Saab er desværre et udgået svensk bilmærke. Den sidste Saab rullede ud af fabrikslageret i 2019 og blev solgt på auktion til en dansker for 324.000 kr.
Saab er kendetegnet ved et trofast antal entusiaster, der elsker deres Saab højt og forsøger at holde bilerne i live. Hvert andet år kører de alle sammen til fabrikken og Saab-museet i Trollhättan. De mødes og fester som en stor indforstået kult. Dem med de ældste, og vel at mærke bedst vedligeholdte biler, har højeste status.
Mange unge, og især kvinder, forstår ikke at nogle mænd kan elske en gammel svensk bil så højt. Det er derfor jeg vil prøve at forklare, hvordan den slags kærlighed opstår og tilsyneladende ikke vil dø.
Det hele begyndte i 1963 da jeg var 13 år. Jeg havde lånt en gammel SCO-knallert nede i cykelkælderen uden at ejeren vidste det. Den drønede jeg rundt på, når det blev mørkt, i håb om ikke at blive set af de forkerte. Op og ned af Langebrogade med gashåndtaget i bund, bøjet fremover styret for at reducere vindmodstanden i skjorteærmer og uden hjelm. Med vibrationer i kroppen og en lettere kulilterus blev knallerten omhyggeligt stillet tilbage. Mit første adrenalin kick var hjemme. Jeg havde fået benzin i blodet. En alvorlig diagnose.

Jeg fortalte ophidset Birger, min skole- og legekammerat, om nattens knallert rally. Spændende lød det, men det var vidst ikke lige noget, han skulle være med til. Hans interesse var helt fokuseret på familiens kommende køb af en ny bil. Han var nærmest gået helt i selvsving. Han boede på Bådsmandsstrædes Kaserne i det lille hus, der hvor Prinsessegade møder Burmeistergade, sammen med lillesøster Birgitte, moren Birgit og faren Bent. Alle flinke og gæstfrie mennesker. De havde sparet sammen til en bil.
Men det var ikke bare en bil forkyndte Birger, det var en mellemting mellem en flyver, bil og kampvogn. Det var en Saab! Jeg skulle bare vide. Når hans far kom hjem, så måtte jeg som noget helt fantastisk se brochuren fra Saab. Den gik faren, der var kaptajn i forsvaret, rundt med i sin mappe, sammen med en plan for hvordan russerne skulle stoppes, hvis de gik i land i Køge Bugt. Javel, ja det lød spændende...
Da faren kom hjem, blev vi kaldt ind i spisestuen, der var indrettet som en midlertidig kommandocentral. Der var to NATO-flag på skænken, som flankerede Birgers far, der stadig var i uniform. På væggen hang der våben af forskellig art samt et billede af en Saab F 35 Draken jetjager, der bryder lydmuren. Alt sammen meget spændende. Men mest spændende var dog gennemgangen af den flotte bil brochure.
Med en lille pegepind gennemgik han, som en anden oberst før et større slag, side for side i brochuren.
Saab 96 ny model med en let og omdrejningsvillig 2-takts motor. Bilens designkoncept var to dråbeformede vingeprofiler lagt ovenpå hinanden. Det gav minimal luftmodstand, testet som et jagerfly i en vindtunnel.
Alle passagerer havde sikkerhedsseler, og man overlevede et frontalt sammenstød med et vejtræ med 30 km i timen takket være den lange fleksible front. Skulle man være så uheldig at bilen rullede om på taget, var dette stærkt nok til at fungere som styrtbøjle. Folk ville så bare hænge med hovedet nedad indtil redningskorpset dukkede op, i modsætning til andre biler hvor hovedet blev trykket ned i maven. Bilen var let og forhjulstrukket og kunne køre hen over sneen som en kælk, i modsætning til andre biler der bare ville grave sig ned.
Og sådan blev det ved og ved...

