Papa havde en eventyrligt dyb stemme, syntes hun, en stemme som fortabte sig i alle de spændende historier han fortalte - og altid i sang, aldrig bare i uakkompagnerede ord, så almindelig og trist var han slet ikke, det lod han Maman om. Ja, det var en mors sag at kede dem og at kede dem ihjel, uden melodier til, Papa stillede hende i stedet på fødderne og lærte hende at danse tango. Når Marguerite stod på tæer, som hun jo yndede at gøre, sådan nåede man længst, havde hun lært, kunne hun strække sig så langt øjet rakte. Op og op og op i hans arme der aldrig var reserverede kun til Maman, for Maman havde travlt med lille, nye, kære søster Fleur, derfor var Papa i evig søgen efter selskab, efter noget eller nogen til at holde sine blues på afstand og blues, havde han sagt engang, betød blå, så hun vidste, at han ligesom hende foretrak de varme farver.

Sangene han sang, de fineste triller som hun trillede med på i sin egen, lysere røst, var oftest på et sprog hun ikke forstod, for Maman havde kun lært hende at tale dagligdagsfransk, ikke drømmenes og dramaets spanske. Imens deres stemmer blandede sig og de ukendte trylleord flød over hendes læber som guld eller chokolademælk, rigdom og den reneste magi, sad Marguerite på hans skød og lyttede til hans hjerteslag der slog i takt, hvis det da ikke slog an. Hans hjerte lød som en fugl, det flaksede og det fløj - og Marguerite var sikker på, at hun havde fanget nattergalen ligesom kejseren i eventyret, de læste sammen forleden, men modsat den dumme mand ville hun ikke bare sådan lade sig narre af mekanismer og teknik, nej, Marguerite ville kun have den vaskeægte vare. Her var den, lige her, under hendes fladt-pressede hånd med dens fem små fingre og dens stærkt klyngende greb.

Papa lod sig dog ikke røre, han sang ufortrødent, han sang altid videre, men det var kun godt, vidste hun, for så længe han sang, gik han jo ingen steder, ikke nu, ikke nogensinde. Den tid behøvede hun vel slet ikke bekymre sig om, hvor hun kunne blive nødt til at fordreje hovedet på sig selv. For at omfortolke ganske andre eventyr.

*

Marguerite var næsten lige fyldt fem, den dag Papa ikke kom og hentede hende i børnehaven som han plejede, som han altid gjorde og Maman kom i hans sted, med Fleur i klapvogn og tordenskyl i øjnene. Marguerite fulgte pænt med, tog Mamans hånd og lavede ingen scener, selvom hun havde mest lyst til at smide sig ned, skrige og græde, for hun ville have Papa, ikke dumme Maman som kun smilede til Fleur og aldrig til hende, som lod Fleur få det første, uspolerede slik på piskeriset, når de havde lavet flødeskum, som lod Fleur gøre alting og altid først, lod Fleur være alting og altid først, den Maman gad hun ikke med hjem, men hun holdt alligevel hagen højt som Papa jo gjorde det og travede hjem med netop den Maman ved sin side. Først da de var kommet sikkert indenfor døren, vendte hun sig om, nægtede at tage sin halvtykke overgangsjakke af og knugede hænderne til små bolde langs siderne i stedet. "Hvor er Papa," spurgte hun og kunne med det samme høre at han ikke var i huset, der var jo ingen sang, ja, hun vidste på en eller anden måde at han ikke kom hjem. Ikke lige om lidt, ikke nogensinde. Papa var blevet væk. Hun havde ladet ham flyve.

"Han er gået," sagde Maman bare, pakkede Fleur ud af alle sine lag. Fleur sagde ikke noget, var ualmindeligt stille, selv per hendes tavse standarder.

"Jeg vil have Papa," fortsatte Marguerite.

"Han kommer ikke tilbage." Mors stemme var tyk og hård som sten, som en stenstøtte i vejkanten, som ti af dem, milestenene. Marguerite kunne godt tælle dem i forbifarten, når de var ude at køre i Mormors bil, 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9...

"Jo, han gør."

"Jeg gider ikke diskutere det, hører du? Han kommer ikke."

"Du lyver!" Marguerites stemme blev skinger, stormende. Hun raserede luften imellem dem med sine skarpe fraser. Hun stampede i jorden og slog om sig, hun var præcis som Maman altid sagde. Hysterisk, det ord kendte hun, men hun havde aldrig rigtigt vidst hvad det betød, indtil nu.

"Forstå det nu, Marguerite, du var ikke nok for ham," skreg Maman til svar, greb Marguerite ved overarmen og ruskede hende hårdt et par gange så alting raslede og ringede og alle Papas sange blev overdøvet af den susen der kom til live i hendes ører. Marguerite gispede, væltede næsten, men formåede ved en kraftanstrengelse at blive på benene. Hun stirrede sin mor op i ansigtet, de betragtede hinanden tavst og tomt. Endelig fortsatte hun, "ingen af os var nok for ham."

