. Jeg har også lidt et stort nederlag på arbejdsmarkedet, og kom ud på den anden side, alene! Så igen- glæd jer over hinanden og hold fast i det.
Mon ikke også at du kunne skrive fiktion baseret på dette? I et samfund hvor økonomien er baseret på et stadig stigende forbrug, samtidig med at der så godt ikke finder jobskabelse sted længere og hvor konkurrencen skaber umenneskelig vilkår, er der nok at skrive om og gøre opmærksom på. Det tror jeg du kan gøre, så klø på, hvad enten du vil debattere eller skrive fiktion.
Held og lykke fremover.

Det er kloge ord, og de har en universel gyldighed. I mine yngre år tænkte jeg omtrent det samme, for også den gang i firserne var der stor ungdoms arbejdsløshed, og det var ikke enhver beskåret at blive optaget på sit drømme studium. Du har fat i en vigtig pointe når det gælder vores menneskeværd, for der er jo brug for os alle, på den ene eller den anden måde. Der er blot skabt en kultur hvor det gælder om at få de bedste jobs i de fedeste brancher, kort sagt status og pæne indtægter. Det betyder som det altid har gjort, at ikke alle kan komme ind på de prestige fyldte uddannelser og jobs, og det er et langt skridt fra ungdomsoprørets tanker om lighed, og velsagtens også naturligt set i lyset af globaliseringens krav til os. Det kræver sit at komme langt i livet, især i disse år og det er også tænkeligt at vi i forældre generationen har fejlet ved at bilde vores unge ind at de kan blive til hvad som helst, blot de knokler hårdt nok, den amerikanske drøm i dansk udgave. Det passer jo bare ikke når det kommer til stykket. Drømmene er ikke større end den der drømmer den(citat: Steffen Brandt. TV2). Det handler for mig at se også om at være realistisk, og især ikke se ned på egne muligheder, skulle de være en anelse ringere end den bedste vens. Der er netop brug for os alle, også selvom man ikke kan smykke sig med akademiske titler eller leve af at være kunstner, musiker, forfatter, eller hvad man nu går og drømmer om.

En alvorlig tekst, om en overlever der ikke lever livet fuldt ud fordi...ja hvorfor? Du formår med få ord at formulere en tilstand som "hun" ikke er alene om, det gælder trist nok for mange mennesker.
De få ord er velvalgte, og jeg vil som en anden kommentargiver også hæfte mig ved ordet "helt" i sidste linje. Det lille ord gør lange forklaringer overflødige, og overlader det til læseren at tænke over hvad det mon indebærer, og det er godt(og sundt) at prøve at sætte sig i et andet menneskes sted.
Alt i alt godt tænkt og godt skrevet.
:-)
Kim

Hmm.Er det virkelig så slemt? Ikke opmuntrende for en som mig der snart skal den vej:-(
Men i øvrigt en fremragende tekst der med få, men velvalgte ord, skildrer den magtesløshed en borger befinder sig i, ansigt til ansigt med det almægtige offentlige system. Pudsigt at den personlige frihed i den grad trædes under fode, når man tænker på hvilken regering der udtænkte dette geniale system.

Hmm:-) og bortset fra det en uhyre velskrevet, let humoristisk og veltilrettelagt beskrivelse af et menneske i frit fald, ude på uhyrligheder der finder deres begrundelse i groteske forestillinger om virkeligheden.Tanken om at kendisser udgør en særlig klike med egne privilegier er jo ikke ukendt, så derfra til at opstille konspirations teorier er der ikke langt. Det rabler for hovedpersonen, og det viser du godt og grundigt. Hendes optagethed af kannibalisme er ledetråden, og alligevel overraskes jeg af slutningen. Jeg har ondt af hovedpersonen, og tænkte mere end en gang undervejs at "nogen" da burde have spottet hende, have forsøgt at hjælpe, osv. men sådan er det jo i dagens DK. Hjælpen kommer først når recepter udskrives og diagnosen er stillet. Derudover er der mange der får lov til at gå til bunds på egne, elendige vilkår. Samlet set en solid lille gyser, og for mig at se også et solidt indspark i relation til hvordan vi egentlig opfatter og behandler hinanden.
Godt gået.

Smukt skrevet, og de allerførste linjer fik mig til at tænke på "Bliktrommen" af Günther Grass. Det er dialogen der gør det, eller i det mindste fortællerens direkte henvendelse til den anonyme anden person- formodentlig en politimand der jo selvsagt meget gerne vil vide hvorfor tagtækkeren begik sin afskyelige forbrydelse. Nødvendigheden er uhyret, men hvor i består det? Det fortælles ikke, men man kan ikke lade være med at tænke dybt over det, og spekulere på om ens eget liv mon også rummer "nødvendigheden"? Er det ultimativt den personlige frihed der tales om, eller er det bare en syg hjernes tankespind? Fortællerens joviale facon og sproglige stil, sender mig i tankerne langt tilbage i tiden, og jeg synes da at du med få ord formår at fremmane et miljø man kan se for sig.
Alt i alt en rigtig god tekst, og en elegant påmindelse om galskaben lever og har det godt.

