Køkkenet
Hvor brødet rister
En flue dumper mod glasset, en morgens natsværmer
Hun slår ruden op og sætter vandet over
Det kommer som havgus fra fjorden, lindrende
De er endnu ikke vågne
Den overgang mens brødet rister
og brænder på, det svider
til det svaler fra ruden på klem
Hun sætter sig med fødderne i isfloden
Og drømmer sig
til duften af kaffe
at de ikke vil vågne
og hun vil vende brødet,
det er allerede brændt
Hun vil nippe af kaffen og brænde sig
Og hører dem
Og spilder den
I det gule lys med mælken i
Til morgenen er overstået,
til den ikke nåede at komme.
Haven
Dens modstand mens lys stiger
Opløser sig og stanger sig
I efeus vedbend, i græsset
En duft af den sure jord
saltet af brisen fra fjorden,
havgus
græsset:
rørt af morgenduggens fingre
dens glitrende fingerblommer,
våde,
søbet i saften fra nedfaldsblommer
en morgen i haven i sensommeren