Jeg kunne ikke undgå at blive revet med af den euforiske stemning og lange var dagene indtil Birgers far endelig kunne hente den forudbestilte bil. Vi spænede hjem fra skole og ind på kasernen i hæsblæsende tempo for at se vidunderet en splinter ny hvid Saab 96. Alt imponerede os drenge. Det var det mest fantastiske stykke mekanik, der nogen sinde havde kørt på fire hjul, syntes vi. Vi hujede af begejstring og dansede rundt om den fine bil.
Begejstringen blev ikke mindre da jeg blev inviteret på en tur i Saab 'en op til familiens nye sommerhus i Gilleleje.
Da vi kørte ud af portvagten, gjorde soldaten ærbødigt honnør, jeg gjorde det samme, fra min plads på bagsædet bag Birgers far. Jeg følte mig høj. Midt i sad Birgers lillesøster Birgitte og delte bløde karameller ud.

Birgers far Bent havde skulle være god ved Saab 'en og havde fyldt ekstra motorolie i benzinen. Det resulterede desværre i at vi pustede en kraftig oliesky ud i Torvegade, hvor folk stod og ventede på sporvognen. De hostede, bandede og svovlede. Heldigvis kunne vi ikke se deres truende gestus, da bilen accelererede og de forsvandt i en røgsky bag os. Kaptajnen, altså Birgers far, syntes at føle sig godt tilpas i røgen, det var jo ligesom at være på øvelse i Holstebro igen. Og lyden, lyden! af den trecylindrede to-takts motor var fantastisk, det var som en F35 der gik gennem lydmuren med et turbinebrøl eller som otte borede knallerter, der var strippet sammen, for fuld skrue.
Ude på Hørsholmvejen, skal jeg da love for at jetjageren blev afprøvet. Det kildede i maven, og jeg genkendte de skønne vibrationer i kroppen, der forplantede sig via udstødningen og bagsædet. Vi jordede et par Volvo 544 og adskillige Opel Rekorder mens vi samtidig forhindrede dem i at lave en kvalificeret overhaling, idet vi konsekvent lagde røgslør ud. Det var som et charterfly på vej til Mallorca med Kaptajn og turbinelyd, mens Birgitte var strålende karamel-stewardesse. Rejsen blev gjort på den halve tid.

Skal man nyde, må man yde. Birger og jeg blev sat til at slå græsplæne medens Kaptajnen og Birgers ualmindeligt søde mor Birgit arbejdede inde i Huset. Birgits far var skovfoged i Hillerød så hun kunne købe billige blågran der var det store hit dengang.
Jeg havde erfaring med græsslåning fra min morfars have i Kongelunden, så jeg gik straks i gang med jobbet efter at Bent havde startet den lille benzindrevne Briggs & Stratton. Græsset var højt så jeg skulle bruge mange kræfter for at komme igennem. Der var også nogle selvsåede småtræer der skulle have en ekstra omgang frem og tilbage. Da jeg var færdig og skulle slukke maskinen, var der ingen afbryder så jeg fik den idé at jeg bare kunne rive tændrørshætten af. Det skulle jeg aldrig have gjort. Med en spænding på 1600 volt ned gennem armen og kroppen og videre ud i benet hylede jeg som en stukken gris. Birgit kom farende ud af huset og fik mig trøstet, mens hun samtidigt konstaterede at jeg lige havde kørt de små blågraner i smadder, som Birgits far skovfogeden havde sat sidste efterår. Jeg måtte ligge lidt på briksen inde i huset, hvor jeg fik lov til at læse instruktionsbogen, både til græsslåmaskinen og til Saab 'en. Især afsnittet om sikkerhed, mente Bent at jeg kunne jeg få glæde af.

Stemningen var trykket og Birger og jeg dampede af. Ned til engen hvor køerne gik indhegnet. Birger kunne konstatere, at der ikke var strøm i hegnet ved at holde et strå på. Han kunne også tisse på hegnet uden der skete noget. Det kunne jeg også, troede jeg, men strømmen løb pludselig gennem min spinkle drengekrop med tappen som indgangsterminal. Benene forsvandt under mig ... Jeg husker jeg skreg og at det gjorde meget ondt, men ikke hvordan jeg egentlig kom tilbage til sommerhuset.

Det var helt fint da de fik mig bakset ind på bagsædet. Jeg var øm både her og der, mest der, og karamellerne var spist. Alligevel havde det en nærmest helbredende virkning at drøne afsted igen, mærke farten og vibrationerne, høre turbinen og se røgsløret på Lyngbyvej, da jeg blev fløjet hjem i den helt fantastiske Saab.