Din tekst sætter en masse tanker i gang, og temaet er slået an fra starten. Udviklingen sker hurtigt, og inden vi ser os om er Gustav kommet til vejs ende. Han har haft sit at se til, fagligt og personligt, så det er forståeligt at han har det skidt. At fortælleren ikke ser ud til at reflektere noget videre over dette, skildres fint i afsnittet hvor han kommer til at lægge på, trods Gustavs åbenlyse behov for en at snakke med. Det skildrer dermed også fint hvor lidt vedkommende mennesker med personlige problemer ser ud til(groft sagt) at rage andre(end de professionelle), og da især i slutningen hvor den tørre konstatering af fakta træder istedet for den fortrydelse der (for mig at se) burde have ramt fortælleren.
Der er lidt forvirring omkring hvem der er hvem i afsnittet der foregår dagen efter Gustavs natlige opkald på mobilen. Det løses dog da du får sat navn på, men måske det skulle tydeliggøres lidt før end det faktisk bliver.
Og når alt det er sagt, synes jeg du skriver rigtig godt med stor indsigt i hvad der rører sig i mennesker i den tid vi lever i. Godt gået:-)

Din tekst har noget troskyldigt over sig- indledningsvis- hvorefter den "rå realisme" sparkes i spil og det virker. Jeg vil tro at den vil egne sig fint til en gang oplæsning for børn- nok primært dem der er vokset fra bananmos! De vil værdsætte dit realistiske sprog, og måske anerkende at selv bananer har et liv. Og hvem ved- måske vil nogen iblandt dem reflektere over det dermed at lade sig fodre og bare kræve ind, så det kunne være din mission!

Vist er der ikke meget at grine af i dette digt, og givet tekstens karakter forstår jeg ikke Michaels grineflip over linjen hvor i digtets fortæller nøgternt - og dog poetisk:-) - konstaterer at tilværelsen af og til byder at man trodser helvedet og forsøger at overleve det.
Når det er sagt, finder jeg din stil befriende direkte, renset for omsvøb og det fortjener dit budskab også at blive bragt med. Der er ikke noget der letter forståelsen som ærlig snak. Det er godt gået, godt skrevet og jeg tænker at det også er modigt gjort af en pige på 14 år. Fortsæt det gode arbejde, jeg vil ile med at læse dine andre tekster så længe:-)

Emnet er ganske rigtigt voldsomt og forfærdeligt, særligt på baggrund af alt det forfærdelige der er emnet for de historier pressen er fuld af lige nu. Digtets korte og kontante konstatering af elendigheden og de berettigede spørgsmål om hvorfor det skulle gå så galt, smækker så at sige essensen lige i synet på læseren og stiller spørgsmålet om hvorfor den slags stadig kan få lov til at være et privat anliggende for de dysfunktionelle familier, hvor de grove overgreb finder sted. Digtet er yderst vedkommende, og rigtig godt skrevet med stor sans for det effektfulde.
Tak for en god læse oplevelse.

Av. Det gør ondt at være anderledes, om det så blot er fordi man stiller andre spørgsmål end de fleste.
De indledende afsnit er søgende i sproget, og der skiftes imellem det nøgternt beskrivende og det let poetiske, som her::"Når de realistiske vinkler ikke længere var nok, så søgte han ud i fantasiens kringlede kroge for at finde frem til en ny mening med det hele. Han digtede store episke værker i sit hoved; om sagnvæsner og rumraketter."
Og hvad er min pointe så? At ord som "realistiske vinkler" og "store episke værker", med deres indbyggede realiteter spolerer det poetiske islæt, og det er en skam. Teksten kunne blive et lille, moderne eventyr bygget omkring om noget mange mennesker kender til,nemlig mobningen der slår uskylden og kreativiteten ihjel. Så derfor hører hverdags udtryk og tekniske termer ikke rigtigt hjemme i en tekst med et eventyrligt potentiale(:-)) Din gentagelse af konstateringen af at nu blev det mærkeligt, og gradvist ophøjet til den endelige forståelse af at "nu var det altså for mærkeligt", rammer til gengæld lige ned i eventyr stilen, og det klæder teksten.
Et sted i teksten henvender fortælleren sig direkte til læseren, som var denne et levende publikum:.Han var blevet storebror for nyligt, ser du." Det er så vidt jeg kan både første og eneste gang det sker, og det forstyrrer faktisk en smule. I dit sted ville jeg slette det lille "ser du", og fastholde den alvidende fortællers stemme.
Din tekst har et godt potentiale, og den fortjener fortsat opmærksomhed fra din side. Tak for endnu en god læseoplevelse.

