Der var engang en lille dreng, i en mindre jysk by.
Han var som mange andre drenge født med en uendelig nysgerrighed. Hvorfor dit og hvorfor dat. Alt var spændende, nyt og anderledes. Det hele skulle kigges efter i alle de vinkler han overhovedet kunne komme til at tænke på. Åh jo. Når de realistiske vinkler ikke længere var nok, så søgte han ud i fantasiens kringlede kroge for at finde frem til en ny mening med det hele. Han digtede store episke værker i sit hoved; om sagnvæsner og rumraketter. Det hele hang sammen i hans hoved, for når han legede i skoven kom det hele til live for hans indre blik; det hele var så virkeligt at han kunne dufte og smage alt det hans øjne ikke kunne se.
Glad som dagen var lang, uden bekymring for morgendagen for han kunne klare det hele. Han var blevet storebror for nyligt, ser du. Hun var rigtig fin og han håbede så inderligt på at hun også ville med ud og se det han så. Men der var noget galt. Hun var ikke som ham, slet ikke. Det var godt nok mærkeligt, blev der tænkt i det lille overaktive sind. Det var da godt nok besynderligt, blev der tænkt. Så han spurgte og spurgte løs. Han stillede alle de svære spørgsmål; han vendte og drejede det hele igen og igen for at finde ud af hvordan han kunne spørge bedst muligt.
Men der var ingen svar og det var mærkeligt.
Legen gik som den altid gjorde. Der var flere børn der ville være med, men de kunne heller ikke se det han kunne se. De fulgte bare med når han fortalte om de drabelige rumvæsner og de smukke alfer der boede nede i skoven. Lavfolket, der boede i de små huler i hele skoven og som havde kæmpe byer, bare nogle få meter nede. Han var på opdagelse i hvad verden havde at byde på; han var så pokkers nysgerrig og ville finde ud af det hele. Han var pokkers nysgerrig og ville vide det hele. Han ville vide det hele så han kunne dele. Han ville ikke være den eneste der så alt det fantastiske. Så han spurgte altid de andre om de kunne se det.
Men der var ingen svar og det var mere mærkeligt.
Der kom den dag hvor han pludselig skulle være sammen med endnu flere børn. Med glæde i maven stod han der, ængstelig og lykkelig for nu kunne han da finde en der ville på opdagelse med ham. Nu kunne han da finde en der kunne se det han så og ikke bare fulgte ham blindt. Han var en kvik knægt, det var han. Sådan en, hvis øjne lyste når de voksne roste ham for det han kunne. Han spurgte og spurgte, hele tiden og så igen. Han var så nysgerrig og forstod så meget. Han tænkte for meget, der var altid noget der skete i hovedet på ham - det kunne han mærke. Og han spurgte hele tiden. Han spurgte hele tiden, særligt når de andre ikke svarede.
Men der kom aldrig svar, nu var det altså for mærkeligt.
Så han spurgte. Han spurgte og spurgte, hele tiden. Han kunne ikke forstå at de ikke ville svare. Han spurgte så meget at de andre helt tav. De slog, de bed og de sagde ord han ikke havde tænkt skulle fylde i hans hoved. De sagde grimme ting som ingen derhjemme nogensinde havde fortalt om ham. Han blev fortalt at han ikke var lige som dem. Han fik hele tiden at vide at han ikke var god. Han spurgte med mere og mere gråd i stemmen, hvorfor de dog sagde sådan.
Men der kom ingen svar, så han holdt op med at spørge.