Hans mange velmenende ord havde ikke forberedt hende på dette, den følelse af utilstrækkelighed som voksede frem i maven, som en pine, som en skygge. Han havde fortalt hende eventyret om nattergalen og sunget hende smukke, spanske sange, men han havde aldrig fortalt hende, at han ville kunne få hende til at føle sig så umådeligt, så umanerligt lille. Han havde jo altid fået hende til at føle sig stor, fået hende til at føle sig vigtig og værdsat. Papa havde altid set på hende med øjne der spejlede hende grænseløs. Hvor var han så nu? Hvor var han? Hvor var han gået hen? Hendes underlæbe begyndte at dirre, derpå stampede hun en sidste gang i jorden, skreg Maman direkte ind i jernarmen og vristede sig fri, løb ind på sit værelse med jakken stadig hængende løst og lukket om sin silhuet.

Ingen nattergale var nogensinde stukket af fra deres kejser, men ikke engang det dårlige valg måtte Marguerite få, ikke sådan som han valgte hende fra først. Papa havde vejet hende i favnen, så sent som i går aftes havde hun siddet hos ham og han havde stadig fundet hende for let. Selvom hun voksede og voksede og Maman begræd alt det nye tøj, hun hele tiden så sig nødsaget til at købe.

Marguerite kom aldrig rigtigt til at forstå det, det store hvorfor. Den ene dag var han dér bare, den næste var han væk - igen, igen, havde Maman sagt og hvis Maman vidste, hvor han var taget hen, lod hun aldrig sine døtre det vide, ikke at Marguerite ville have ledt, havde hun kendt til stedet, hvorhenne. Han havde trods alt truffet sit valg.

Og det frie valg måtte hun give ham.

*

Sin far huskede Marguerite ikke meget om, hun havde jo været så lille, fem år gammel, da han skred for anden gang. Gik, for aldrig at komme tilbage. Igen.

Hun huskede ham bedst på fødderne som havde været nærmest i øjenhøjde for en stadigvæk voksende pige som hende, de havde været store men slanke - og markerende i deres gang, i alle hans bevægelser, ja, Marguerites far havde markante fødder, fødder der ejede jorden han gik på og hele resten af verden med. Dem havde hun sikkert arvet fra ham, de fødder, for sådanne fødder havde Marguerite også, selv, ikke sandt? Det var en behagelig tanke, så hun underholdt den, holdt den tæt til kroppen, til brystet, måske endda tæt til det inde bagved. Brystbenet. Det bankende. Hjertet. Hun var ikke nostalgisk anlagt, så langt som overhovedet muligt derfra, men hun havde nu engang grebet fat i den ide. Havde ladet den blive hos sig, imens hun blev ældre, blev teenager, blev voksen og blev væk.

Præcis ligesom han var blevet det, først.

Hun huskede ikke længere hans fulde navn, Mor udtalte det aldrig, havde kun skrevet det i hendes fødselscertifikat af pligt, men hun huskede farven på hans hud, en varm oliven, meget mørkere end Marguerites, sydlandsk og temperamentsfuld og selvom Marguerite lignede en nordfransk lilje, havde hun alligevel taget hans varme og hans gejst til sig, gjort dem til sine helt egne smykker. Havde fået hans appetit i tilkøb, havde en elsker i hver by, i hvert hus, i hver seng. I hver en havn og Marguerite havde efterhånden været i så mange havne. I så mange byer, i så mange huse og senge. Elskere havde hun i hvert fald nok af, af fædre havde hun ingen. Sådan tabte og vandt man lidt - når alt kom til alt, var verden et ganske afbalanceret sted. På sin egen måde, manér, facon. Karma, ville hun have forklaret Fleur og Fleur ville have nikket denne gang, kravlet tættere ind til hende, de ville have været søstre og søstre behøvede ingen far, så længe de blot havde hinanden.

Marguerite huskede virkeligt ikke meget om sin far, men hun huskede alt han havde lært hende. Hver eneste lektie. At mænd skred, i sidste ende og at afsked derfor var en uundgåelig del af at trække vejret, at ånde ind og ud og af at være fri. Han lærte hende måske også, at store fødder faktisk sagde noget om manden de sad på og at en mørkere lød kunne gøre det samme, ikke at hun tænkte på nogle at disse ting, imens hun betragtede Augustus der havde store fødder og hudfarve som en italiener og lige nu arbejdede, altid arbejdede han. Her var en mand der ikke ville skride, havde hun lært, omlært, før end han begyndte at kede sig og hvis noget, havde Marguerites far vist hende kunsten altid at være tilpas, at gøre sig tilpas. Kunsten at få andre til at glemme ens fejl og ens mangler, i lyset af alt det man muligvis, lokke, lokke, lokke, kunne være for dem, så længe man altså var dér.

Nej, det kunne skam godt være, at Marguerite ikke huskede meget om ham, sin kære bortkomne faderfigur, men hun havde vel et spejl, hun havde endda flere. Et af dem kunne hun til hver en tid kigge i, skulle hun komme til at savne ham, som ved et lykketræf.

Et abnormt uheld.