Så kort det end er, har du formået at ramme noget væsentligt i vores forhold til de der falder igennem og rammer bunden, særligt når de kommer tæt på. Det handler om foragt,fortvivlelse, men også om fortielse, pænhed og vægren ved at turde kommentere, kritisere, måske endda hjælpe. Du sætter ansigt på fornedrelsen, rammer det rent i en sætning som denne:"Og han har drukket for at glemme. For at kunne føle sig som en mand igen. For at kunne stå overfor en anden mand og tigge om penge."
Lige der er teksten særlig interessant. Fortællerens tanker om manden overfor, erkendelsen af at der er en rest stolthed tilbage i den undskyldning af et forsumpet menneskevrag der står foran ham, og det er der hvor det bliver svært for mange. Det ligger i erkendelsen af at det kunne have været en selv, havde omstændighederne villet det.
Jeg har som du kan se fået endog rigtig meget ud af at læse din tekst, og jeg vil sige dig tak oplevelsen og inspirationen. Du har fat i det helt rigtige, så bliv ved!

Det er sandelig ikke uden grund at du allerede har en forlags kontrakt! Den er vi mange der ønsker os:-)
Din nøgterne og stilfærdigt humoristiske stil understøtter fint et i grunden tungt tema , almindelige menneskers almindelige og alligevel problematiske liv. Det er måske ikke oppe i tiden(skyllet bort af minimalisme og krimi tsunamien der efterlod det litterære landskab i kommercielt kaos, dynget til med døde kroppe og fordrukne helte) men det ændrer sig forhåbentligt.
Værtshusets stilfærdige samling af to benede nederlag på evig flugt fra ensomhed eller det der er værre,den kværulerende tosomhed, er deprimerende genkendeligt og det samme er det indædte håb om at netop HUN atter dukker op og indvarsler en ny, herlig tid!
Og hvad skal vi så med det, os der læser og ikke(længere) går på værtshus, men for længst har fundet hende vi sad og kiggede efter, aften efter aften? Bortset fra eftertanken, og de forgreninger man derpå hurtigt lukker af for...
Fin og finurlig tekst, og forhåbentlig ikke den sidste af slagsen.

Skønne spildte kræfter af alletiders største geni. Man stønner og tager sig til hovedet, mens man tænker på hvor anderledes verden kunne have set ud hvis han blot havde gidet gøre noget ved det hele, men ak! Er det dovenskab eller regelret blaserthed der hindrer ham i at udnytte sit afsindige potentiale til det yderste, og istedet forfalde til bekvem middelmådighed, eller er han i virkeligheden en slags gud(uden selv at vide det, eller ville vide af det)) eller ...?
Velfortalt, flydende sprog med mange detaljer der på ingen måde trætter eller stopper læseren, og det minder alt sammen om Leif Panduro, men der er også strejf af Hans Scherfig, og det er ikke så ringe endda!
Du skriver rigtig godt, bliv ved og dyrk din genre- du har et godt greb om den.

Mand, mand- man kan blive så skuffet:-) og kan der så bare grines af det er det helt fint. Genial lille tekst.Er vild med din leg med ordene, de stemninger og billeder de fremkalder. De viser jo også en hel del livskløgt, og det er jo(efter min mening) forfatterens fineste brændstof.Præcise iagttagelser blandes med stille humor og snigende længsel, og...hvor er det bare godt.:-) Bliv ved!

Hej igen.
Jeg glemte helt at fortælle at din leg med ordene, for eksempel her: Da bilen igen står parkeret i garagen, skoene på hylden i entréen og fødderne i sofaen... er lige efter mit forfatterhjerte! Det giver teksten liv og tyngde, og viser at der er talent bag pennen:-)

Hej Kim.
De øvrige kommentarer har haft grundigt fat i den mere formelle del af tekst kritikken, så den vil jeg lade bag mig og istedet fokusere på at du har ramt helt rigtigt i din beskrivelse af et stillestående liv, tæt på døden, indhyllet i tryg og forudsigelig hverdag. Jeg kommer til at huske på mine forældre i deres livs efterår, og beskrivelsen af stemningen omkring de(var det pligt?) man aflagde dem er som taget ud af mine erindringer. Det lover godt det her, så fortsæt endelig ud af det spor:-)

Skræmmende! Kortere og mere præcist kan det ikke siges.Det er også rigtigt godt skrevet, og viser med al tydelighed hvor dybe spor det sætter sig i et menneske at være vokset op i skyggen af Kong Alkohol.Et skulderklap til dig fra mig for såvel det kunstneriske som det hudløst ærlige udtryk. Godt gået! Jeg vil glæde mig til at læse resten af dine digte.