Han kunne høre lyden af ambulancer, de kom tættere på. Lyden af sirener hørte sig til i en storby, den var en del af byen puls. Han havde altid godt kunne lide lyden, selvfølgelig var der altid en eller anden ulykkelig omstændighed når nu der var behov for at køre med udrykning, men alligevel. Det skubbede ensomheden lidt væk når lyden fra sirenerne trængte ind. Der var andre mennesker i verden.
   Det her var ikke den vej han plejede at gå hjem. Hvorfor han lige havde valgt denne vej og hvordan han var kommet hertil kunne han ikke huske. Lidt stresset har man vel lov at være, men det var nu egentlig rart med lidt afveksling. Ambulancerne kom stadigt tættere på, de måtte være på vej til et sted i nærheden. Han gik videre, hjemad.
   Nede langs søen var der altid mange mennesker, altid mange løbere. De havde ofte irriteret ham, mest de overvægtige og langsomme løbere. Ikke fordi de var overvægtige og langsomme, men fordi de var prustende anmassende påmindelser om at de rent faktisk gjorde noget, imens han ingenting gjorde. De hev hver deres fede korpus ud blandt andre mennesker uden skelen til hvad der blev sagt eller tænkt. I dag var der ingen irritation. Han studsede over at den manglede, den var normalt en fast bestanddel af en tur rundt om søen. Hvad var der i stedet for - mennesker. I stedet var der mennesker. En ca. 35-årig mand, iklædt en blå udspilet joggingdragt og et par udtrådte håndboldsko kæmpede sig rundt om søen. Alene og bestemt på at tabe de kilo der bestemt gjorde, at han var så alene. Et par, hun løb langsommere end ham og han forsøgte blidt at tale hende rundt om søen. De var ikke et par. Han ville gerne være det. Hun ville gerne tabe sig. Han havde aldrig set så mange mennesker her ved søen. Han havde selvfølgelig set en masse mennesker, men aldrig på den måde.
   Vejen hjem drejede væk fra søen og centrum. Bygningerne blev lavere og der blev længere mellem butikkerne. Han var ved at komme ud i villakvartererne. For at komme hjem skulle han nu igennem provinsbyens gamle rigmandskvarter. Sådan et kvarter var der i alle provinsbyer, her boede de gamle penge. Der blev ikke nødvendigvis skiltet med at der var noget på kontoen, selvom det selvfølgelig var begrænset hvor mange rustne Ford Escorter fra 1986 der holdt i garagen. Han plejede egentlig mere eller mindre bevidst at undgå kvarteret. Det var til at blive lidt små rasende over at se de ting de havde, over at se de liv de levede. Specielt ham idioten i det store hvide hus nede i svinget. Den motorcykel kostede nok 300.000, udstyret med grej til at køre verden rundt, men den kom vel aldrig uden for bygrænsen. Han ville også have, have deres ting og have deres liv. Han blev ikke rasende i dag, ikke engang en lille smule. Han prøvede at mønstre en smule ophidselse da han kom forbi en spritny havetraktor spærret inde på et grønt frimærke, men det lykkedes ikke. Han betragtede glæden hos traktorens ejermand, smilede og gik videre.
   Han var ved at være hjemme. Kvarteret var hans eget nu. Husene var de samme som hans, bygget på samme tid og med samme type hæk rundt om matriklerne. Selvom der var enkelte af naboerne der måske slappede lidt rigeligt at med vedligeholdelsen. Det smittede jo af på hele kvarteret når standarden faldt og det så jo ikke pænt ud når græsset blev for langt og ukrudtet bredte sig. Der var endda en enkelt der ikke rev bladene i indkørslen sammen om efteråret. Egentlig var det ikke sådan et sted han havde håbet på at slå sig ned. Lidt for middelklasse, lidt for meget hr. og fru Danmark, men det var det de havde råd til på det tidspunkt. I efterhånden mange år havde han bildt sig ind at de kun boede her midlertidigt. At det var en trædesten på vej derhen hvor hans store intellekt og matchende lønning gjorde, at de fortjente at bo. Et sted hvor deres og specielt hans individualitet rigtigt kom til udtryk i det hus de boede i og den måde de boede på. Et hjem i sådan en lidt afslappet moderne bohemestil, hvor folk bare kom og gik og hvor der altid var liv og dybsindige samtaler om livets mange mysterier. I dag var det blot trygt at komme hjem. Her forstod han hvad folk tænkte og han var ikke på vej et andet sted hen.
   Genboen Ejner gik og fejede sin indkørsel. Han vinkede til ham, men Ejner havde nok ikke set ham. Han vinkede i hvert fald ikke tilbage. Igen manglede der noget. Han burde blive nervøs for at genboen var sur på ham, at han var kommet til at træde ham over tæerne på en eller anden måde, at han havde gjort noget forkert. Men han kunne ikke. Ejner havde nok bare ikke set ham.
   Bilen holdt ikke i indkørslen. Den skulle holde i indkørslen. Hvis han var gået hjem og det var han jo, så måtte det være fordi Anette skulle bruge bilen og det skulle hun da vist ikke. Ellers gik han aldrig frem og tilbage, selvom der ikke var så langt. Det var for fanden da ikke fordi han havde glemt bilen omme på arbejde og så var gået hjem. Det var sgu for åndssvagt. Ikke den mindste klokke ringede. Han kunne faktisk ikke engang huske at han var gået fra kontoret. Det sidste der stod klart for ham var lyden fra ambulancerne. Disse ensomhedsfortrængende ulykkesbebudere. Der var jo nok en god forklaring på det hele. Han gik ind.
   Huset var stille. Det burde det sådan set også være, Anette kom altid senere hjem end ham. Efter ritualet i entréen gik han videre ind i huset, mens tankerne eftersøgte svaret på hvordan han var kommet på arbejde i morges. De fandt ikke noget svar. Han satte sig i stuen, tog hjemmets Ipad og begyndte at læse nyheder, akkurat som han plejede når han kom hjem. En lyd fra køkkenet bragte ham tilbage til nuet, internettets stadige strøm af overfladiskheder blev afbrudt. Det lød som gråd. Han rejste sig for at se efter. Ude i køkkenet stod Anette og græd, med hænderne på køkkenbordets kant og stirrende ned i bordpladen.
   Hun vendte sig om da hun hørte ham komme. "Hej skat, jeg havde slet ikke hørt dig komme hjem" sagde hun, mens hun med ærmet forsøgte at tørre tårerne væk. "De forbandede løg, hvorfor har man ikke opfundet nogen gensplejsede løg der ikke får en til at græde." grinede hun gennem tårerne.
   "Hvorfor er du hjemme nu? Skulle du ikke være på arbejde?" Spurgte han. "På arbejde, hvorfor skulle jeg være på arbejde, det er jo lørdag.", hendes smil stivnede.
   Hun fik øje på glasskårene i hans hår og de forrevne bukser. "Hvad er der sket? Hvor er bilen?" Han havde ikke noget svar, men kunne se, ved at kigge ned af sig selv, at tingene ikke var som han troede de var. Hun gik frem mod ham og tog fat om hans skuldre, mens hun kiggede ham i øjnene. "Er du okay? Hvad er der sket?" spurgte hun igen. "Jeg ved ikke hvad der er sket, Jeg kan ikke huske det.. Men.. Men jeg tror jeg har mistet mine..." sagde han og besvimede.