Victor gik hen ad landevejen med en sæk kartofler over skulderen. Det var de bedste kartofler, der kunne opdrives der på egnen, og det havde taget ham lang tid at fremelske de kartofler, han dyrkede.
Men for Victor var kartofler ikke bare kartofler. Det var det han levede af, og som han elskede højest i verden. Han kunne sidde i lang tid og betragte en kartoffel. De runde former var efter hans mening de mest velformede former, som fandtes. Når han holdt en kartoffel i hånden blev han salig. En kartoffel havde mange øjne - øjne med øjenbryn, der så på ham med et udtryk , der var så mangetydigt.
Han var overbevist om, at en kartoffel havde en sjæl. En kartoffel var ikke ligeglad med, hvordan den blev behandlet. Den ville behandles med kærlighed og omsorg. Når den blev udvalgt til læggekartoffel, var det den højeste udmærkelse, en kartoffel kunne opnå. Men der var så mange, der ikke udvalgte med omhu. Og mange behandlede dem ikke ordentligt, når de lå og blev gemt til det kommende forår. Og Victor vidste, at alt for mange læggekartofler slet ikke fik den behandling, som kartofler krævede, hvis de skulle trives.
Han vidste også, at kartoflerne kunne tale sammen. Og de så med foragt på de kartofler, der ved gensplejsning blot havde fået en fuldendt form. Der var andre ting, der også skulle til for at en kartoffel kunne komme i eliteklassen. Fra gammel tid, og det vil sige dengang kartoflerne kun levede i Sydamerika, havde kartoflerne fået en selvbevidsthed og viden om eget værd, der beroede på kartoflens næringsværdi for de tobenede skabninger, som gik under navnet mennesker. Og på disse skabningers reaktion, når de spiste kartofler, mærkede disse, at smagen var af allerstørste betydning, ikke blot på hvad de overfladisk var værd, men også på hele deres races mulighed for at overleve og blive forædlede.
De mennesker, som virkelig havde forstand på kartofler, tog kun en kartoffel fra hver top, og mærkede sig omhyggeligt alle de kvaliteter kartoflen havde. Når en top nærmede sig det sublime og udskilte sig fra de andre, var der sket noget. For selv om kartofler normalt formerede sig vegetativt, kunne der ske spring i kartoflens kvaliteter, som var ganske uforklarlige.
En sådan sjælden top kunne blive starten til en helt ny race, der fuldstændigt udkonkurerede de andre racer på den egn, hvor de voksede. Ejeren af den mark, hvor den nye kartoffelsort groede, blev den lykkeligste mand i verden, og efter at have levet i fattigdom i mange år blev han ofte meget velhavende. Efter nogle års dyrkning af den nye kartoffel kunne han pludselig få råd til at købe en hest, og det skete en enkelt gang i hver generation, at han kunne bygge nyt hus. Han vidste at guderne var med ham, og hvert år når kartoflerne var lagt, gik han op på den højeste bjergtop og lagde den smukkeste kartoffel til rette på en flad sten som føde for guderne.
Victor vidste disse ting fra mange besøg på Landbohøjskolens bibliotek, men de største hemmeligheder havde han fået kendskab til på en rejse til Uruguay. Her havde han opholdt sig i tre år og lært de indfødtes sprog. Og han havde opnået et så fortroligt forhold til befolkningen, at han af den ældste i en landsby var blevet indviet i de mest hemmelige mysterier om kartofler. Hans respekt og store viden havde duperet og fyldt den ældste med undren, og Victors beskedne levevis og rolige væsen havde passet til den Uruguayske måde at leve i pagt med naturen.
Derhjemme i Østbirk blev han betragtet som lidt af en særling. Efter opholdet i Uruguay var han også begyndt at ofre den skønneste kartoffel på en af egnens få gravhøje med stendysse, og det ville ganske givet, hvis det blev opdaget, have fået velmenende folk til at betragte ham som sindssyg, og han vidste hvilke uhyggelige konsekvenser, dette ville have.
Han sørgede for at ingen fik nogen som helst viden om hans kontakt med de gamle guder. Den udvalgte kartoffel blev bragt op på stendyssen ved solopgang ved første fuldmåne efter lægningen - han satte sig ned og ventede ved stenene i den dybeste meditation, og når hans sjæl vendte tilbage til jorden, var kartoflen væk.
I sækken, han havde på ryggen, vidste han, at der kun var én, der muligvis havde helt nye egenskaber, og kun en gang i en kartoffelavlers liv ville det lykkes for ham at finde den fuldendte kartoffel. Det var ikke hans egne spekulationer eller løsning, der havde givet ham denne viden. Det var en af de ting, som den ældste i Uruguay havde betroet ham.