På en tilfældig palme ude i junglen, hang jeg. En banan.
Jeg levede et meget fredeligt liv og havde en fantastisk udsigt over junglen.
Men det kunne jeg ikke få lov til at blive ved med at have.
For på en ganske almindelig dag skete dette:
Jeg blev plukket ned fra min palme af en mand.
Han kom mig ned i en sæk. Det blev mørkt.
Jeg blev bange. Der gik noget tid med at være i sækken. Men så blev der lukket op for den.
Jeg blev blændet af solen. Jeg var i en kasse med andre bananer på vej hen til et supermarked.
Supermarkedet hed noget så fjollet som "SuperDuper".
Jeg lå sammen med bananerne imellem æbler og gulerødder i supermarkedets frugt og grønt -afdeling. Jeg var der i et stykke tid indtil en kvinde med en meget larmende unge kom forbi.
Hun så meget stresset ud.
Det tror jeg pokker med den møgunge. Hun købte tre bananer.
Jeg var i blandt dem.
Hun kørte hjem til sit hus. Mine dage var talte.
Kvinden skyndte sig at gøre klar til at lave de andre bananer og mig om til babymos. Hendes møgunge skreg og skreg og hun virkede som om at hun var ved at få et sammenbrud. Hun tog skrællet af os. Vi var nøgne og ydmyge for en stund. Så lagde hun os på en tallerken. Hun hev en gaffel op fra køkkenskuffen og begyndte at mose os. Hvis vi kunne, ville vi skrige. Det gjorde ondt ad helvede til. Hun blandede os sammen med en ske. Vi var blevet til en omgang babymos. Klar til at blive fortæret af hendes møgunge.
Møgungen var en dreng og virkede monsteragtig med sin store mund, men havde ikke mange tænder. Det gjorde ham ikke mindre skræmmende for os. Kvinden tog noget af os på sin ske. Hun fik sin møgunge til at tro at skeen var et fly, der var på vej hen til sin destination, nemlig møgungens mund. Han gik med på det med det samme for han havde en livlig fantasi. Han fik det hele af os skefuld efter skefuld. Han var nu mæt og glad. Hans mor var også glad, mens vi arme bananer lå i møgungens mave. På vej til at blive opløst i mavesyre. Sikken en måde at ende sine dage på. Men hvad havde jeg forventet?
Vi var jo mad.