Jeg var på vej til arbejde. Det var koldt og mørkt udenfor. Jeg tog min regnfrakke på, en hvid og beach farvet frakke, inden under havde jeg en uldtrøje på. Gåturen var på en kilometer. Jeg slukkede lyset og forlod mit hjem. Mørket tog fat omkring mig, så jeg ikke kunne se noget, lige så stille vænnet øjnene sig til mørket, og jeg kunne orientere mig. Regnen faldt tungt på min regnfrakke, der hurtig blev våd.
Mine tanker faldt på dem jeg holder af. Louise, Tanja, Maria, og Sofie, som var min familie. Mine tanker blev afbrudt af, regnvejret og stormvejret.
Jeg prøvede at fokusere på noget andet end regnet og stormvejret. Jeg bildte mig ind, at det faktisk var helt rart, at blive blæst igennem. Min nabo kom forbi mig på vejen. Vi hilste på hinanden. Andre igen brugte vejen som gennemgang til folkeskolen, der lå lige ved siden af vores vej.
Pludselig kom jeg i tanke om mit mundbind. Det forbandet corona.
Jeg var kun lige komme ned af kirsebærstigen. Stien lå 200 meter væk fra vores hus, jeg vendte om for at gå tilbage. Men pludselig så jeg en tåge som aldrig før, og regnen var tungere end nogensinde før. Jeg kunne mærke, der var nogle der rørte ved mig, jeg var ved at hoppe ud af mit god skin. Jeg så mig omkring, der var ikke nogle menneske eller dyr i nærheden af mig. Regnen tog til,og begyndte at piske ned. Hele kirsebakken var dække af vand, og træerne fik meget motion.
Pludselig lød der stemmer. Det var som om de ville fortælle mig noget, jeg rystede på hovedet, var jeg ved at blive skør. Jeg prøved at lytte efter hvad de vil sige til mig. Der var en kvindelig stemme der gik mest igennem. Thor pas på, gå ikke på arbejde. Pludselig tog nogle hænder fat på mig, så jeg skulle kæmpe for at komme frem af, du må ikke tage af sted, det er farligt.
Der kom flere stemmer til, og råbte i kor. Du må ikke gå ombord på bussen. Stemmerne blev ved og ved, jeg fik mig kæmpede hen til busstoppestedet. Bussen ankom til busstoppestedet, og stemmerne forsvandt, som en tornado ud i ingenting. Folk i bussen sad ret op og ned helt stiv. De var iført sorte lange regnfrakker, og alle havde hætten godt oppe over hovederne. Alt imens vandet piblede fra dem. Sæderne og gulvet var knastørre. Chaufføren var en robot agtig tingest, iført samme frakke som de andre, med helt tør, en barnestemme sagde kom bare om bord, kom bare om bord, kom bar ombord.