Jeg sidder på et trappetrin i byens gamle svømmehal og kigger ud over bassinet. En kvinde stiger op af vandet. Hun har hvepsetalje og runde silikone-bryster. Synet tænder, og jeg tænker, hvordan vil det mon føles at lade hånden glide ind under badedragtens tynde stof?
"Ja det ku' du godt li' at vide", lyder en venlig stemme fra en fyr, som ubemærket har sat sig ved siden af mig. Hans påtrængenhed ærgrer mig, men så forstår jeg betydningen af hans ord.
Han har fuldskæg, mellemøstlige træk og bærer en hvid badekåbe. Den ene fod har han trukket op under sig, så den ikke kan ses. Hans hænder er arrede efter voldsomme sår. Jeg stirrer på ham, som var han sendt fra himlen, og han nikker smilende som svar på mit indestængte spørgsmål.
En varm følelse vælter frem i mig og jeg spørger, "hvordan er der i himlen?", "Vorherre har virkelig sluppet hestene fri. Himmelen er jo belønningen for jordelivets fortrædeligheder, hvilket selvfølgelig afspejles i dets indretning. Himmerige af i dag er et markedsorienteret samfund og en stor forbrugsfest, hvor alle har kreditkort med ubegrænset træk. Alle kan udfolde sig frit og leve enhver fantasi ud. I himlen er vi forskånede for ærgrelser, og vi fortryder aldrig, hvad vi har gjort. Der er ingen pligter, intet ansvar og ingen skyld".
"Hvad er der så blevet af helvede og den evige fortabelse?", spørger jeg. "Helvede var en uhjælpelig gammeldags institution og er derfor blevet opkøbt af Gud. Himmel og helvede er nu fusionerede og opdateret til paradis". "Nåden, hvad med nåden?", hvisker jeg. "Himmerige er et nådesløst sted, for hvem har brug for nåde, når alle er uden skyld?"
Han strækker sig, og nu kan jeg se hans andet ben, som er stærkt behåret og med en klov i stedet for en fod. Jeg føler mig splittergal, løber ud af svømmehallen, får tøj på og forsvinder i den julepyntede by.
I en smal passage må jeg skræve over en hjemløs for at komme videre. Jeg tænker, snart ligger folk og dør på gaden af mangel på mad, omsorg og kærlighed. Samtidig hermed har en stor del af danskerne et enormt forbrug, da de tror, de kan købe sig til lykken.
Modsætningen er svimlende og sørgelig. De, som sidder på fortovet pakket ind i gamle frakker og aviser med hatten foran sig, er som fugle smurt ind i olie og vil sjældent kunne lette. De er vort samfunds dårlige samvittighed og mareridt.
Det er december, og forbruget sætter vel igen rekord i år. Samtidig har flere og flere mennesker ikke råd til at købe julegaver og lidt ekstra godt til julen.
En del af befolkningen bliver altså drevet af en ekstrem pengepsykose medens en anden del af befolkningen tvinges til en ekstrem grad af "Simple Living".
Jeg køber "Hus Forbi" af en hjemløs. Han fortæller, at jeg skal passe på drømmene, da de nemt fortrænges af løgne, begær, smålighed og had.
Jeg hilser glædelig jul, og i glimt ser jeg en verden, som ser bedre ud, hvor hvert menneske har en værdi i sig selv, hvor solidaritet og ansvar bliver de nye opløftende fællesnævnere.
Men forbrugsdjævelen martrer mit sind. Går han mon rundt derude og bilder folk ind, at forbrug og atter forbrug er himmerige?