Birgit lå på lejdet,
var eleveret op i højde,
så madrassen forløb lineært med plejerens hofte.
Plejeren stod ved Birgits side,
kun sengehesten som omgav sengen,
indrammede den som en krybbe,
var mellem dem.
Træbjælkerne var lakeret i en høj glans,
træet var lyst og fint.
Man kunne komme i tvivl om,
om træet var imiteret,
eller om det nærmere var af plastik,
fordi glansen ikke alene gjorde overfladen glat og glinsende,
men også gjorde den blødere.
Birgit lå midt for tremmerne,
lå livløs uden et ord faldt fra hendes læber.
End ikke et åndedrag var at høre.
Over dynen lå hendes hænder udmagrede over kanten af det øverste betræk,
venerne trådte frem,
så hånden lignende en konstruktion,
der udelukkende bestod af vener og knogler,
med udspændt hud over sig.
Hendes fingernegle var sammen med læberne blå i plamager,
det blålige havde trådt frem i går
havde stille fået neglens farve til at glide videre ind i det blålige
og indtaget en ny nuance,
en nuance de aldrig havde haft før.
Nasalsonden hang slapt ned ad hendes kind
bevægede sig let frem og tilbage
hver gang plejeren bukkede sig ned for at duppe hendes læber med vatpinden.
Fra hendes læber satte sig store,
afskallede stykker af blå størknet hud,
hver gang sonden svang let op ad Birgits kind.