På en gågade nede i byen, der hvor der findes så mange butikker, at det halve kan være nok, i hvert fald hvis du spørger dem bag disken. Ja, der ligger der en ostebutik. Dog er der sjældent nogen, som går ind i den, men det hænder da engang imellem.
Inde i denne ostebutik, er der jo som der skal være en del oste. De står fremvist på alle hylder, i alle størrelser og afskygninger. På væggen hænger der et kukke-ur. Dette ur indeholder en lille fugl, som med jævne, men bestemte mellemrum, kommer ud og kukker. Ja, det er kun os mennesker som høre det som kukker, men alle oste forstår bedre, hvad fuglen siger.
Disse oste snakker gerne om hinanden; om hvilke farver de går klædt i eller hvilke krydderier deres liv indeholder. De er så glade for deres egen smag, at de ikke kan forstå eller acceptere andre, der ikke ligner dem til forveksling. Hver især mener de sig selv vigtige i butikken, og hvis man skulle tro på hvad de siger, ja, så kunne butikken ikke være åben uden dem.
Men engang imellem snakker de også, om en meget gammel ost, de kalder ham for gamle Ole. Det er de oste der står ham nærmest der viderebringer sladret om ham.
"Jamen, som han dog lugter, puha, puha," sagde ostene imellem hinanden.
"Ja, det er vist lang tid siden han er kommet op af badet," sagde en anden.
Man siger han ikke har lyst til at stå på hylden? Ostene havde svært ved at forstå gamle Ole.
Idet kom kuk-uret ud. 'Kuk, kuk' - 'kuk, kuk', sagde fuglen idet den kiggede på ostene. Men for ostene lød det som om den sagde:
"Ja, I snakker, men jeg fortæller om tiden."
Ostene kiggede på uret, de var ikke glade for, at høre på hvad den sagde. For som I allerede ved, så mente ostene ikke, at der var noget vigtigere i butikken end dem. Fuglen gik tilbage, ind i sit hus, og ventede på at den kunne komme frem igen, og gøre opmærksom på sig selv.
Ostene sladrede videre om den gamle ost.
"Man siger han er tør i skorpen."
"Han mangler nok smilehuller," sagde en anden.
Mange af de ting der blev sagt, ja dem grinte selv de fede oste af, selv om de nok burde holde sig selv for gode til den slags. De var jo trods alt vant til, at blive omtalt negativ engang imellem. De fine oste kiggede jo også skævt til dem engang imellem.
Men gamle Ole var vist ligeglad, eller også kunne eller ville han ikke høre, hvad de andre sagde. Han stod for det meste og drømte om, hvad han havde oplevet i sine unge dage. Det første han kunne huske var, at ham engang faktisk kunne ha' endt som smøreost. Sådan en af dem som levede stærkt og døde ung.
Ak ja, men min tid kommer også engang, tænkte Gamle Ole.
Tiden gik og fuglen kom frem igen - 'kuk, kuk' - 'kuk, kuk' - 'kuk, kuk'. Og lad mig straks oversætte det for jer, som ikke forstår hvad klokken siger.
"Ja, I snakker som I kan. I ender dog på det samme sted. Hver og en af jer oste," fuglen trak sig tilbage igen, og begyndte at vente på ny. Ostene gøs. Hvor kunne den da sige sådan noget, og i øvrigt mente de heller ikke at den havde ret.
"Bare se på os," sagde ostene indbyrdes, "vi er flotte og har stil, vi holder os pæne i evig tid."
En dag kom der en mand ind i butikken, han havde bestemt sig for, at nu ville han have en gammel ost. Han kiggede sig om, og valgte så gamle Ole. Det var blevet den gamles tur, til at forlade butikken. Manden betalte for osten, tog den under armen og gik ud på gaden. Snart var både manden og osten ikke længere, til at se fra butikken.
Da han var gået, var der stilhed. Langt om længe kiggede ostene på hinanden.
"Synd for den gamle," sagde den ene, mens en anden humoristisk sagde, at han nok alligevel var ved at blive muggen.
"Mon der findes en høvl, der gider at røre ham," sagde en tredje.
Snart kedede ostene sig, og de begyndte at kigge sig om efter en anden ost. Der lidt længere ned på hylden, lå der en anden ost, som de andre også mente var ved at blive gammel. Den lugtede faktisk også, nu man kiggede på den. Det må nu være den ældste ost i butikken. Imens gik tiden stadig, som den jo plejer at gøre selv i eventyr.
Fuglen sprang ud af uret, og kukkede igen. 'Kuk, kuk' - 'kuk, kuk' - 'kuk, kuk' - 'kuk, kuk', som betød:
"Nå, gamle Ole er væk. Taget fra sin plads. Ja, sådan går det jo. Hvem mon bliver den næste?"
Ostene var lige ved at trille ned af hylden og ned på bordet, da de hørte fuglens ord. Men gjorde det dog ikke, da de ikke ville ligge sammen med alle rygeostene. De stank jo også, men ikke på grund af deres alderdom.
Sådan gik livet i ostebutikken videre. De fleste dage var ens, men de kunne dog altid være sikker på, at fuglen nok skulle kukke sine kuk hver dag. Ostene ville dog altid hade den fugl, da den mindede dem om tiden. Hvis du ikke tror på mig, kan du jo gå ned i byen, og kigge for dig selv om det passer. Men ligger ostene der ikke endnu, er de nok blevet solgt. Og så får høvlen nok noget at bestille, sådan går det jo for det meste alligevel, uanset hvilken ost man nu er.