I min entre står der en mand. En relativt ung mand, knap et år yngre end mig. Han står der med flakkende øjne og en kropsholdning der mest af alt bærer præg på at han er ussel. Ussel af sind og ussel af krop. Han lugter langt væk af øl; neglene er konstant beskidte som graver han i jord hver evig eneste dag; hvert evigt eneste ord ud af denne usle mand får mig til at væmmes.

Men jeg åbner døren for ham og lukker ham ind. Han er jo trods alt min svoger.

"Jaeh, det er sgu lidt no'et skidt, ik'?" begynder han med et jovialt smil, men med et blik der afslører at han ved jeg har gennemskuet ham. Han ved at mig kan man ikke rende om hjørner med. Han ved alt hvad jeg tænker. For jeg lader det stå klart i mine øjne.

"Ja, men den slags sker jo."

Hvad ellers kan jeg sige. Han står jo der, og ligner noget der er løgn. Helt fra den og på ingen måde ædru længere. Med det usikre kropssprog og en bævrende tone i sin stemme man normalt ikke kan høre. Det er som torden i mine ører. Han har drukket; jeg ved han har drukket. Og han har drukket for at glemme. For at kunne føle sig som en mand igen. For at kunne stå overfor en anden mand og tigge om penge.

Hver evig eneste fiber er ved at eksploderer i mig. Hvert øjeblik har jeg lyst til at skrige og råbe ham ind i hovedet at han skal tage denne her halvtredser, i klingende mønt, og gå ned og få det overstået. Drikke de sidste stumper af hans hjerne væk. Tøm glasset, kom op og slås, få de tæv han så gerne vil have at livet får givet ham. I guder, hvis ikke han var hvem han var ville jeg gerne selv gøre det. Stol på mig, hvisler jeg med mine øjne; jeg ville rive dig midtover.

"Det er sgu hårdt, hva'? Altså, med din søster og sådan."

"Ja. Det er ikke nemt. På ingen måde, men det ved du jo også; du er jo hendes kæreste trods alt."

Det er alt det vi ikke siger til hinanden. Jeg smiler, men det er hult. Det kræver alt hvad jeg har for at virke imødekommende og jovial. Men jeg vil ikke have ham her; jeg vil ikke have ham i nærheden af mig overhovedet. Hans beskidte negle og øldunst skal bare gå så langt væk fra mig som overhovedet muligt. Jeg. Vil. Ikke. 
   Og mit kropssprog forråder mig.

"Ja, men tak for lån, ikoss'?"

Han smiler. Men hans smil er lige så hult som mit. Han giver mig hånden; rækker ud efter mig på mere end en måde. Men jeg har gjort det klart overfor ham for længe siden. For et år siden, da han kom ind i mit liv. Han har fået den hånd jeg kunne tilbyde, men han drak den væk. Han kryber sig lidt foran mig. Jeg kan se hvordan jeg, ved blot at lade mine hænder forblive foldet foran mig, kan markere al min uvilje; at jeg kan markere hertil og ikke længere.

Jeg giver ham hånden, og kan mærke kvalmen bagerst i min mund.

"Det var så lidt. Kom godt hjem og hils de andre."

Vi smiler, lige hult til hinanden og jeg genner ham ud af døren. Da den smækker går jeg ud og skyller min mund. Den ubehagelige smag vil bare ikke gå væk. Det er det samme hver evig eneste gang jeg skal forholde mig til ham. Hver en celle har lyst til at udslette ham, for han er der hvor uduelige mennesker ikke skal være. Han er i min søsters hjerte.

Men det absolut værste; det som jeg ikke kan skubbe til side, lige meget hvor mange gange jeg skyller min mund er hvor meget han ligner mig. Han er mit negative spejlbillede og jeg væmmes hver gang jeg ser det.